Kommentar i Jyllands-Posten 13.2.2023
Af Lars Olsen
Fire måneder kan være lysår i politik. I starten af november stod Socialdemokratiet bomstærkt. 27 pct., landets eneste store parti, 35-40 pct. i mange forstæder og provinsbyer. I sidste uge kom der så en »vild måling«: 18,6 pct. Det vejede snit af målinger er bedre – 22,7 pct. – men også hér nærmer nedturen sig en kritisk grænse.
Næsten hver tiende voksne har skrevet under på fagbevægelsens protest imod afskaffelsen af Store Bededag. En opgørelse på kommuner viser, at protesten er særlig stærk i socialdemokratiske højborge – Frederikshavn, Brønderslev, Guldborgssund, Lolland, Herlev… Det er kernevælgerne i arbejderklassen og den lavere middelklasse, der revolterer.
På torsdag skal Mette Frederiksen møde landets borgmestre. Talen på KL’s topmøde imødeses med spænding. Kommunerne gennemfører lige nu store besparelser, og borgmestre frygter, at det kun bliver værre – Christiansborg har brugt den store pengekasse på klima, krudt og kugler. Samtidig har regeringen bebudet yderligere besparelser på Jobcentre og kommunal administration, men hvordan står hen i det uvisse.
Ifølge formanden for Reformkommissionen, professor Nina Smith, er kommunernes økonomi under strukturelt pres. Der er færre varme hænder end tidligere i forhold til antallet af brugere i skoler, ældrepleje m.v., og kommunerne har voldsomt stigende udgifter til udsatte borgere. Christiansborgs billede af en holdbar dansk økonomi er »fjernt fra den virkelige verden i kommunerne, hvor velfærden er under maksimalt pres, og det bliver værre år for år,« forklarede Nina Smith i Mandag Morgen.
De mange S-borgmestre er nøglefigurer i det lokale socialdemokrati landet over. Indtil nu har de holdt frustrationen bag lukkede døre, spørgsmålet er hvornår den økonomiske spændetrøje bliver for stram? Bededagsopgøret har bragt regeringstoppen i krig med det faglige bagland – hvis kommunalrødderne for alvor rører på sig, er der ballade med begge Socialdemokratiets bærende støttepiller.
På Christiansborg venter endnu en konfrontation med fagbevægelsen. Regeringen vil forenkle tilbagetrækningsordningerne for seniorerne – Arne-pensionen udbygges, mens seniorpensionen for nedslidte forringes. I dag kan man få seniorpension seks år før pensionsalderen, fremover skal det ifølge regeringen først være tre år før.
I Finansministeriets regnemodeller vil det øge ”arbejdsudbuddet” med 2500, men det sker næppe. En opgørelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation viser, at kun seks procent går direkte fra beskæftigelse til seniorpension – langt de fleste kommer fra sygedagpenge, ressourceforløb m.v. Den primære konsekvens bliver således, at folk i 60’erne, der ifølge lægerne har en arbejdsevne på under 15 timer om ugen, fastholdes i utryghed på midlertidige ydelser.
Spørgsmålet kan blive yderst destruktivt for Socialdemokratiet. Da Mette Frederiksen erobrede regeringsmagten i 2019, skete det med Arne-pensionen og appel til arbejderklassens utryghed ved seniorårene. Nu ofrer S-toppen dette stærke brand af hensyn til nogle tvivlsomme gevinster i Finansministeriets Excel ark.
Mette Frederiksen var 2015-22 klassisk ”rød” socialdemokrat, det gav stærk resonans i baglandet og en uset stærk position som partileder. Nu er kursen lagt om, ”reformer” skaber furore i medierne og befolkningen, vælgerne deserterer – og opbakningen fra baglandet kan langt fra tages for givet.
