Klumme i Information februar 2026
Af Lars Olsen
Efter ugers krise omkring Trump og Grønland er dagsordenen skiftet. Socialdemokratiet varmer tydeligvis op til valg.
Op mod to millioner danskere vil modtage den nye fødevarecheck. Den kommer til maj, meget tænkeligt midt i valgkampen. Checken er resultat af en aftale mellem regeringen, SF og Enhedslisten, vigtigt for Socialdemokratiet hvor baglandet og vælgerne vil have et tættere samarbejde med SF.
Checken møder massiv kritik fra borgerlige, det økonomiske kleresi, kloge-Åger som Mogensen & Kristiansen og andre på den grønne gren, men lur mig: hos mange falder den på et tørt sted.
Samtidig har målingerne taget en dramatisk drejning. På seks uger er Socialdemokratiet stormet frem fra 18,6 til 22-23 procent, mens Moderaterne er hoppet fra 2,4, tæt på spærregrænsen, til 5-7 procent.
Rød mærkesag: bedre Arne-pension
Ud over fødevarechecken vil Socialdemokratiet formentlig have yderligere tre slagretninger frem mod valget:
Det første er bedre pensionsforhold, hvor S vil fremlægge et udspil til foråret. Stigningen i den generelle pensionsalder for alle sænkes næppe, det afgørende bliver bedre vilkår for dem, der kommer tidligt på arbejdsmarkedet eller er fysisk/psykisk nedslidte.
Der er i dag tre problemer:
· Arne-pensionen og seniorpensionen følger med op, når den generelle pensionsalder stiger. Da Socialdemokratiet op til valget i 2019 fremlagde Arne-pensionen, var pensionsalderen 65,5 år, i dag er den 67 år – altså en forringelse allerede på 1,5 år. Det må stoppes, grænsen må fastfryses på 64 år, mener store dele af fagbevægelsen, og centrale socialdemokrater tænker lidt i samme baner.
· Ydelsen til Arne-pensionen er for lav, den skal hæves til samme beløb som seniorpensionen.
· Der er meget vidtgående krav til anciennitet på arbejdsmarkedet for at få Arne-pension, i praksis kræves 45 år på arbejdsmarkedet. Centrale socialdemokrater overvejer en model med lavere anciennitet, så bredere grupper af lønmodtagere kan få glæde af Arne-pension. Det kan for eksempel handle om pædagoger:
To ud af tre pædagoger forventer at stoppe før pensionsalderen på grund af fysisk/psykisk nedslidning, men kun en meget lille del kvalificerer sig i dag til Arne-pension. Kun 350 pædagoger i BUPL har i dag ret til tidlig pension – ud af 37.700 pædagoger!
Med et anciennitetskrav på 42 år vil en langt større del af en gruppe som pædagoger få glæde af Arne-pensionen, der således får en bredere basis blandt kvinder og grupper udenfor håndværkere og fabriksarbejdere – altså ikke kun arbejderklassen i snæver forstand, men også den lavere middelklasse.
Rød mærkesag: flere penge til folkeskolen
Den anden slagretning er investeringer i kernevelfærd som folkeskolen. Mette Frederiksen & Co. har længe presset på for en kulturel opstramning, hvor mobiltelefonerne spiller en mindre rolle og lærernes autoritets styrkes. Lige inden jul åbnede undervisningsminister Mattias Tesfaye imidlertid en ny front. Han pegede på, at udgiftsstigningen pr. elev i folkeskolen halser efter den generelle velstandsfremgang:
»Så der er jo et gab, som vi burde diskutere med hinanden. Synes vi virkelig, at vores børn ikke skal opleve den velstandsudvikling«, spurgte ministeren retorisk.
Den varme kartoffel: hovedstad – provins
Den tredje slagretning er – eller burde være – de voksende skel mellem en stadig mere velstående hovedstad og det brede arbejder- og middelklasseland. S-toppen erkender, at der bør gøres noget, men forekommer stadig løjerligt famlende omkring hvordan.
Dette bunder først og fremmest i intern uenighed. Borgmestre og folketingsmedlemmer fra provinsen presser på, men hver gang der er udsigt til så meget som en bøjet 5-øre, starter en større klagesang fra det stadig mindre københavnske socialdemokrati.
