Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 17.10.2016
Af Lars Olsen
For mange unge er produktionsskolerne sidste led i uddannelsessystemet. Det er et tilbud til dem, som er usikre eller ikke umiddelbart kan klare en gængs uddannelse på erhvervsskole eller gymnasium. Unge, der al for ofte falder gennem systemerne og ender med lange perioder på overførselsindkomst. 12 pct. af de 20-24-årige er hverken i job eller uddannelse – et stort samfundsproblem, som jeg vender tilbage til.
På mange produktionsskoler er hverdagen som på en arbejdsplads. De unge skal lære elementære færdigheder som at møde til tiden og indgå i et fællesskab. Det lærer de bedst, når kollegerne og produktionen stiller krav til én. Derudover får de unge tiltrængt undervisning i basale fag som dansk, matematik, samfundsfag m.v.
Hidtil har eleverne modtaget en beskeden løn på 20-45 kr. i timen. Hvis de udebliver uden grund, bliver de trukket i løn. Arbejdspladsens logik er mere enkel og håndfast end i uddannelsessystemet, hvor man skal gøre en indsats af hensyn til en fjern fremtid. En abstrakt logik, der ikke bider på mange af de udsatte unge.
Regeringen foreslår, at produktionsskoleeleverne i stedet bliver »ligestillet« med andre unge og får en ydelse på SU-niveau. Ifølge forslaget kan de imidlertid ikke optage billige SU-lån sådan som andre studerende. Folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S) rejste dette i et spørgsmål til ministeren og fik et nærmest kafkask svar:
»Skoleydelsen ændres med forslaget ikke til en SU-ydelse. Det er alene størrelsen af skoleydelsen, der ændres med forslaget (…) Forudsætningen for at kunne optage SU-lån er, at man modtager SU-stipendium. Med forslaget vil produktionsskoleelever således fortsat modtage skoleydelse og vil derfor ikke være berettiget til at optage SU-lån,« skriver uddannelsesminister Ulla Tørnæs. Keine Hexerei – nur Behändigkeit.
Debatten sættes i relief af sidste uges nyhed i KL’s nyhedsbrev Momentum: 12 pct. af de unge er hverken i job eller uddannelse. Danmark var tidligere et af de europæiske lande, der var bedst til at få unge med – nu ligger vi dårligere end nabolande som Sverige, Tyskland og Storbritannien.
For ti år siden blev stort set hele Folketinget enige om et vigtigt mål: 95 pct. af de unge skal have en faglig eller boglig uddannelse. Det er der fornuft i. Der er færre ufaglærte job på fremtidens arbejdsmarked, og østeuropæere, flygtninge og ufaglærte danskere kæmper om de samme job. I 00’erne blev der gjort en stor indsats for at realisere 95-pct. målet, og i en årrække gik udviklingen den rigtige vej. Nu er det imidlertid vendt igen – og al for mange unge falder igennem.
Reformen af erhvervsuddannelserne rejser endnu en barriere. Med et nyt karakterkrav kræves mindst 2 i dansk og matematik. Det er godt for undervisningsmiljøet på erhvervsskolerne, som tidligere havde al for mange svage elever, men kræver andre tilbud til de udsatte unge. Tilbud, hvor de kan lære elementære faglige kundskaber og sociale færdigheder, så de siden kan tage en erhvervsuddannelse eller hf.
Produktionsskolerne er et af disse tilbud; men vi har brug for mere – ikke mindre – hvis vi skal have alle unge med.
95-pct. målsætningen blev vedtaget i 2006; dengang var der højkonjunktur, og politikerne tænkte på samfundets langsigtede interesser. Siden fulgte krisen, og en snæver sparelogik tog over på Slotsholmen. At skære i skoleydelsen på produktionsskolerne sparer lidt på næste års finanslov, men bliver dyrt på den lange bane. Vi risikerer, at endnu flere unge falder igennem uddannelsessystemet og hutler sig igennem på sociale ydelser.
