Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 24.11.2014

Af Lars Olsen

 

Politik bevæger sig ofte af uransagelige veje. Nye erkendelser baner sig vej, men de gamle forestillinger lever stadig. Til tider kan de ligefrem ende som lovgivning i kraft af den særlige inerti på Slotsholmen.

Sådan er det med den afgift på reklamer, der netop nu er på vej gennem lovmøllen. Hvis forslaget vedtages, vil det koste 4-600 job på trykkerier og andre grafiske virksomheder. Derfor protesterer både arbejdsgivere og fagforeninger, men regeringen og venstrefløjen holder fast på forslaget – trods pres fra de gamle allierede i fagbevægelsen.

Reklameafgiften skal angiveligt gavne miljøet, men sådan går det næppe. Arbejdsgiverne placerer allerede i dag mange trykkeopgaver i Tyskland og Polen, hvor lønningerne er lavere. Det vil også ske med tilbudsaviser og andet, så længe forbrugerne læser dem. Reklameafgiften vil blot flytte jobbene til lande, der producerer mindre miljømæssigt.

Forslaget om en afgift på »adresseløse forsendelser« – som det hedder i fagsproget – stammer tilbage fra 2011. Det var dengang, Thorning & Co. forhandlede regeringsgrundlag i Det sorte Tårn og siden aftalte finanslov med Enhedslisten. Det var hér, reklameafgiften kom på bordet. Siden blev den sendt til godkendelse i EU og forsvandt fra dansk politik, for nu at dukke op som et andet Loch Ness uhyre.

 

I dag er reklameafgiften et løjerligt levn fra fortiden. Siden 2011 er der nemlig sket et paradigmeskifte i dansk politik. På tværs af partiskel erkendes det, at Danmark ikke bare er et »videnssamfund«, men både videns- og produktionssamfund. Et bredt politisk flertal har nedsat afgifter på energi, kørsel og andet, der belaster vores tilbageværende produktionsjob.

Det er sket uden store sværdslag. Mens nedsættelsen af topskatten og selskabsskatten betragtes som asocialt og udløser protester, så bakker store fagforbund som 3F og Metal op om lavere afgifter på produktionsjob. Produktion, der gør samfundskagen større, er slet og ret fundamentet for at kunne føre progressiv fordelingspolitik. Det er – eller måske rettere: var – børnelærdom i arbejderbevægelsen.

Reklameafgiften indgår nemlig også i en langt større fortælling: Om et fundamentalt hamskifte på centrum-venstre-fløjen. I det meste af 1900-tallet hørte de grafiske fag til rygraden i den danske arbejderbevægelse. To legendariske socialdemokratiske statsministre – Hedtoft og H. C. Hansen – kom fra de grafiske fag. Da Aksel Larsen i 1959 dannede SF, var han flankeret af typografformand Willy Brauer, der senere blev borgmester i København. Typografforbundet var en af de solide røde bastioner.

Siden har historiens store møllehjul drejet et par omgange. Ny teknologi har gjort en del af de grafiske job overflødige. Samtidig har centrum-venstre mistet meget af sin base i arbejderklassen og præges i dag af dem, sociologen Pierre Bourdieu kalder kulturel over- og middelklasse: Akademikere, lærere og folk fra »den kreative klasse«, som har gode job i oplevelsesøkonomien og den offentlige sektor.

De højere kulturelle klasser befatter sig ikke med noget så prosaisk som fysisk produktion. De siger med glæde »reklamer – nej tak«, mens de nipper af årgangsvinen og den franske gedeost. At pløje reklameaviser og jagte ugens tilbud overlades til pensionister og lavtlønnede, der må vende hver én krone.

 

Reklameafgiften er tegn på nye brudflader i »klassesamfundet 2.0«. Det er ikke kun direktører og andre i den økonomiske overklasse, som skaber social skævhed. De højere kulturelle klasser – og deres verdensfjerne forestillinger – er også ganske gode til det.

21