Klumme i Jyllands-Posten 15.3.2021
Af Lars Olsen
Forleden havde vi besøg af en nær ven, der er lærer på en skole med mange tosprogede elever. På et tidspunkt sænkede hun stemmen: »Hér kan jeg vel godt fortælle dét uden at blive kaldt racistisk«. Hun havde på skolen oplevet en del eksempler på, at indvandrermiljøer omgås højst lemfældigt med Corona’en.
En af hendes elever har lige haft rund fødselsdag. På grund af Corona holdt de fødselsdagsfest over tre dage, med godt 15 hver gang, i alt omkring 50 mennesker. Kort efter var store dele af familien smittet.
En beboerformand siger om Vollsmoses høje smitte: »Den kulturelle baggrund, de kommer med, har noget med det at gøre (…) Man har en meget social omgang. Det er ikke unormalt, at kommer der besøg, så er hele familien samlet. Og så går det stærkt med smittespredningen«, fortalte Bjarne Andersen til Politiken.
Jeg iagttog det selv under nedlukningen sidste forår. I det smukke forårsvejr cyklede jeg utallige ture på stierne i Humlebæk og Kokkedal. Gang på gang så jeg danske par, til tider med et enkelt barn, der varsomt holdt afstand, mens indvandrere vandrede rundt i store grupper – far, mor, børn, onkler, tanter og bedsteforældre i en stor smittekæde.
I mange tredje-verdens-lande spiller ”the extended family” en stor rolle, et klanagtigt familiemønster, som vi importerede med 1980’erne og 1990’ernes masseindvandring.
Vi prøver desperat at holde smitten nede, så samfundet gradvist kan åbnes, men lommer af tårnhøj smitte skiller sig ud: Vollsmose, Ishøj, min tidligere kommune Fredensborg er nu næst-højst på grund af to udsatte boligområder i Kokkedal og Nivå.
Medierne og deres hærskarer af ”eksperter” forklarer dette med sociale forhold. Og ja, indvandrer-chaufføren hos GLS har større smitterisiko end seniorkonsulenten med hæve-sænk-bord på hjemmearbejdspladsen. Og ja, tætte boligforhold er en del af forklaringen – bare tænk på hvor mange, der rører ved det samme håndtag på hoveddøren til en boligblok med ti etager.
Kultur og familiemønstre hører imidlertid også med. Dette søges nærmest fortiet, i stedet stilles byger af kritiske spørgsmål til myndighederne, og der ledes med lup efter mangler i den danske indsats. De mest oplagte spørgsmål er ellers: Hvorfor blæser store dele af indvandrermiljøet på spillereglerne i det danske samfund? Hvorfor er integrationen – igen, igen – slået fejl?
Jeg brød igennem som forfatter i 2005 med ”Det delte Danmark”. Vi boede dengang på Nørrebro, hvor min datter gik i den lokale folkeskole. De mange indvandrer-kammerater var både godt og skidt, men efterhånden kom ghettokulturen og utrygheden tæt på, og jeg skrev en af de første ”strammerbøger” på venstrefløjen.
Omkring årtusindeskiftet oplevede vi en voksende kløft. Mellem den officielle virkelighed, præsenteret af de fleste medier og ”eksperter”, og den virkelige virkelighed i et kvarter som Nørrebro. I 2001 fik vi det blå ”systemskifte” på det folkelige krav om stram udlændingepolitik. Siden fik Danmark en mere åben – ja, til tider brutal – indvandringsdebat, og med Mette Frederiksen tog Socialdemokratiet den stramme kurs til sig.
Desværre: Toneangivende mediefolk og deres håndplukkede ”eksperter” har intet lært. Et nyt emne dukker op, et nyt lag af kloge-Åger mobiliseres – og vupti, den gamle kløft til den virkelige virkelighed er der igen. Og mennesker sænker igen stemmen for ikke at blive betragtet som ”racister”.
