Klumme i Altinget november 2024:
Socialdemokratiet og venstrefløjen gør klogt i at se Trumps storsejr som en blinkende advarselslampe. Inger Støjbergs kampagne mod »jernmarker« og »fine saloner« må mødes af en politisk modoffensiv
Af Lars Olsen
»Det bør ikke komme som nogen stor overraskelse, at et Demokratisk parti, som har opgivet arbejderklassen, nu oplever, at arbejderklassen forlader dem«.
Så kort og præcis er analysen fra den uafhængige venstrefløjssenator Bernie Sanders. Og han fortsætter lige så præcist:
»Først var det den hvide arbejderklasse, og nu er det ligeledes latino og sorte arbejdere«.
https://x.com/BernieSanders/status/1854271157135941698
Trumps sejr var langt større, end de ellers så USA-fokuserede danske medier forudså. Kamala Harris fik 14 millioner færre stemmer end Joe Biden i 2020, der gik til valg på en progressiv økonomisk politik.
Bernie Sanders advarer om, at de »velbetalte konsulenter« i toppen af Demokraterne ikke har nogen ide om, hvordan de træder op mod »det stadig mægtigere oligarki, der har så meget økonomisk og politisk magt«.
At Demokraterne hermed banede vej for oligarken over dem alle, fagforeningsfjenden Elon Musk, gør det til en dobbelt tragedie.
Trumps jordskredssejr var også en advarsel til det europæiske centrum-venstre:
»Hans vælgere var ikke typiske Republikanere fra det konservative borgerskab. Disse stemte om noget på Demokraterne. Trumps vælgere var fattigere, kortere uddannede, mænd og fra provinsen (…) I Storbritannien ville de være klassiske Labour-vælgere,« skriver Simon Jenkins i Guardian.
Kamala Harris vandt et solidt flertal blandt amerikanere med videregående uddannelse, men tabte lige så massivt blandt de kortuddannede.
Lønmodtagere i produktionen har i dag en realløn på niveau med 1970. De stemte på Trump, fordi han lovede forandring, toldmure til at beskytte amerikanske job og stop for illegal indvandring, der trykker lønningerne. Demokraternes kampagne om, at de overordnede økonomiske nøgletal da så fine ud, og at Trump var en trussel mod demokratiet, talte slet og ret forbi de pressede lønmodtagere.
Dette er også den afgørende lære for venstresiden i Skandinavien. I Norge er de i gang med dén debat, vi ligeledes har brug for herhjemme:
»Det er ikke noget tilfælde, at Fremskridtspartiet er det største parti i flere meningsmålinger. Der sker det samme hér, som der skete i USA. Venstresiden opleves som for centralistiske, elitære og bureaukratiske,« siger den tidligere næstformand i Arbeiderpartiet, Trond Giske, til venstrefløjsdagbladet Klassekampen.
https://klassekampen.no/utgave/2024-11-08/slar-trump-alarm
Han henviser til et brandaktuelt tema i Norge: lukningen af uddannelsessteder i Innlandet, det store relativ tyndt befolkede fylke nord for Oslo.
Ifølge analyser mister centrum-venstre-regeringen af Arbeiderpartiet og Senterpartiet især »nærvælgere«: kortuddannede der er knyttet til deres lokale samfund landet over og optaget af de daglige levevilkår. De efterladte nærvælgere går ikke over til Høyre, der også er et »urbant« parti med appel til mere globalt orienterede vælgere, men strømmer i denne tid mod Fremskridtspartiet, påpeger Trond Giske.
Venstresiden i Danmark står i de aktuelle målinger stærkere end den norske, men også hos os lurer faren. De strukturelle skel er de samme i mange vestlige lande: større skel mellem storby og periferi, grupper der føler sig hægtet af, øget politisk mistillid.
Med til billedet hører, at de fleste faglærte og ufaglærte i dag bor i provinsbyer og landdistrikter, mens storbyerne i større eller mindre grad domineres af folk med videregående uddannelse og universitetsstuderende. Ikke uden grund blev protestbevægelsen De gule Veste kaldt en »arbejderklasse-revolte« fra det perifere Frankrig.
Frem til 2022 havde Socialdemokratiet herhjemme en stærk arbejderklasse- og provinsprofil, det genskabte de bånd, der er skåret over i andre lande. I dag er farven imidlertid falmet og identiteten uklar. Det gamle arbejderparti presses fra begge sider – Danmarksdemokraterne og SF har nu lige så mange arbejdervælgere.
I sidste uge meddelte SF-formand Pia Olsen Dyhr, at hun skifter til Danmarks største storkreds – Sjælland. I regnvejr foran sommerhuset på Orø talte hun om bedre lægedækning og uddannelsesmuligheder i provinsen. Et fint træk, også taktisk, forhåbentlig følges det op med konkrete SF-udspil.
Mette Frederiksen & Co. synes paralyseret af konflikten mellem storby og provins. Af frygt for hovedstadsborgmestrene sidder de på hænderne, mens Inger Støjberg tordner mod »jernmarker« på landet og »fine saloner« i København.
Et par hurtige klik på lommeregneren viser ellers realiteterne: Under en tredjedel af S-vælgerne i 2022 boede i hovedstadsområdet, Aarhus, Odense eller Aalborg; købstæder og landdistrikter huser i dag næsten 70 procent af de socialdemokratiske vælgere.
To politiske skridt er påtrængende:
Arbejderklasse-profilen blev pudset op, da Mette Frederiksen lagde op til en langsommere stigning i pensionsalderen. Men: det er først fra 2045. Indtil da stiger pensionsalderen år for år, og Arne-pensionen forringes derfor tilsvarende. Det skal der rettes op på, senest når Folketinget efter planen i 2025 skal forhøje pensionsalderen igen, Socialdemokratiet skal ikke støtte endnu en forhøjelse uden hensyn til dem, der har slidt mange år på arbejdsmarkedet.
Samtidig bør Inger Støjberg smage det gamle ordsprog, at »det bedste forsvar er angreb«: en velfærdsoffensiv med øgede investeringer i »periferien«. For eksempel forbedringer for børnefamilierne, der giver særlige tilskud til folkeskoler og daginstitutioner i tyndt befolkede områder.
Ledende socialdemokrater påpeger med rette, at den stramme danske udlændingepolitik har bremset en del af den højrepopulistiske protest, vi ser i andre lande. Men det er med vælgerutilfredshed som med vand – det finder altid en vej. Kampen om arbejderklassen og provinsen er ved at flytte til andre frontafsnit – Trumps sejr bør være et wake-up-call.