Manuskript til klumme i JP 23.2.2020:
Af Lars Olsen
Nivaagaards Malerisamling har for tiden en udstilling med værker af Hans Scherfig. Det er især hans fabelagtige dyremalerier, men hist og pist ses også Scherfigs kommunistiske engagement og sviende kritik af det borgerlige uddannelsessystem – især kendt fra ”Det forsømte forår”.
I et hjørne sætter et citat af Scherfig uddannelsesskellet på formel: »Ulykkelige mennesker, som ikke har andel i den klassiske dannelse. Men de lever alligevel på en eller anden måde. Og måske ved de andre ting, som de små lærde mænd i den grå skole kunne trænge til at vide«.
Den historiske venstrefløj omfattede intellektuelle som Scherfig, men både Kommunisterne og Socialdemokratiet var i deres væsen arbejderbevægelser. Og uddannelsespolitikken bar præg af dét, der ikke kan læses i en bog – respekt for praktiske færdigheder og erfaringer fra ”livets skole”.
Det var dengang. Meget af dagens centrum-venstre, ikke mindst regeringens ”støttepartier”, er domineret af akademikere og studerende, på en god dag flankeret af lidt skolelærere. Konsekvensen er et nyt verdensbillede med anderledes vægt på boglig lærdom.
Det måtte uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen sande, da hun kritiserede »uddannelsessnobberiet«. Hvorfor vælger så mange af de dygtigste studenter blot fire akademiske prestigestudier, spurgte hun. Den slags behager ikke de små lærde mænd (og damer) i den grå skole – alskens studenterorganisationer, Enhedslisten, Politikens Noa Redington…
I virkeligheden er det værre, end ministeren siger. 1990’ernes og 00’ernes ensidige forestilling om et »videnssamfund« uden praksis etablerede et dobbelt uddannelsessnobberi:
Det første er efter folkeskolen: Al for mange går i gymnasiet, mens Danmark sukker efter faglærte. Det næste indtræder efter gymnasiet, hvor al for mange fortsætter i lange akademiske uddannelser, mens samfundet har brug for lærere, sygeplejersker og kortere tekniske uddannelser.
Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen er advarslen imod uddannelsessnobberi en »opvarmning« til debatten, når en evaluering af optagesystemet til videregående uddannelser offentliggøres. Meget tyder imidlertid på, at regeringen vil nøjes med mindre justeringer og ikke for alvor tør gå til vaflerne.
Lad mig derfor kvit og frit søsætte en ide, der for alvor gør op med uddannelsessnobberiet: Kvote 3.
Kvote 2 optager typisk unge på en videregående uddannelse efter nogle års arbejde, rejser, højskole etc. Kvote 3 skal forbeholdes voksne mennesker med mindst 10-15 års erhvervserfaring.
Tidligere var der anderledes respekt for praktisk erfaring – Arkitektskolen optog en del håndværkere, typografer fortsatte på Grafisk Højskole etc. Med kvote 3 skal tømreren igen kunne blive arkitekt, læreren læse til skolepsykolog og sygeplejersken studere til læge.
10-20 pct. af studiepladserne bør reserveres kvote 3. Samtidig skal der indføres en ”voksen-SU”, så mor i parcelhuset med de to børn også får råd. Og nej, det koster ikke en bondegård. Staten betaler i forvejen almindelig SU til de studerende, og arbejdsmarkedets parter kan spæde til, for eksempel med frit-valgs-ordningerne i de nye overenskomster.
Det virkelige problem er et andet: Politisk mod. Angreb på de privilegeredes velerhvervede rettigheder udløser et ramaskrig. De små lærde mænd i den grå skole vil puste sig op til ganske udannede højder. Men lur mig, vi vil få et mindre snobbet og mere socialt retfærdigt uddannelsessystem.
