Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.2.2022
Af Lars Olsen
Klimaomstillingen er nået til det skarpe hjørne. Indtil nu har der været bred enighed om 70 procent reduktion af CO-2 i 2030, men nu kommer de svære valg. I tirsdags afleverede en ekspertgruppe, ledet af tidligere overvismand Michael Svarer, forslag til CO-2-afgift i industrien, til efteråret følger så vejtransport og landbrug.
I andre lande er klimaomstillingen politisk kontroversiel. Frankrigs Gule Veste er et efterhånden klassisk eksempel på, hvordan ”det perifere Frankrig” rejste sig imod stigende benzinpriser og skæv fordelingspolitik. Over hele Europa vejrer nye højrepartier morgenluft: Vox i Spanien, AfD i Tyskland, De sande Finner, mobilisering af tidligere Brexiteers…
Mens højrepartierne tidligere hentede folkelig kraft fra udlændingepolitikken, står kampen i stigende grad om klimaomstillingen. »Folk synes måske alt det der med klima er vigtigt og spændende, men når folk mærker omkostningerne personligt, tror jeg, de spørger sig selv en gang til, om det er så vigtigt, at vi i Danmark skal gå så langt foran andre lande,« siger Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige til Information.
Danskerne er da også kendetegnet af en veldokumenteret dobbelthed. Det fremgår af to nye store undersøgelser fra Fagbevægelsens Hovedorganisation/Danmarks Statistik og fra Trygfonden:
På den ene side: Tre fjerdedele af lønmodtagerne støtter den grønne omstilling, klimaet er et spørgsmål, der bekymrer danskerne bredt. Omstillingen støttes også af flertallet blandt faglærte, ufaglærte og folk i landkommunerne, hvor der ellers er størst skepsis.
På den anden side: Meningerne er anderledes delte, når det kommer til hvordan. Flertallet vil ikke have, at klimamålet går ud over »velfærden for dem, der har mindst«, det må heller ikke medføre højere skatter og afgifter for »almindelige indkomster«.
Politikerne er således ude i en delikat balance, når klimaomstillingen går fra solceller og ny teknologi til indgreb overfor industri og landbrug. Ekspertgruppen omkring Michael Svarer er tydeligvis bevidst om dette. I industrien handler det især om et mindre antal virksomheder med store udledninger – Aalborg Portland, sukkerfabrikkerne, teglværkerne og andre.
Ekspertgruppen peger på risikoen for »lækage«, hvor produktion af cement eller sukker blot flytter til udlandet, og det globale klima dermed er lige vidt. Derfor foreslår de tre modeller for en CO-2-afgift, hvor de to tager særlige hensyn til den store udledning fra »mineralogiske processer«.
Det er der god fornuft i. Medierne fokuserer på Aalborg Portland, men det er en undtagelse – mange af de øvrige virksomheder ligger i yderområderne, det samme gør mange arbejdspladser i landbrug og fødevaresektor. Hvis CO-2-afgiften for alvor koster job, sendes regningen således til yderområderne. Tvinges sukkerfabrikkerne og roehøsten eksempelvis til at stoppe, vil det ramme hårdt på det socialt udsatte Lolland-Falster.
Den politiske dynamit ligger hér. Protesten vil selvfølgelig antage andre former end ”Det gule Danmark”, hvor Dansk Folkeparti i 2015 blev størst i store dele af provinsen. Måske bliver det denne gang Inger Støjberg, der stiller sig i spidsen for et provinsoprør mod ”de skøre københavnere”… Vi kender ikke protestens form, men dét er den rød-grønne akilleshæl: Skæv klimapolitik kan forære højrefløjen den folkelige energi, som den har mistet i de senere år.
