Klumme i Altinget december 2023
Af Lars Olsen
Med opfordringerne om arbejde og arbejdsmoral svigter Socialdemokratiet sin egen historie. Sådan lyder et udbredt synspunkt fra medierne og venstrefløjen. Det er bare ikke rigtigt.
Et spøgelse går gennem medierne – Dybvads spøgelse. Alle stemmer i den gamle verden har sluttet sig sammen i en hellig klapjagt på dette spøgelse, lederskribenter og liberalister, Vanopslagh og Dragsted, bedagede akademikere og flippede venstresocialister.
Enkelte læsere tænker måske, at det har vi læst før. Det er da også en parafrasering af en historiens mest udbredte tekster, Det kommunistiske Manifest fra 1848. Ikke fordi jeg anser Kaare Dybvad for en ny Karl Marx, men fordi de seneste måneders debat om Socialdemokratiet og arbejdet har sendt mig på rejse i arbejderbevægelsens historie.
Jeg kan sagtens se kritiske punkter i Mette Frederiksen og Kaare Dybvads meldinger om, at vi samlet set skal arbejde i nogenlunde samme omfang som nu – det vender jeg tilbage til, men lad os føre debatten på et korrekt historisk grundlag. Der er simpelthen for meget mytologi.
Blandt mediefolk og venstrefløj er det en udbredt forestilling, at Socialdemokratiet nu bryder med grundpiller i dets egen historie:
»Kravet, om at danskerne skal arbejde mere, er og bliver et drastisk brud med den socialdemokratiske fortælling,« sagde Enhedslistens Pelle Dragsted hér i Altinget.
https://www.altinget.dk/artikel/pelle-dragsted-mette-frederiksen-har-betalt-en-meget-hoej-pris
SF’s Lisbeth Bech Nielsen fulgte op i Information. Socialdemokratiet var historisk et »frigørelsesprojekt« for lønmodtagerne, arbejdstiden blev sat ned og Stauning indførte ferieloven, men i dag kæmper Socialdemokratiet for »lønarbejdernes pligt til at slide for arbejdsgiverne«.
https://www.information.dk/debat/2023/11/socialdemokratiet-burde-saette-arbejderen-fri-stedet-binder-samlebaandet
Dagens venstresocialister forstår simpelthen ikke det særlige syn på arbejde, pligt og ret, der kendtetegnede den klassiske socialdemokratiske bevægelse. I sidste uges replik til Svend Brinkmann henviste Kaare Dybvad til havnearbejderne i Aalborgs gamle fane. »Arbejdet adler manden«, lød inskriptionen.
https://www.altinget.dk/artikel/kaare-dybvad-til-svend-brinkmann-ingen-oensker-at-bo-i-din-jordhule
På andre faner stod det berømte »gør din pligt, kræv din ret«. Det havde brod mod datidens overklasse, der levede af deres formuer, mens arbejderne gjorde deres pligt og skabte værdierne. »Pligtfri kan den rige sove,« lød en strofe i Internationale. Pligt og ret bør følges ad, men var skævt fordelt.
Datidens arbejderbevægelse var funderet i dét, den tyske sociolog Max Weber kaldte »den protestantiske arbejdstik«. Den socialdemokratiske bevægelse fik størst succes i Norden og Nordtyskland, der under reformationen brød med katolicismen og dens fokus på kirke og familie. Frem voksede et samfund med et mere personligt forhold til Gud, en stærk betoning af arbejdet og siden en fælles velfærdsstat.
Selvfølgelig kæmpede arbejderbevægelsen også for bedre levevilkår: Ordentlig løn, 8 timers arbejdsdag, plejehjem til »arbejdets veteraner«, ordentlige boliger… Men fundamentet var arbejdet. Det var stoltheden over, at arbejderklassen skaber samfundets værdier, som gav datidens proletariat selvbevidsthed til at opbygge stærke organisationer og erobre den politiske magt.
