Klumme i Altinget 16.9.2021
Af Lars Olsen
Mandagens valg i Norge viste det igen: Den neo-liberale æra er ovre. Hvis S-partierne skal til, må de mobilisere arbejderklassen og »periferien« – Arbeiderpartiet fik afgørende hjælp af noget særligt norsk: Senterpartiet.
Norges borgerlige regering tabte på knockout. Venstresidens sejr blev det største flertal for et magtskifte i Norges nyere historie. Arbeiderpartiets leder, Jonas Gahr Støre, kan nu danne sin »drømmeregering« med Senterpartiet og Sosialistisk Venstre, uden at være afhængig af de to rød-grønne yderpartier.
For første gang i mange år er både Danmark, Norge, Sverige og Finland under socialdemokratisk ledelse. Meget tyder på, at Tyskland om få uger følger trop.
I deres sejrstaler mandag aften kaldte flere af venstresidens frontfigurer valget for et opgør med »forskels-Norge«. Men det er noget mere: der sker i disse år et skifte i selve samfundets tektoniske plader. Den neo-liberale æra, der startede for 40 år siden med Reagan og Thatcher, er ovre. Fra Joe Biden til Mette Frederiksen er staten tilbage, vi har genvundet troen på at politik kan gøre en forskel.
Paradigmeskiftet huer ikke de højre-liberale, der i årtier svingede den ideologiske taktstok. Da indenrigsminister Kaare Dybvad i sommer gjorde opmærksom på dét, fik han hele borgermusikken op i det røde – eller måske rettere: blå – felt. Men det folkelige knockout til deres norske partifæller viste det endnu engang.
Det norske valg indeholder imidlertid også vigtig lære for venstresiden. Arbejderklassen og »distrikts-Norge« var afgørende for skiftet. Vi så i Norge den samme vælgerbevægelse som ved det danske folketingsvalg i 2019:
I storbyer som Oslo og Bergen vandt de mindre rød-grønne partier – ligesom Enhedslisten og Radikale hos os – og i Oslo gik Arbeiderpartiet (Ap) over fem procentpoint tilbage. Derimod fik Ap, på linje med de danske socialdemokrater, et godt valg i periferien – i nordnorske fylker som Troms og Nordland gik både Ap og Senterpartiet pænt frem.
Nok så bemærkelsesværdigt er Senterpartiets gode valg: 13,6 procent, klart næststørst på venstresiden. Senterpartiet er historisk »distrikt-Norges« parti og gik til valg på et opgør med »centraliseringen og forskels-Norge«. Det gamle bondeparti har under den storsmilende Trygve Slagsvold Vedum udviklet sig til en slags provins-socialdemokrati, med rødder i de dele af landet hvor meget af arbejderklassen i dag lever.
Senterpartiet er et specielt norsk fænomen. Mens mobiliseringen imod »eliten« i mange lande sker fra højre, er Senterpartiet et opgør med Oslo-eliten fra venstre. Tidligere på året udsendte norske forskere kortlægningen Arbeiderklassen. Forskerne påpeger, at arbejderklassen oplever »politik er for nogen andre, ikke for dem«, og at mange beslutninger tages »over hovedet på arbeidsfolk« – som en af bogens redaktører, Jørn Ljunggren, forklarede til dagbladet Klassekampen.
I den privat ansatte arbejderklasse er det især to partier, der formår at mobilisere: Fremskrittspartiet – som højrepopulistiske partier i andre lande – og så netop Senterpartiet.
I de seneste år er Arbeiderpartiet rykket til venstre; med inspiration fra deres danske partifæller har de orienteret sig imod de klassiske vælgere i arbejderklassen og provinsen. Det skete med sloganet »vanlige folks tur« – en lidt blodfattig udgave af »Arnes tur« – og ikke mindst en langt mere kritisk tilgang til centraliseringen. Hér fik Ap’s Jonas Gahr Støre, der selv kommer fra en af Oslos rigeste familier, god hjælp fra Senterpartiet. Tilsammen formåede Ap og Sp at mobilisere arbejder- og provinsstemmer, som i andre lande volder store kvaler for S-partierne.
En tredje vigtig lære er klimapolitikken. Med sommerens rapport fra FN’s klimapanel fik Norge et »klimavalg«. Klimapolitikken og olieindustriens fremtid blev det store tema. Især de unge klimaaktivister i miljøpartiet MDG fik massiv dækning i norske – og danske – medier.
Det slog da også kraftigt igennem i Oslo og Bergen. I Oslo fik de rød-grønne til venstre for Ap – MDG, Sosialistisk Venstre (norsk SF) og Rødt (som Enhedslisten) – over 30 procent. Sådan var det imidlertid ikke ude i det brede land.
MDG kom end ikke over spærregrænsen på 4 procent, og Sosialistisk Venstre fik ikke det ventede kanonvalg. Da det kom til stykket, valgte folk flest de mere forsigtige rød-grønne forandringer, som Ap og Sp stod for. Mens medierne fokuserede på klimapolitikken, var mange optaget af opgøret med centraliseringen og forskels-Norge. Længere ude på venstrefløjen var den store sejrherre Rødt, der har stærke dagsordener omkring ulighed i arbejdsliv og velfærd.
I mange lande kæmper den folkelige venstreside en to-fronts-krig. På den ene side et bombardement fra det liberalistiske højre, med erhvervslivets millioner og store borgerlige aviser i ryggen – på den anden af en venstreliberal storbyopinion, med ressourcestærke akademikere og progressive medier. Midt i dette inferno skal den folkelige venstreside fastholde interesserne for dem, der ikke har høje indkomster eller lange uddannelser og ofte bor langt fra »de snakkende klasser«.
Heldigvis har »vanlige folk« ét magtfuldt våben: stemmesedlen. Dét brugte nordmændene i mandags.
