Klumme i Altinget, januar 2023
Af Lars Olsen
Med Mette Frederiksens nytårstale er skole og uddannelse rykket ind i centrum af dansk politik. Regeringen vil omprioritere ressourcerne og styrke de praktiske fag – heldigvis kan de hér trække på gode erfaringer rundt i landet.
For nogle år siden holdt jeg foredrag om skævhed i skole og uddannelse. De fleste af tilhørerne var midaldrende, og mange undrede sig over de seneste årtiers skred: hvor de unge strømmer mod gymnasiet, mens den stolte danske håndværkstradition er gået i glemmebogen. Så tog en ung pige ordet, hun gik på det tidspunkt i 2.g:
»Det er da ikke så mærkeligt«, sagde hun. »I 8. og 9. klasse sagde lærerne utallige gange: Det får I brug for, når I skal i gymnasiet. Jeg har aldrig hørt én lærer sige: Det skal I lære for at tage en erhvervsuddannelse«.
Hun ramte spot on. Folkeskolen er blevet stadig mere gymnasieforberedende. Teorier og begreber fylder mere end før, ikke engang i sløjd får eleverne brug for deres hænder, det er lagt ind under ”håndværk og design”, hvor alt det praktiske og kreative er i én pærevælling.
Statsminister Mette Frederiksen blæste i nytårstalen til kamp mod det snævert boglige uddannelsessystem. »Det er som om, vi har glemt værdien af godt håndværk. Vi skal have en skole, hvor der både er plads til det praktiske og det boglige. Erhvervsuddannelserne skal være førstevalget for mange flere,« fastslog statsministeren.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye kalder det »en af regeringens hovedprioriteter« og »mit eget hjertebarn«. Men han tilføjer, at »vi kommer til at gøre det roligt og grundigt«, der skal bruges tid med eksperter og graves ned i problemstillingen.
Ja, der er brug for langsigtede og strukturelle forandringer, men regeringen kan faktisk nå et pænt stykke ved at plukke de mange lavthængende frugter. Landet over er der masser af eksempler på gode praktiske forløb, de skal blot sættes i system og sikres ordentlige økonomiske vilkår. To nedslag:
Erhvervsskolerne på Sjælland har udviklet forløb, hvor eleverne fra 7.klasse – til tider helt fra 4.klasse – møder nye praktiske læringsformer.
»De lægger rør og reparerer knallerter på EUC Sjælland. De kører tårnkran og har forløb som ”el-bil: hvad er der indeni?” og ”når man sprænger en bygning” på EUC Nordvestsjælland. De koder robotter på Roskilde Tekniske Skole,« skriver en stribe uddannelseschefer i Sjællandske Medier og fortsætter:
»Folkeskoleeleverne oplever derved erhvervsskolernes problemløsende læringsformer med anvendelse af færdigheder i rigtige opgavefunktioner. De får praktisk hands-on undervisning frem for blot information og sodavandsbesøg«.
Et andet eksempel er Erhvervsrygsækken i Faaborg-Midtfyn Kommune. Alle 4-10.klasser har en uge om året et forløb på en lokal virksomhed, hvor de lærer matematik og naturfag ved at løse konkrete opgaver på virksomheden:
»Hvis virksomheden producerer gylletanke, lærer eleverne for eksempel at beregne rumfang. Tit afsluttes forløbet med, at forældrene også kommer ud på virksomheden. Hvis flere skal vælge en erhvervsuddannelse, må også forældre og lærere have et nutidigt billede af produktionsvirksomheder. En maskinarbejder i dag er jo noget helt andet end dengang, man hamrede og svejsede ved en beskidt ambolt,« siger borgmester Hans Stavnsager (S).
60 midtfynske virksomheder er med i Erhvervsrygsækken. Det er ofte familieejede mindre og mellemstore virksomheder, der ser samarbejdet som led i rekrutteringen af fremtidens arbejdskraft. Og det virker. Da Erhvervsrygsækken startede i 2017, valgte 24 procent af de lokale unge en erhvervsuddannelse – i dag er det knap 28 procent.
Forløbene står og falder imidlertid med noget så prosaisk som – penge. Initiativet på de sjællandske erhvervsskoler blev til med støtte fra EU’s Socialfond; hvis det skal fremtidssikres, må det ske i samarbejde med alle kommuner, og erhvervsskolernes taxameter dækker kun forløbene for 8-10.klasse, påpeger uddannelsescheferne.
I Faaborg-Midtfyn varetages samarbejdet mellem skoler og virksomheder af to kommunale konsulenter, men de er ofte i farezonen ved kommunale sparerunder. Hér må regeringen træde til, så de gode eksempler rulles bredere ud og sikres økonomisk. Og det bør ske nu – uden at vente på diverse ekspertgrupper og langsigtede planer.
Det har i en årrække været en politisk ambition at styrke erhvervsuddannelserne og skabe bedre tilbud til dem, der forlader folkeskolen uden tilstrækkelige kundskaber og færdigheder. Det har genereret en masse erfaringer, som regeringen kan bygge videre på. Derimod er politikerne indtil nu veget tilbage for den prioriteringskamp, som reelt er forudsætningen for at dreje supertankeren. Dét kommer forhåbentlig nu.
Med Mette Frederiksens nytårstale er skole og uddannelse rykket helt ind i centrum af dansk politik. Det er – som Mattias Tesfaye siger – en af regeringens hovedprioriteter. Og der er mere på spil, end vi tit gør os klart.
Manglen på faglærte bliver stadig mere desperat. Samtidig skal folkeskolen have bedre tilbud til de tusindvis, der i dag falder gennem systemet. Og så handler det om en mere retfærdig fordeling af samfundets store investeringer i uddannelse.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kortlagde for nogle år siden udgifterne til forskellige uddannelser. Det koster i gennemsnit 121.000 kroner at uddanne en faglært, mens en akademiker i snit løber op i 963.000 kroner – undervisning i gymnasiet, undervisning på universitetet, verdens bedste SU…
53 procent af udgifterne til uddannelse efter folkeskolen går således til den godt en fjerdedel, der tager de lange videregående uddannelser. Så kan det store flertal på erhvervs- og professionsuddannelser deles om resten. Uddannelserne efter folkeskolen er i dag en gigantisk omfordeling til fordel for unge fra overklassen og den højere middelklasse.
Med 00’ernes forestillinger om ”videnssamfundet” formede den højere middelklasse, der selv har lange uddannelser, skolen og uddannelsessystemet i eget billede. Status og ressourcer blev koncentreret om det teoretiske og akademiske, mens praktiske fag og uddannelser blev anset for old-school. En udvikling, der er kortlagt i adskillige analyser og bøger, blandt andet Mattias Tesfayes ”Kloge hænder” og Kaare Dybvads ”De lærdes tyranni”.
Analyserne skal nu omsættes i politisk forandring, og lad os ikke være naive: Prioriteringskampen er en social konflikt. Den højere middelklasse afgiver ikke status og penge uden kamp, og det er ressourcestærke grupper med tætte bånd til toneangivende medier.
Socialdemokratiet og Venstre har på hver sin vis rødder i produktionsDanmark, de er mere oplagte allierede end Socialdemokratiets tidligere støtter i Radikale og Enhedslisten, som har meget af baglandet i universitets- og studentermiljøer. I klassesamfundet 2.0 følger sociale konflikter deres egne krogede veje.
