Manus til kommentar i Altinget august 2022
Af Lars Olsen
Minkskandalen har svækket en stærk statsminister, og der tegner sig en usædvanlig skinger og beskidt valgkamp. Kampagnen omkring mink ser behændigt bort fra virkelighedens barske valg
Mette Frederiksen har foretaget »et lovbrud, der indebærer nedlukning af et helt erhverv samt en tocifret milliardregning til skatteyderne«. Citatet stammer fra Pernille Vermund (NB), men kunne komme fra stribevis af borgerlige politikere og debattører.
Minkskandalen har svækket en ellers stærk statsminister. I de kommende måneder bliver den løftestang for borgerlige politikere og »magtkritiske« medier i dét, der tegner til at blive en usædvanlig skinger og beskidt valgkamp. Retorikken om lovbrud, »et helt erhverv« og milliarddyre erstatninger vil blive gentaget igen og igen.
I virkeligheden er det bemærkelsesværdige ikke længere lovbruddet. Dette er kortlagt grundigt af medierne og senest af Minkkommissionen. En stresset og overkørt centraladministration begår en kæmpe bommert, og en regering i panik kører over for rødt. Det har de med rette høstet kritik for.
Det bemærkelsesværdige ved retorikken er de to andre dele: »et helt erhverv« og erstatningerne. Denne del af udsagnet giver nemlig kun mening med den antagelse, at et omfattende indgreb mod minkerhvervet ikke var nødvendigt. Milliarderne til minkavlerne udbetales jo ikke på grund af lovbruddet, men som erstatning for dyr, ejendom og indtægtsmuligheder.
Lovbruddet er en politisk skandale, men al for ofte »glemmes« det, at et indgreb mod minkbranchen var uomgængeligt:
I efteråret 2020 kunne halvdelen af al smitte i Nordjylland føres tilbage til minkfarmene, og smitten løb som en steppebrand ned gennem Jylland. Fra ansatte på minkfarmene bredte det sig ud i samfundet, også til plejehjemmene, og stribevis af dødsfald kan relateres til minkbranchen.
Inden sommerferien sendte TV2 dokumentaren Minkfarmens skjulte smitte. Her oplyser Tyra Krause fra Statens Serum Institut (SSI), at folk på minkfarmene havde større risiko for at blive smittet end dem på hospitalerne, der arbejdede med svært syge Corona-patienter.
Dokumentaren viser, at mange minkavlere blæste højt og flot på myndighedernes opfordring til frivilligt at lade sig teste – smitte eller ej, de ville tjene penge. Fødevaremyndighedernes linje med frivillighed for minkavlerne fremstod stadig mere uholdbar, og det vakte irritation i Statsministeriet.
I starten af november advarer SSI så om mutationer, der kan true kommende vacciner – et »Wuhan i Hjørring.« Kina stopper import fra Danish Crown, Storbritannien indfører indrejseforbud for danskere, og DI frygter for hele eksporten. Resultatet er det paniske forløb, hvor regeringen beslutter at slå alle mink ned uden at have sikret sig lovhjemmel.
I dag er denne bredere kontekst forsvundet. Debatten fokuserer på snævre juridiske og forvaltningsmæssige spørgsmål – og det er ikke tilfældigt. Store dele af de borgerlige partier har, ligesom meget af medieverdenen, et yderst stedmoderligt forhold til de nedlukninger, der i 2020-21 var hjørnesten i den danske Corona-håndtering og fik sit mest manifeste udtryk minkindgrebet. Derfor opleves nedlukningen af minkerhvervet uden lovhjemmel ikke blot som en kæmpe fejl, men som fundamentalt utilgiveligt.
Lad os lige huske forløbet – ganske kort:
Da Mette Frederiksen den 11.marts 2020 lukkede store dele af Danmark, var der bred opbakning. Langt de fleste erkendte, at vi stod overfor en ukendt pandemi med stor potentiel destruktionskraft for både folkesundhed og økonomi.
Enigheden holdt dog ikke længe, allerede senere på foråret kom der stærke kritiske røster. En af de første var Mette Frederiksens forgænger som statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der i opsigtsvækkende klummer i B.T. kritiserede indgrebene i den personlige frihed.
Erhvervslobbyisterne pressede på for hastig genåbning, og gang på gang fik de medløb af borgerlige politikere og satte dagsordenen. Den kritiske vinkel på nedlukninger prægede ikke kun borgerlig-liberale aviser som Berlingske og Jyllands-Posten, men også meget af dækningen på de store tv-kanaler. Studieværter kunne dårligt skjule deres frustration over manglende rejser og gourmetmiddage.
I september flirtede Venstres daværende gruppeformand, Karsten Lauritzen, åbenlyst med den mindre restriktive svenske Corona-håndtering. Sverige holdt langt mere af samfundet åbent og undgik »zigzag« med nedlukninger og genåbninger. »Jeg har virkelig ondt af dem, der driver restaurant eller værtshus«, sagde Karsten Lauritzen i Politiken.
I november fik empatien fuld skrue med en ny gruppe: minkavlerne. Borgerlige politikere og medier iscenesatte systematisk avlerne som ofre, mens minkdriftens konsekvenser for smitte og sygdom blev ignoreret. En presset regering bøjede sig for borgerlige krav om usædvanlig høje erstatninger til et erhverv, der i forvejen havde oplevet mange års nedtur. Minkavlerne kunne grine hele vejen til banken.
Opgøret om nedlukninger stoppede først, da hovedparten af befolkningen var vaccineret og den mildere omikron-variant tog over; hermed blev det muligt for regering og Folketing at hæve restriktionerne uden at smitten løb grassat. Kritikken muterede imidlertid, og den manglende lovhjemmel for minkindgrebet gav kritikerne deres vendetta.
Meget taler for, at en regering ledet af Løkke og Venstre havde håndteret Corona anderledes: med en henholdende og mindre restriktiv kurs. Det havde måske hindret fejl som i det paniske mink-forløb, men haft en dyster pris i form af smitte og langt flere dødsfald. Det sidste siges bare ikke så højt.
Nye Borgerlige betaler nu advokathuset Lund Elmer Sandager for en juridisk vurdering af, om der kan rejses rigsretssag mod Mette Frederiksen. Resultatet synes givet på forhånd, et godt ordsprog siger, at »den der betaler orkesteret, bestemmer også musikken«; selv om ”tunge” juridiske eksperter konkluderer det modsatte, kan advokatvurderingen blive en rigtig stinker i den forestående valgkamp.
Måske burde en gruppe virologer beregne, hvad fortsat minkdrift havde betydet for smitteudviklingen. Tidligere på sommeren konkluderede førende virologer, at manglende nedlukninger kunne have kostet 20-30.000 danskere livet og ført til 150-200.000 indlæggelser på sygehusene.
»Lad os da glæde os over, at Danmark handlede hurtigt og effektivt og klarede det godt«, skrev Lone Simonsen, Viggo Andreasen, Martin Juhl og Lasse Skafte Vestergaard i en kronik i Politiken.
Danskerne kan takke Mette Frederiksens restriktive Corona-håndtering i 2020-21 for tusindvis af menneskeliv, men desværre: den havde også en bagside i det paniske minkindgreb. Det realistiske alternativ er imidlertid ikke »Mette uden fejl«, men en mere henholdende borgerlig Corona-politik. Den fejlfri krisehåndtering findes kun i lærebøgerne.
