Klumme i Jyllands-Posten 5.6.2023
Af Lars Olsen
800 uden job. Det sendte chokbølger gennem Nordjylland, da Danish Crown i april lukkede slagteriet i Sæby. Helt anderledes var reaktionen på en konference i Enhedslisten. Hér jublede man, vi skal jo spise mindre kød. Ingen grund til at have ondt af slagteriarbejderne, lød det fra en hovedtaler.
Episoden rystede den nyvalgte formand for Enhedslistens ungdom: »Det er privilegieblindhed,« konstaterer Frederik Dahler i Altinget.
Det syns’ de også i Sæby. Her stod granvoksne mennesker og græd, en af dem var Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen, der selv bor i Sæby. Hendes far var slagteriarbejder, det var mormor også.
»Jeg tror aldrig, vi kommer os over det (…) Jeg græder ikke over politik. Det kan ikke betale sig. Men den torsdag morgen græd jeg. Jeg turde næsten ikke ringe til min far, som er 92, for at sige det,« fortalte hun til Weekendavisen.
Episoden på Enhedsliste-konferencen er symbol på en venstrefløj, der i klimaiveren har mistet sit sociale kompas. En bedre balance mellem det røde og det grønne var da også et vigtigt tema på partiets landsmøde i sidste weekend. Enhedslisten vil erobre vælgere i arbejderklassen og provinsen ved at lægge mere vægt på de ”røde” mærkesager.
Huslejekontrol og beskatning af ”overnormale” profitter er da også folkelige krav. Enhedslisten kan også vinde på at være et af få partier, der står udenfor forsvarsforliget og stiller kritiske spørgsmål til den historisk store oprustning. Problemet er alt det andet – klima, udlændingepolitik, meget ”woke” aktivister…
Når Enhedslisten vil halvere kødforbruget i 2030, har det uundgåeligt konsekvenser for slagteriarbejdere, landmænd og andre i arbejderklassen og provinsen. Liste Ø havde ved 2015-valget støtte fra pressede grupper på kanten af arbejdsmarkedet, men er siden skrumpet til basen blandt studerende og offentligt ansatte i de store byer.
Venstrefløjen har i de seneste årtier undergået en dramatisk transformation. I 1970’erne og 1980’erne var arbejderradikalisme stadig en vigtig del, mange faglige tillidsfolk var kommunister eller måske SF’ere, og der var store demonstrationer med afsæt i arbejdspladserne.
Middelklassekulturen blev imidlertid dominerende, da venstrefløjen i 1990 gik sammen i Enhedslisten, også SF fik over årene sin base blandt offentligt ansatte, med klima og børn & unge som slagnumre. Venstrefløjen fik et stedmoderligt forhold til arbejderklassen.
Det mest succesrige brud på dette var faktisk Socialdemokratiet i 2017-21. Mette Frederiksens cocktail af Arne-pension, velfærd, opgør med centralisering og stram udlændingepolitik gjorde igen S til det suverænt største arbejderparti.
Bag dette lå en samfundsanalyse, der aldrig bliver gangbar mønt i Enhedslisten eller det meste af SF: at arbejderklassen ikke kun står i modsætning til en økonomisk elite, men også en kultur- og uddannelseselite. En ”progressiv” elite, der akademiserer uddannelserne, fører socialt skæv klimapolitik og løfter alskens pegefingre overfor menigmand.
I dag har Socialdemokratiet atter et tyndslidt forhold til mange arbejdervælgere. SF har taget en del af de fagligt engagerede, Enhedslisten kan måske også få en bid af kagen, men den bredere arbejderklasse går nok snarere til højre. Med forankring i ProduktionsDanmark og provinsen er Støjberg & Co. på bølgelængde med mange arbejdervælgere. Danmark mangler et venstrepopulistisk parti.
