Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.2.2019
Af Lars Olsen
»Ufaglærte dør ikke af hårdt arbejde: De dør i højere grad af tobak og grillmad«. Det proklamerede Berlingskes forside i tirsdags. I underrubrikken kunne murersvenden og sosu’en læse, at deres kortere levealder skyldes »selvforskyldt usund livsstil«. Med andre ord: I fortjener ikke kortere pensionsalder end os bag skrivebordene.
Desværre leverer avisen en klassisk stråmandsargumentation. Ulighed i levealder er kun et hjørne af spørgsmålet om differentieret pensionsalder, der primært handler om ulige livskvalitet:
»De mest nedslidte fortjener også en værdig pension,« lyder Socialdemokratiets kampagne, mens DF’s Kristian Thulesen Dahl advarer imod »et dårligt liv i alderdommen«. Og dette bunder ikke kun i smøger og grillmad, men nok så meget i hårdt fysisk arbejde.
Det dokumenterer arbejdsmiljøforskerne i deres store undersøgelser. Her spørges også til, hvor meget folk ryger, drikker, motionerer etc. Til forskel fra sundhedsprofessorerne, som interviewes i Berlingske, kortlægger arbejdsmiljøforskerne både livsstil og arbejdsmiljø – og begge er vigtige.
I ”Det forsvundne Folk” interviewer jeg professor Lars L. Andersen fra Arbejdsmiljøinstituttet NFA. Folk med mange års hårdt fysisk arbejde har mere end dobbelt så stor risiko for at havne på førtidspension som dem med stillesiddende job. Og bemærk: Det er efter at forskerne har taget højde for rygning, motionsvaner etc.
»Vi kan for eksempel se, at job, hvor der er længere perioder med foroverbøjet eller vredet ryg, fører til langt mere sygefravær, det samme gør tunge løft,« siger Lars L. Andersen, der også hér har korrigeret for rygning og anden livsstil.
Sceneskift: Torsdag deltog jeg i et debatmøde hos 3F i Vejle. Efter oplæg fra mig og to lokale folketingskandidater kom beretningerne fra arbejdspladserne. Tømreren, der godt nok har fået flere hjælpemidler, men også et mere opskruet tempo. Den kvindelige chauffør, som løfter 60 kg industriaffald op på paller, selv om det er i strid med arbejdsmiljøreglerne.
Efter debatten kom en buschauffør hen til mig. Han har oplevet tre kolleger dø på arbejdspladsen – én ligefrem bag rattet i bussen. Den yngste var 65, den ældste 73. »42 år på arbejdsmarkedet må være nok,« siger han.
Sådan ser den herskende økonomiske ortodoksi ikke på det. Dagen før toner fhv. overvismand Torben M. Andersen frem på alle kanaler: »Det er langt fra alle, som har været mange år på arbejdsmarkedet, der er nedslidte«, påpeger han. Med andre ord: Tømreren og buschaufføren må først stoppe, når de er slidt helt ned – ellers er dét 50 år på arbejdsmarkedet.
De igangværende reformer af efterløn og pensionsalder er entydigt indrettet efter folk med lange uddannelser. Tag de omkring 50-årige: Blandt murere og tømrere kom flertallet på arbejdsmarkedet, da de var 20-21 – økonomerne var derimod 27-28 og lægerne over 30. Mange akademikere arbejder allerede i dag, når de er 68; det er de faglærte og ufaglærte, der pålægges de mange ekstra år, så længe pension kun handler om fysisk alder.
Differentieret pension er således ikke kun et spørgsmål om nedslidning, men også om ret og rimeligt.
For 100 år siden kom pæne mennesker fra »hjem med klaver«. Arbejderklassen var blot tjenende ånder – de var jo udannede, lugtede, drak og fik al for mange børn. I dag kommer pæne mennesker fra hjem med fine uddannelser og korrekt livsstil. Arbejderklassen er udannet, ryger, spiser forkert, motionerer for lidt – og betragtes igen som tjenende ånder. Fortiden marcherer med stormskridt.
