Manuskript til klumme i Altinget januar 2021
Af Lars Olsen
I nabolande som Norge og Tyskland er de socialdemokratiske partier i krise, og Danmark er en stadig mere bemærkelsesværdig undtagelse. Mette Frederiksen & Co. har genskabt båndene til vælgerne i arbejderklassen og provinsen.
17,5 procent. På årets første dage gik en chokbølge gennem norsk politik. Det engang så mægtige Arbeiderpartiet (Ap) blev målt til den laveste tilslutning siden 1906.
Målingen var historisk af flere grunde. Ap er Norges store gamle parti, det regerede landet i årtier og havde i lange perioder eget flertal i Stortinget.
I dag er Ap i flere målinger reduceret til landets tredjestørste. Det er ikke alene mindre end det konservative regeringsparti, Høyre, men også end Senterpartiet, der ligeledes tilhører den rød-grønne opposition. Hvis valget til efteråret fører til det ventede regeringsskifte, er det ikke længere givet, at Ap besætter statsministerposten.
En habil iagttager af norsk venstreside beskriver, hvordan Ap »lækker i begge ender« og både mister storbyvælgere til venstrefløjen og provinsvælgere til Senterpartiet:
»Ap kan ikke både tilfredsstille de stærkeste modstandere af olieindustrien og industriarbejderne i Vestlandet. Hvis partiet ensidig skulle have jagtet de vælgere i storbyerne, som lokkes af Miljøpartiet og Rødt (Enhedslistens søsterparti) på grund af klima- og asylpolitikken, ville partiet vinke farvel til rollen som bredt folkeparti med stor opslutning over hele landet. Ap-ledelsen er fuldstændig klar over dette, og valget er allerede truffet. Politikudviklingen i de seneste år har været ét langt forsøg på at genrejse tilliden blandt partiets traditionelle vælgere i arbejderklassen og distrikterne,« skriver Bjørgulv Braanen i venstrefløjsdagbladet Klassekampen.
Arbeiderpartiets aktuelle politik er således ikke så forskellig fra Mette Frederiksens, nedturen er frem for alt en tillidskrise. Ap har stemt for meget af den centralisering, som de nu kritiserer, samtidig har arbejdervælgere svært ved at se sig selv i den socialdemokratiske leder og statsministerkandidat.
Tidligere udenrigsminister Jonas Gahr Støre er vokset op på Oslos mondæne Vestkant, Støre er fra en stenrig erhvervsfamilie, mangemillionær og i sidste valgkamp belastet af ”sager” om social dumping på hans investeringsprojekter. Vælgerne er med god grund i tvivl om, hvor dybt Støre og Ap-ledelsens mere arbejdervenlige politik egentlig stikker.
Mange har mere tillid til Senterpartiets folkelige leder Trygve Slagsvold Vedum, som har drejet det gamle bondeparti i socialdemokratisk retning og gjort det til parti for »vanlige arbeidsfolk« i provinsen. Vedum har mødtes med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad, der i sin tid skrev ”Udkantsmyten”, og bruger de danske socialdemokraters parole »nærheden tilbage«.
Samtidig er Ap presset fra venstrefløjen, hvor SV (det norske SF) og Rødt følger en pragmatisk kurs inspireret af deres danske partifæller.
I Tyskland er det socialdemokratiske SPD også i krise. I årtier var SPD ”storebror” i det internationale socialdemokrati og lå på 30-40 procent, i dag står det til 15 procent og er mindre end både CDU og De Grønne. Også SPD lækker i begge ender: Storbyer og middelklasse siver til De Grønne, arbejderklasse og provins til CDU og det højre-populistiske AfD.
Den socialdemokratiske forfatter Nils Heisterhagen mener, at SPD skal følge Mette Frederiksens formel med venstreorienteret fordelings- og socialpolitik og »realistisk« indvandrings- og flygtningepolitik. Det er imidlertid ugleset:
»Jo mere folk siger til SPD, at de gør noget forkert, jo mere gør det dét. Der er en ekstremt trodsighed i partiet, at nu skal vi fandme vise dem (…) Danskerne har en succesformel, men i Tyskland er holdningen, at den slags ikke må være rigtigt, fordi den moralsk er forkert,« forklarede Nils Heisterhagen fra Hannover for nylig i Weekendavisen.
SPD’s ledelse er især fokuseret på at kapre vælgere fra De Grønne, mens forholdet til arbejderklassen og provinsen bliver stadig mere tyndslidt.
