Klumme i Jyllands-Posten 21.11.2022
Af Lars Olsen
Smag på ordet: ”selvpensionering”. Stadig flere 60-64-årige trækker sig fra arbejdsmarkedet, selv om de ikke har nået den politisk fastsatte pensionsalder – de har penge til selv at betale. Næsten hver tiende 63-årige akademiker, 9,6 pct., har i dag valgt ”selvpensionering”.
Det viser en kortlægning, som Danmarks Statistiks Forskningsservice har foretaget for 3f. Blandt de ufaglærte er der kun 4,3 pct. ”selvpensionerede”:
»Historisk set har højtuddannede trukket sig senere fra arbejdsmarkedet, men der er en tendens til, at det nu går i den anden retning. Fordi de som udgangspunkt har haft en høj indkomst, god pension eller haft betydelige gevinster på bolig- og aktiemarkedet, som gør det muligt«, siger Torben Tranæs, forskningsdirektør på Vive og fhv. vismand, til Fagbladet 3f.
”Selvpensionering” er intet mindre end en bombe under planerne om stigende pensionsalder. Vi har længe vidst, at en betydelig gruppe havde indkomster og formuer til at kortslutte planerne, jeg har også nævnt det i tidligere klummer, men de nye tal viser, at muligheden også bruges, og at tendensen er stigende. De politiske kalkuler er bygget på kviksand.
I 2025 skal Folketinget igen forhøje pensionsalderen – til 70 fra 2040. I valgkampen slap politikerne forbløffende let over dette, men lige inden valget kom ånden omsider ud af flasken. Morten Messerschmidt fra DF, der førte en valgkamp med social profil, sagde til Berlingske, at »ingen skal tvinges« til at arbejde, efter at de er fyldt 70 – altså stop for videre stigning i pensionsalderen.
Så langt ville de øvrige partier ikke gå. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) åbnede dog for, at stigningstakten kan sættes ned, sådan som Pensionskommissionen har foreslået.
SF’s Pia Olsen Dyhr lagde i sommer op til en anden model: at den generelle pensionsalder forhøjes til 70 som planlagt, men at Arne-pensionen samtidig udvides – altså en mere differentieret pensionsalder. Christiansborg har omsider fået øje på dem, der ikke kan arbejde så længe.
Udfordringen på sigt bliver dog nok så meget stadig flere velaflagte, der ikke vil arbejde – politikerne må turde tage en mere fundamental debat:
Ja, det er nødvendigt med planer for dansk økonomi frem mod 2030-35 – og danskernes senere tilbagetrækning er en del af dette. Men se det dog i øjnene: I kan ikke sikre økonomisk ”holdbarhed” om 30-40 år, sådan som det angiveligt sker med en pensionsalder over 70. For vi kan ikke sige noget præcist så langt frem.
Tænk 35 år tilbage – til 1987: Europa var delt af Berlinmuren, og ingen forestillede sig hundredtusinder af østeuropæere på det danske arbejdsmarked. Digitaliseringen, som dengang hed EDB, var kun lige begyndt, og de færreste forestillede sig dens omkalfatring af økonomi og samfund. Det samme gælder globaliseringen.
Sådan bliver det også de næste 30-40 år. Grundvilkår i samfundet vil ændre sig, man kan ikke meningsfuldt beregne den økonomiske ”holdbarhed” så langt frem, og så ovenikøbet sætte to røde streger under, fordi pensionsalderen forhøjes til 73.
At hver tiende akademiker allerede i dag benytter sig af ”selvpensionering”, er tegn på et dybere skisma: Danskerne bliver rigere, politikerne kan ikke regulere tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet, sådan som de antager, læg dertil dem, der ikke kan arbejde så længe – før eller siden må Christiansborg ankomme til virkeligheden.
