Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 3.2.2014
Af Lars Olsen
At SF er i dyb krise, er åbenlyst for enhver. Topfolk nedlægger deres poster, MF’ere går til andre partier – selv SF-veteraner taler om overlevelseskamp. Paradoksalt nok er det imidlertid også en situation med muligheder, hvis folkesocialisterne spiller deres kort rigtigt.
Kommentatorerne fortrænger en afgørende faktor: At Thorning-regeringen befinder sig i en dyb folkelig krise, hvor store grupper centrum-venstre-vælgere er politisk hjemløse. SF’s fortid og fremtid kan ikke analyseres uden denne basale realitet.
Først fortiden: De borgerlige mediers fortælling om SF’s exit fra ministerbilerne er enkel. »Regeringsudueligt«, proklamerer Weekendavisen. Samme konklusion har lederen i JP, mens Thomas Larsen i Berlingske konstaterer, at SF »ikke kunne holde til at bære ansvaret«.
Spis lige brød til. Det er rigtigt, at en fløj af SF-kværulanter hele vejen igennem hang fast i den gamle oppositionskultur. Men som helhed har folketingsgruppe og bagland faktisk holdt til meget. Hvis nogen for 3 år siden havde forudset, at SF ville støtte barske reformer af SU, kontanthjælp og lærernes arbejdstid, ville man have sagt, at de havde drukket af natpotten. Det er ikke desto mindre sket.
Det hører med, at SF’s debut skete i en S-ledet regering, der fører en hidtil uset højrevendt politik og dermed udfordrer store vælgergrupper. Da SF’ere revolterede imod salget af Dong-aktier til Goldman Sachs, var de enige med 70-80 pct. af danskerne. Regeringstoppen har isoleret sig med et eksklusivt segment af overbetalte børsdrenge og finansministerielle excelark. Den socialdemokratiske nestor Ritt Bjerregaard kalder i Politiken SF-oprøret for »et sundhedstegn« – hun ønsker, at noget lignende var sket i S. Men den tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær er måske også regeringsuduelig?
Thorning-regeringens folkelige krise må ligeledes være omdrejningspunkt for enhver analyse af SF’s fremtid. Utilfredsheden er massiv – også blandt S-vælgerne. Hundredtusinder er flygtet til Enhedslisten, Dansk Folkeparti eller den voksende gruppe sofavælgere. Mange savner et ansvarligt parti, der holder fast i de klassiske centrum-venstre-værdier, men også formår at indgå forlig på Christiansborg. Der er et kolossalt tomrum mellem Thorning og Enhedslisten – spørgsmålet er bare, om SF er i stand til at udfylde det.
Spillet om ny SF-formand er i fuld gang. Ikke uden grund samler meget interesse sig om Pia Olsen Dyhr. Den afgående transportminister har den realpolitiske profil, som kan skille SF fra Enhedslisten. Hun var velfungerende minister på flere områder og hovedforhandler på Togfonden, en af regeringens få solide rød-grønne successer. Med en frontfigur som Pia Olsen Dyhr kan SF både appellere til frafaldne folkesocialister og mange frustrerede socialdemokrater. Det gælder især, hvis partiet ikke kun fører politik for den grønne og kulturbevidste middelklasse, men også for den pressede sosu’er og den arbejdsløse 3F’er. Hér kan tidligere tømrerformand Karsten Hønge – MF’eren der startede opgøret med regeringsprojektet – spille en vigtig rolle.
Pia Olsen Dyhr satte lørdag trumf på. Hvis SF udvikler sig til Enhedslisten, »hører jeg ikke til« dér. Det er der logik i. Enhedslisten har konsolideret sig om en velorganiseret kraft yderst på venstrefløjen – dén plads er simpelthen optaget. Det folkelige tomrum er længere mod midten, og med Thorning & Corydon er der rigtig meget plads. Hvis SF’s åh-så »røde« venstrefløj furpurrer dette, ødelægges en vigtig chance. Ikke kun for SF, men for hele centrum-venstre.