I resten af Nordeuropa er det ikke stort bedre. I Holland og Frankrig er de engang så magtfulde socialdemokratier nede på hhv. 11 og 5 procent. I Sverige regerer Stefan Lövens sossar, men det sker på de borgerlige Liberalerne og Centerpartiets nåde. I Storbritannien fik Labour i 2019 det dårligste valg siden 1935, men har rettet sig noget op under den midtsøgende Keir Starmer.
Kun ét land skiller sig rigtig ud – Danmark. Hvorfor?
Jeg arbejder for tiden på en ny bog. Jeg er begravet i data om de sociale klasser helt ned i små sogne, og i sommer og efterår rejste jeg rundt på reportage i arbejderklasse- og industriområder. Valget i 2019 var et større jordskælv, end vi gør os klart. På lokale valgsteder i mange arbejderkredse fik Socialdemokratiet 35-45 pct., og det tidligere så stærke Dansk Folkeparti gik massivt tilbage.
Fremgangen i arbejderklassen og provinsen blev imidlertid opvejet af betydelige socialdemokratiske tab blandt højtuddannede storby-vælgere. De stemte dog på Radikale, SF eller Enhedslisten, så facit var en klar valgsejr til de rød-grønne partier.
Det nye flertal i dansk politik blev skabt af det strategiske valg, som Socialdemokratiet traf med Mette Frederiksen som leder. Partiet stiller skarpt på de gamle kernevælgere blandt arbejderklasse og offentligt ansatte:
· Ryk til venstre i fordelings- og velfærdspolitik, med »Arnes pension« som stærk mærkesag.
· En realistisk indvandrings- og flygtningepolitik – som Nils Heisterhagen udtrykker det.
· Opgør med centralisering: Reform af kommunal udligning og nye nærpolitistationer, i år er der tillige bebudet flere uddannelsessteder og sundhedstilbud i yderområderne. En dagsorden, der kan få yderligere dynamik med Kaare Dybvad som indenrigs- og boligminister.
Kommentatorer ser typisk Socialdemokratiets succes som resultat af Corona-krisen og dygtig Christiansborg-politik, men er et mere fundamentalt skifte. Med Mette Frederiksen kom en ny generation af 35-45-årige til i Socialdemokratiet, med en helt anden selvforståelse. Mens politik under Thorning og Corydon var professionel ledelse, baseret på evidens fra embedsmænd og eksperter, ser den nye generation sig selv som de folkelige klassers talerør i samfundseliten.
De repræsenterer nogen – socialt, geografisk og kulturelt – og gør en dyd ud af de folkelige rødder. Mette Frederiksen taler med glæde om leverpostejs-madder og fadbamser på stadion. I deres debatbøger fortæller Peter Hummelgaard om opvæksten i arbejderklassemiljøet i Kastrup, Kaare Dybvad om Vipperød Mark på Vestsjælland og Mattias Tesfaye om sine erfaringer som murer og faglig sekretær i 3F.
»Min generation af socialdemokrater er rundet af finanskrisen. Denne historiske begivenhed og dens følgevirkninger har mere end noget andet formet mit syn på samfundet (…) Den borgerlige kriseløsning var et økonomisk og menneskeligt eksperiment – og det slog grueligt fejl«, skrev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard tidligere på måneden i Politiken.
Socialdemokratiet i Danmark er i samme krydspres som søsterpartierne: Studerende og højere middelklasse i storbyerne vil ét, arbejderklassen og provinsen noget andet. Og langt ind i partitoppen er der bekymring over nedturen i storbyerne, ikke mindst København.
Den store fremgang i meningsmålingerne, kombineret med Mette Frederiksens stærke position i offentligheden, giver nye muligheder for at bygge bro. Samfundssind, sammenhængskraft og social kontrakt har bred appel, også ud over Corona-krisen. Mette Frederiksen & Co. kan med styrke appellere til de mange i storby-middelklassen, der er bekymrede for den splittelse af samfundet, vi ser med Donald Trump i USA og Gule Veste i Frankrig.
Socialdemokratiet gør imidlertid klogt i at fastholde det sociale og geografiske fokus, der er nøglen til det nye flertal. Danmark har ikke et progressivt »provinsparti« som Senterpartiet i Norge. Hvis arbejdervælgerne og provinsen føler sig tilsidesat, går mange til Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller andet af samme skuffe. Bare tænk på ”det gule Danmark” ved valget i 2015.
På sin vis er det en gammel debat. I 1966 svarede statsminister Jens-Otto Krag på borgerlig kritik af, at Socialdemokratiet var et snævert klasseparti, ved at fremhæve en dobbelthed: Nej, sagde han, vi »ønsker opgaverne løst med hensyntagen til alle befolkningsgrupper«, men »arbejdere, funktionærer og tjenestemænd står os nærmest«.
Det var kloge ord.