Kommunalvalget talte ellers sit klare sprog. I det meste af landet skete en massiv højredrejning. Socialdemokratiet raslede ned og SF’s fremgang var slet ikke nok til at opveje dette. Især Danmarksdemokraterne fik et kanonvalg i landdistrikterne.
Kun midten af storbyerne skilte sig ud. Her var Socialdemokratiets tilbagegang beskeden – det flotte valg i Aarhus bidrog på afgørende vis – og SF stormede frem.
https://valgtal.dk/analyser/kv25-bekraefter-ny-valgkloeft-oeget-polarisering-mellem-land-og-by
At få løst dette er helt afgørende. 79 procent af de socialdemokratiske vælgere ved 2022-valget boede ikke i København, Frederiksberg, Aarhus, Odense eller Aalborg. Hvis Støjberg og Messerschmidt for alvor får snablen ned i denne gruppe, kan flertallet stadig skifte og vi risikerer en borgerlig regering.
Messerschmidt i modvind
Truslen fra DF forekommer ganske vist mindre i dag end før nytår. For få måneder siden lignede det Morten Messerschmidts triumftog: han havde han DF og enkelte målinger gav helt op til 12 procent, i dag står han til blot 5-7 procent.
Morten Messerschmidt har givetvis tabt meget på sine kovendinger i forhold til Donald Trump. For blot et år siden talte han til en stor konservativ konference i Trumps residens i Mar-a-Lago, og han søgte forgæves at få et møde med den kommende amerikanske præsident.
De højrenationale partier lagde sig i slipstrømmen af Trumps valgsejr og enkelte fedtede som Morten Messerschmidt åbenlyst for Trump. Det har derfor ramt DF ekstra hårdt, at Trump som en anden Klumpe Dumpe har søgt at overtage Grønland – at finde en dansker med sympati for Trump er sværere end at finde en nål i en høstak.
Med til billedet hører, at Danmark under EU-formandskabet vandt store sejre ude i Europa: et flertal af EU-landene arbejder nu for asylsøgere i modtagecentre uden for Europa, mens et flertal af landene i Europarådet søger at presse domstolen til en mere restriktiv praksis overfor kriminelle udlændinge.
Hertil kommer, At Socialdemokratiet har pudset sin profil af udlændingeområdet. Strammeren Rasmus Stoklund er ny udlændinge minister, mens Kaare Dybvad som beskæftigelsesminister deltager aktivt i debatten.
For nylig udkom hans nye bog Vi inviterede arbejdskraft, men der kom mennesker. Bogen fik massivt gennemslag i medierne og gør op med myten om udenlandsk arbejdskraft som den store redningsplanke for velfærdsstaten.
Tværtimod: resultatet af nye store grupper af kortuddannede fremmedarbejdere bliver ghettodannelse, pres på lønningerne, øget ulighed og på sigt større offentlige udgifter.
Hvor skal pengene komme fra?
Fødevarechecken betales af råderummet, men der skal også bruges en masse penge på folkeskolen, forbedringer af pensionen og ikke mindst NATO’s krav om at militærbudgettet skal op på 5 procent af nationalproduktet.
Dette bliver en afgørende pointe, når regeringen inden for få måneder fremlægger sin langsigtede økonomiske plan. De tre regeringspartier bliver næppe enige om, hvordan denne milliardregning på lang sigt skal betales.
Her i avisen kom Fagbevægelsens Hovedorganisation med sit forslag: der skal indføres en særlig formueskat på de allerhøjeste formuer – over 20 millioner kroner. Samtidig skal aktie- og kapitalindtægter indgå på linje med lønindkomster i top-top-skatten.
Endelig er der det ubesvarede spørgsmål om boligskatterne. Mette Frederiksen påpegede på De Radikales nytårsstævne det urimelige i, at nogle får så store arbejdsfri gevinster på bare at eje en bolig.
Spørgsmålet er imidlertid, om hun for alvor tør bide til bolle. At ændre skatteforholdene for ejerboliger er traditionelt en virkelig svær øvelse.
Men omvendt: Danmark står i en svær situation med stigende forsvarsudgifter, hvortil kommer at Socialdemokratiet vil bruge en masse penge på værdig tilbagetrækning, bedre folkeskole anden velfærd.
Udgifter der efter min mening er nødvendige, men også kræver utraditionelle løsninger.