Arbejderbevægelsens vigtigste resultat er velfærdsstaten. Også den tog afsæt i arbejdet og behovet for tilstrækkelig arbejdskraft. Der var i 1930’ernes Europa stor bekymring for, at kvinderne fødte for få børn. I de fascistiske lande var svaret at hylde de hjemmegående mødre og give ekstra tilskud til familier med mange børn. I Sverige skitserede Alva og Gunnar Myrdal en anden vej: Folkehjemmet.
Offentlig sundhedspleje og børnehaver skulle skabe tryghed om flere børnefødsler og få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, altså skabe øget arbejdsudbud. Myrdals tilgang inspirerede også kredsen omkring Stauning, men så kom 2.verdenskrig, og det meste blev først realiseret med velfærdsstaten efter krigen.
Forløbet er glimrende beskrevet i Kaare Dybvads Arbejdets Land, men i øvrigt velkendt fra andre skildringer af arbejderbevægelsen og velfærdsstatens historie.
Frederiksen & Dybvad er således i tråd med den socialdemokratiske tradition, når de er optaget af høj beskæftigelse for at finansiere velfærdsstaten. Det er nutidens venstresocialister, hvor »frigørelse« er frihed fra arbejdet, der ideologisk er et andet sted, måske fordi SF, Enhedslisten og Alternativet har deres primære rødder blandt studerende, akademikere og offentligt ansatte – grupper med andre levevilkår og værdier end den traditionelle arbejderklasse.
Meget af kritikken fra højre lider af en lignende svaghed – også den er løjerlig historieløs. »Man arbejder for sig selv og sin familie og absolut ikke for samfundet (…) Vi har ikke en arbejdsmæssig forpligtelse overfor fællesskabet,« siger den liberale Dennis Nørmark til Kristeligt Dagblad. Samme synspunkt går igen hos andre borgerlige.
Link til Kristeligt Dagblad 6.10
Realiteten er bare, at familierne i Skandinavien har valgt at løse børnepasning, ældreomsorg og sundhed i det fællesskab, vi kalder velfærdsstaten – og det har vi selvfølgelig forpligtelser overfor. Måske vil liberalister som Dennis Nørmark en anden samfundsmodel, men det vil flertallet af danskerne ikke, og det må være udgangspunktet for debatten.
Problemet i top-socialdemokraternes meldinger handler netop om de gensidige forpligtelser i samfundskontrakten. En lille historie:
For nogle år siden arbejdede jeg på freelancebasis for fagforbundet FOA, hvor jeg rejste rundt i de lokale afdelinger og diskuterede klassesamfundet. Gang på gang hørte jeg fra sosu’er og andre: »Vi er på deltid, 25-30 timer, med dagens arbejdsforhold kan vi simpelthen ikke holde til mere«.
Heldigvis er der i den nye trepartsaftale et mærkbart lønløft, der især udløses af fire års anciennitet eller arbejde på skæve tidspunkter. Forhåbentlig kan det styrke rekrutteringen, for grundlæggende er det et politisk ansvar at sikre rimelige arbejdsvilkår for lønmodtagerne »på gulvet« i den offentlige sektor. Samfundskontrakten går begge veje.
Dette er også mere generelt akilleshælen i top-socialdemokraternes meldinger. De har ret i, at finansieringen af velfærdssamfundet krakelerer, hvis for mange stempler ud. Forpligtelsen går imidlertid også den anden vej – at der er gode daginstitutioner, ældreomsorg etc., så lønmodtagerne trygt kan gå på arbejde og levere deres del.
Netop i disse år oplever mange, at kvaliteten i den nære velfærd er under pres. Analyser viser massiv folkelig utilfredshed, og at vi befinder os i en regulær velfærdskrise. Staten – og politikerne – leverer ikke deres del af samfundskontrakten.
https://www.altinget.dk/artikel/med-regeringens-prioritering-af-eliten-ulmer-et-tavst-velfaerdsoproer-under-overfladen
Det påpeges også i debatten, men desværre: det er ikke det mest udbredte. Al for meget bygger på mytologi til højre og venstre.
