Indlæg i Politiken august 2022
Af Lars Olsen
København er blevet for dyr, de klassiske S-vælgere bor i dag i forstæder, købstæder og stationsbyer. S må holde fast i forandringsstrategien fra 2019 og flytte hegnspæle – socialt og geografisk
FORFATTEREN DAN TURÉLL elskede arbejderkvarteret Vesterbro. Han boede selv på Frederiksberg, men slentrede ofte ned ad Istedgade og ind i sidegaderne, hvor børnene legede i »stenede forblæste baggårde«, mens familiens undertøj hang på tørresnore fra vinduerne. Om aftenen kom Vesterbros arbejdere hjem i kedeldragter, med en grøn Cecil i munden og Ekstra Bladet i baglommen, og Turèll tænkte på, »hvordan de i nat vil pløje sig op i deres bredbagede koners kusser.«
I dag er der ikke mange arbejderfamilier på Vesterbro, blot 15 procent. Op mod halvdelen i de erhvervsaktive aldre tilhører overklassen og den højere middelklasse, i følge en kortlægning i fagbladet Journalisten bor der flere mediefolk i Absalonsgade end i hele Vesthimmerlands Kommune. Læg dertil de mange studerende i kvarterets tilbageværende mindre lejligheder.
Med nye sociale klasser følger nye politiske mønstre. I 1990 stemte næsten to tredjedele af vesterbro’erne på Socialdemokratiet og SF, i 2019 var de to største Enhedslisten og Radikale. To partier med stærk appel blandt højere middelklasse i kultur, medier og offentlig sektor og blandt studerende.
Et lignende skred er sket i en del andre bydele. Der er stadig øer af udsatte boligområder og socialt blandede kvarterer, men rigtig meget af København præges af højindkomster, akademikere og universitetsstuderende, ofte i forældrekøbte lejligheder – velstillede grupper der i landet som helhed udgør godt en femtedel af befolkningen, men spiller førsteviolin i hovedstaden.
Det skaber en ny politisk geografi. Når Socialdemokratiet i 2021 tabte positionen som Københavns største parti, skyldes det kun delvist en blodfattig kampagne, der mistede stemmer til både højre og venstre. Meget af forklaringen er simpel sociologi, byen domineres i dag af samfundsgrupper, hvor der er langt mellem krydser på liste A.
I ”Rige børn leger bedst” dokumenterer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at Danmark i de seneste tredive år har fået en ny social geografi:
Store dele af hovedstadsområdet domineres i dag af overklasse og højere middelklasse – Stor-Aarhus har oplevet lidt af det samme, men slet ikke så dramatisk. Arbejderklassen af faglærte og ufaglærte er stadig langt de talrigste, men presset vestpå – både på Sjælland og i Jylland. Derud hvor boligpriserne er til at betale. Derud hvor produktionsvirksomhederne ligger i dag. Et typisk arbejderkvarter er ikke længere lejekaserner i brokvartererne, men mindre parcelhuse i Svinninge eller på Als.
Under Mette Frederiksen har Socialdemokratiet orienteret sig mod dets klassiske vælgergrupper: Arbejderklassen og den lavere middelklasse af offentligt ansatte (pædagoger, lærere m.v.). Og like it or not: de bor i dag i forstæder, købstæder og stationsbyer. Provinsbyer som Frederikshavn, Holbæk og Sønderborg har stærke S-borgmestre, ny socialgeografi skaber andre højborge.
Med 2019-valget rykkede en ny socialdemokratisk generation ind i ministerkontorerne, og de var usædvanlig velforberedte – debatbøger, politiske udspil, en stærk fortælling om samfundskontrakten under pres… Regeringsskiftet blev skabt gennem et dobbelt vælgerskred: Socialdemokratiet gik frem i arbejderklassen og provinsen, hér blev flyttet afgørende grupper over midten, men mistede stemmer i de store byer – de blev imidlertid samlet op af SF, Enhedslisten og Radikale, og Mette Frederiksen blev statsminister.
I de første år leverede regeringen da også systematisk på 2019-strategien: Arne-pension, minimumsnormeringer i daginstitutionerne, stram udlændingepolitik, decentralisering af uddannelser, nærhospitaler, nærpoliti m.v. Men kommunalvalget i 2021 skabte slør i rattet. 2019-strategien er under beskydning, der kræves stærkere fokus på storbyerne og yngre veluddannede.
