Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 3.1.2022
Af Lars Olsen
Et gammelt ordsprog siger, at »det sete afhænger af øjnene der ser«. Intet sted er dette mere rigtigt end i skismaet mellem storbyer og det brede land. Set fra Vestsjælland – vi flyttede til Holbæk for et lille år siden – sker der i disse år store og konkrete fremskridt. I sidste måned bebudede Novo den største investering nogensinde i et dansk fabriksanlæg: 17 mia. kroner og 400 nye job, når det nye anlæg i Kalundborg står færdigt.
Den lokale Venstre-borgmester, Martin Damm, »må knibe sig armen«. Og på Facebook skrev indenrigsminister Kaare Dybvad, der er valgt på Vestsjælland: »Arbejdspladserne bliver ikke noget med en app, hvor man har dårlig løn og ingen rettigheder. Nej, det er solide stillinger, hvor faglærte får 35-40.000 i startløn«.
Novo kæder selv mega-investeringen sammen med motorvejen til Kalundborg, som Folketinget besluttede i sommer. Trafikinvesteringsplanen vidner igen om dét med det sete og øjnene der ser – planen blev voldsomt kritiseret i de store medier, og Politiken udkom ligefrem med sorte motorvejsstriber over hele forsiden.
I Holbæk åbnede lige inden jul et nyt ungdomshus. Det er Sparekassen Sjælland-Fyns bidrag til Holbæk som uddannelsesby. På grund af Corona-smitten skete åbningen uden festivitas, men en stolt daglig leder, 22-årige Katrine Ibsen, viste TV2 Øst rundt. Huset er for alle 16-27-årige, og det rustikke gamle pakhus rummer hele tre etager til kultur og studiemiljø.
Holbæk kæmper hårdt for at blive uddannelsesby – igen. Byen har en stærk selvforståelse som seminarieby, så det var en ordentlig mavepuster, da Holbæk Seminarium drejede nøglen om som udløber af 00’ernes centraliseringsbølge. Nu er udviklingen vendt. I 2018 åbnede sygeplejerskeuddannelsen, i 2019 uddannelsen som finansøkonom, og nu får vi også en pædagoguddannelse. Det sidste er led i den politiske aftale om decentralisering af uddannelserne, som skal implementeres i den kommende tid.
Det kommer ikke til at gå stille af. På Københavns Universitet ulmer et studenteroprør imod, at universitetet kan blive nødt til at lukke op mod 1600 pladser. Studenteroprøret ’22, der startede på Copenhagen Business School og siden bredte sig, trækker selv linjer til 1968-oprøret.
De studerende mener, at uddannelserne indrettes for meget efter arbejdsmarkedet. I Information karakteriserer Mathilde Elsig, der er næstformand for Studenterrådet, regeringens politik som »antividen, antiakademisk, antiunge og antistorby«.
Reelt er det et oprør fra nogle af landets mest privilegerede unge. Det store flertal af universitetsstuderende kommer fra over- og middelklassen, kun de færreste fra samfundets flertal af faglærte og ufaglærte, og skævheden er markant i København. De studerende har imidlertid hul igennem til hovedstadens medier og meningsdannere, i Berlingske og Politiken er ord som »storbybashing« og »Københavnerbashing« lige så hyppige som regnbyger i april.
Det skal huskes, at de typiske uddannelser i provinsen er erhvervs- og professionsuddannelser – og at vi bare i dén grad mangler elektrikere, pædagoger, sosu-uddannede og andre. De næste år bliver en kamp mellem uddannelser om de små ungdomsårgange.
Forhåbentlig har regering og Folketing stanima til at holde fast. Masser af unge og lokalsamfund ude i landet er glade for de nye muligheder – de har bare ikke samme adgang til hovedstadens »snakkende klasser«.
