Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.3.2011
Af Lars Olsen
Massiv koncentration af indvandrerelever skader det faglige niveau. Når andelen på en skole kommer over 45-50 procent, starter en stejlt faldende karakterkurve hos eleverne. Derimod har det ikke faglig betydning, om der er 10 eller 25 procent.
Det dokumenterer en ny undersøgelse, udført af Simon Calmar Andersen fra statskundskab på Aarhus Universitet. Analysen tager højde for forældrenes uddannelse, indkomst m.m. og sætter reelt punktum for mange års hed debat for og imod »sorte skoler«. En debat, der illustrerer svagheden i vore dages ekspertsystemer. Det vender jeg tilbage til.
Først en personlig vinkel: Jeg gik ind i diskussionen for en halv snes år siden, da min datter, Pernille, gik i folkeskolen på Nørrebro. I de små klasser havde omkring en fjerdedel indvandrerbaggrund, og det gik fint. Men i de store klasser opstod massive problemer. Over halvdelen havde indvandrerbaggrund. Mange kendte ikke almindelige danske ord på dette alderstrin, og klassen tog stadig mere farve af kvarterets »rødder« og subkultur.
Mine og andre forældres erfaringer blev imidlertid hældt ned ad brættet. Det var dengang, undervisningsministeren hed Margrethe Vestager ® og overborgmesteren Jens Kramer Mikkelsen (S). De trak lystigt på de såkaldte eksperter omkring Danmarks Pædagogiske Universitet, typisk forskere i modersmålsundervisning, der hyldede det multikulturelle samfund og så fordele i høj indvandrerkoncentration.
Jeg arbejdede som analytiker på Ugebrevet A4. I 2004 dokumenterede vi, at unge på socialt belastede skoler ikke opnår en uddannelse i samme grad som deres jævnaldrende. Samtidig offentliggjorde AKF en undersøgelse, der viste store faglige fordele ved socialt blandede klasser, hvor indvandrerbørn og andre fra hjem uden uddannelsestradition får nye rollemodeller. Flere analyser har siden vist det samme, men den nye fra Simon Calmar Andersen er fagligt set den sikreste.
Med andre ord: Forskerne er i dag nået til den stik modsatte konklusion af den herskende for ti år siden. Datidens eksperter havde også deres undersøgelser, typisk fra USA, men det ensidige fokus på modersmål skabte blinke vinkler – forskerne overså afgørende ulemper ved social og etnisk koncentration.
Det er ikke noget tilfælde, at politikerne lænte sig op af modersmålsforskerne. Eksperterne bruges i stigende grad som overdommere, især når de støtter ens egne synspunkter.
De politiske fløje har hver deres favoritter. I disse måneder er økonomerne i høj kurs hos borgerlige politikere og journalister. Men når en anden gruppe eksperter – kriminologerne – advarer imod regeringens retspolitik, så afvises det af de borgerlige som et politisk spørgsmål.
På centrum-venstre-fløjen er det lige modsat. Her er det typisk kriminologer og pædagogiske eksperter, der regnes for sagkundskab, mens de fleste økonomer mødes med skepsis.
Rød og blå blok har allieret sig med hver deres enøjede ekspertsystemer. Økonomerne er nemlig ikke mere objektive end forskerne i modersmål og integration. For nogle årtier siden var de fleste økonomer langt mere optaget af arbejdsløshed og konjunkturer end dagens ensidige fokus på langsigtet budgetbalance, men den slags skifter med de politiske strømninger.
Medierne har også deres ansvar for den udredte brug – og misbrug – af eksperter. Al for meget journalistik bygger på skabelonen »ekspert siger sandheden / politiker taler udenom«. Sagkundskaben skal bidrage med viden, men den bør holdes op mod alternativ viden. Hver tid har sin dominerende tradition – og sine blinde vinkler.