Det ”overses”, at kommunalvalget faldt sammen med et markant lavpunkt for Socialdemokratiet, fremkaldt af mink- og sms-krisen. Det ”overses” også, at Socialdemokratiet mere har et københavnerproblem end et storbyproblem. Partiet skrabede bunden med kun 17 procent i København, men opnåede 29 procent i Aarhus, 31 procent i Odense og 37 procent i Aalborg – »ik’ så ringe endda.« De tre store provinsbyer er da også socialt bredere og mere blandede end København og Frederiksberg.
Udsigt til et sensommervalg har sat strategerne i sving. Forhåbentlig finder de på noget bedre end de strategiske meldinger, der i de seneste måneder har lydt fra Mette Frederiksen & Co.: at regeringen går til valg på bredt samarbejde, Mette som landsmoder – lederskab i en urolig tid, tilsat klimaomstilling, opnåede resultater og en uundgåelig debat om mink og Corona-håndtering. Nogle vil mene, at der herved bygges bro mellem Lolland og storbyerne – reelt er det en farlig chancesejlads.
Det var fokus på arbejderklassen og Danmark udenfor storbyerne, med mærkesager tæt på hverdagen, der i 2019 flyttede de afgørende vælgere. Nu lægger S og V-K – fra hver deres side – i kakkelovnen til en personcentreret valgkamp om Mette, magten og lederskabet, tilsat mediernes bogstavlege; i Svinninge og Als er de nu nok så optaget af, om de kan få deres egen læge, og hvordan de sygemeldte behandles på Jobcenteret.
Socialdemokratiet risikerer, at afgørende vælgergrupper i arbejderklassen og provinsen søger andre græsgange – måske hos Inger Støjbergs Danmarksdemokrater, måske som »sofavælgere«. Det antaster også selve selvforståelsen hos den nye generation af socialdemokrater: at man er parti »for nogen«, som Kaare Dybvad siger det. At man ikke blot forvalter kapitalismen, men ændrer samfundet til fordel for de underprivilegerede – socialt og geografisk.
Socialdemokratiet må holde fast i forandringsstrategien fra 2019:
Mette Frederiksen har kaldt valget en »folkeafstemning« om Arne-pensionen, men skylder selv nogle svar. I 2025 skal Folketinget – igen, igen – forhøje pensionsalderen: gør man det eller lempes stigningstakten, som Pensionskommissionen foreslår? Og hvordan skabes en mere langtidsholdbar Arne-model?
Regeringen må også turde håndtere et andet påtrængende samfundsproblem: skæve uddannelser. Vi får stadig mere desperat mangel på faglærte og professionsuddannede som pædagoger og sygeplejersker, men uddanner på en del områder for mange akademikere. Uddannelserne må bringes i sync med samfundets behov; det vil udfordre højtråbende storbymiljøer, men styrker erhvervs- og professionsuddannelser ude i landet, hvor arbejderklassen og den lavere middelklasse bor.
Og endelig: Vi har vi brug for god gammeldags social omfordeling. Krudt og kugler har spist meget af det økonomiske råderum, det samme har den nødvendige klimaomstilling, så velfærden er sat på skrump. Vi risikerer det pres på Danmarks sociale stabilitet, som Mette Frederiksen advarede imod op til 2019-valget – råderummet må øges. De rigeste 5-10 procent har i det seneste tiår scoret kassen, de må levere noget tilbage i et nyt samfundsbidrag, for eksempel gennem en særskat på indkomster over 800.000 kr.
Dermed kan vi gøre noget reelt for de 45.000 unge, der hverken er i job eller uddannelse – tilbuddet til dem, FGU, er mange steder brudt sammen. Og dermed kan vi skabe mere lige sundhedstilbud. Ude på Sjælland har vi kun halvt så mange speciallæger som i Hovedstaden, men en ældre befolkning med flere dårligdomme. Region Sjælland og Nordjylland har foreslået en lighedspulje, så folk på Lolland får samme muligheder som københavnerne – det kan et samfundsbidrag muliggøre.
Samfundet er mere fragmenteret, og flertal i politik skabes af sociale og politiske koalitioner. Sådan er det også i vores nabolande. Da Norge sidste år fik et rød-grønt flertal, skete det med samme dobbelte vælgerskred som hos os: Arbeiderpartiet gik frem i Nordnorge, men tilbage i Oslo og Bergen – disse vælgere blev imidlertid samlet op af mindre røde og grønne partier. Det samme er mønsteret mellem SPD og De Grønne i Tyskland.
Storbyvælgere med lange uddannelser er rigt repræsenteret af Radikale, SF og Enhedslisten, men det eneste »røde« parti med landsdækkende appel til arbejderklassen er Socialdemokratiet. Hvis Mette Frederiksen & Co. glemmer dette, kan valget blive lige lovlig spændende.
