Klumme i Jyllands-Posten 9.9.2019
Af Lars Olsen
Det er ikke altid, at de mest interessante nyheder står i de største historier. I tirsdags bragte JP en lille tre-spalter: »Arbejdsløse akademikere presser budgettet i Aalborg«. Det dræner kommunekassen, at der er kommet over tusinde ekstra ledige nyuddannede:
»Hvis vi ikke får løst problemet med de mange dimittender, som står uden job, risikerer det at gå hårdt ud over andre velfærdsområder – ældre, børn osv.,« advarer borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Ifølge borgmesteren skyldes problemet, at der i 2009-14 blev optaget ekstra mange studerende – de er nu færdige og uden job. Thomas Kastrup-Larsen vil have universitetet og University College til at skære i optaget til brødløse humaniora- og businessuddannelser.
Det store optag fra 2009 er en direkte følge af skiftende regeringers politik: 25 pct. skal have akademisk uddannelse. Til forskel fra andre politiske målsætninger er dette mere end opfyldt. Konsekvensen er, at vi mangler faglærte som industriteknikere og elektrikere, vi mangler også professionsuddannede lærere, men har en masse akademikere, der er arbejdsløse eller tager job fra andre faggrupper.
Tag universiteternes egen administration: Mens andelen af HK’ere og sekretærer på Københavns Universitet er næsten halveret, er der ifølge en kortlægning tre gange så mange specialkonsulenter som i 1999.
HK-tillidsrepræsentant Ingrid Kryhlmand blev ansat som lægesekretær på universitetet i 1987: »Dengang var der én jurist, én økonom og én HK’er i fakultetssekretariatet på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. I dag er der 400 administrerende medarbejdere, hvoraf mindst halvdelen er AC’ere,« fortæller Ingrid Kryhlmand i Uniavisen.
Det hører med, at universitetet optager langt flere studerende, og at der er nye opgaver som ansøgninger til fonde og virksomheder. Men den eksplosive stigning skyldes også et skred: Københavns Universitet har over 100 kommunikationsmedarbejdere, og der er opstået et nyt mellemlag af kontorchefer, vicedirektører, seniorkonsulenter og mellemledere.
Samtidig varetager højtlønnede konsulenter i dag mange af de arbejdsopgaver, der tidligere lå hos HK’ere. Dét, som Ingrid Kryhlmand kalder ”Rip, Rap og Rup–effekten”: »Cheferne er selv akademikere og har svært ved at se, at andre faggrupper kan udføre arbejdet. De er mest trygge ved at ansætte nogen, der ligner dem selv.«
Den akademiske skævvridning koster kassen. 53 pct. af udgifterne til uddannelse efter folkeskolen går til unge, der tager akademisk uddannelse – gymnasier, universiteter, mange års SU… Jeg har tidligere på denne plads talt for en omprioritering: Skær i brødløse akademiske uddannelser og brug pengene på uddannelse af voksne og en højere voksen-SU, der passer til de unge på 40.
Måske skal regeringen lytte til en klog kone: »Vi må diskutere, om det er rigtigt at uddanne stadig flere akademikere. Det kan føre til overproduktion af akademikere og underproduktion af faglært arbejdskraft (…) Jeg har mødt arkitekter, der er kisteglade for, at de oprindeligt er uddannet som tømrere, og ingeniører, der er glade for, at de oprindelig har været elektrikere, smede og maskinmestre (…) Vi bør se mere på, hvordan vi kan kombinere den praktiske og den akademiske vej«.
Ordene stammer fra ingen ringere end statsministeren. De blev sagt kort før valget i Thomas Larsens samtalebog ”Mette Frederiksen”. Spørgsmålet ligger nu hos den socialdemokratiske uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen. Tør hun antaste den højere middelklasses velerhvervede rettigheder?
