Kommentar i Altinget, maj 2023
Af Lars Olsen
Der er voksende blæst om Finansministeriet og dets regnemodeller. I sin første periode søgte Mette Frederiksen at begrænse regnedrengenes magt, men nu er de tilbage i al deres magtfuldkommenhed
»Regner regeringens regnemaskine rigtigt?«
Spørgsmålet blev tirsdag stillet af de store offentlige fagforbund ved en høring på Christiansborg.
»Når Finansministeriet regner på tingene, så giver skattelettelser i toppen bonus på arbejdsudbuddet, mens velfærd bare er en udgift. Det er en ubalance, som det er tid til at få sat fokus på,« siger FOA-formand Mona Striib.
Flere økonomer pegede ved høringen på samme skævhed. Direktøren for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, dokumenterede, at Finansministeriet undervurderer de positive effekter ved investeringer i uddannelse og infrastruktur. Sundhedsøkonomen Jacob Kjellberg pegede på, at noget lignende er tilfældet med investeringer i dele af sundhedsvæsenet.
Regnemodellernes forkærlighed for skattelettelser frem for investeringer i velfærd og infrastruktur skaber slet og ret en skævhed i grundlaget for de politiske beslutninger.
For denne skribent er det et deja-vu. Vi havde samme debat i årene op til 2019-valget. To af dagens ministre, Ane Halsboe-Jørgensen og Pernille Rosenkrantz-Theil, skrev ligefrem bogen Det betaler sig at investere i mennesker med kras kritik af regnemodellerne.
Med SVM-regeringen er det igen Finansministeriet og dets regnemetoder, der spiller førsteviolin på Slotsholmen. Regeringen vil ifølge regnemodellerne øge arbejdsudbuddet med 45.000 i 2030, da dette »tilvejebringer ny finansiering for 11 mia. kr.« – som det hedder i regeringsgrundlaget.
Det første store hug var afskaffelsen af Store Bededag. Ifølge Finansministeriet vil dette øge arbejdsudbuddet med 8.500. Vinterens debat viste imidlertid, at dét kan der sættes gevaldige spørgsmålstegn ved. Overvismand Carl-Johan Dalgaard pegede på, at effekten formentlig kun er midlertidig, da lysten til at holde fri bestemmes af mere fundamentale forhold.
Ikke desto mindre regnes øget arbejdsudbud på Christiansborg lige så godt som klingende mønt, det kan finansiere alskens gode gaver fra skattelettelser til øgede forsvarsudgifter. Sådan ser det i det mindste ud – i excel-arkene.
I toppen af Socialdemokratiet er der da også markant kritik af Finansministeriet og dets regnemetoder. Ministre og rådgivere er udenfor citat leveringsdygtige i det ene mærkværdige eksempel efter det andet.
I den tidligere S-regering søgte Mette Frederiksen at stække Finansministeriet, uden at tage et fundamentalt opgør med regnemodellerne. Hun skitserede strategien op til 2019-valget. Som beskæftigelsesminister havde Mette Frederiksen kæmpet med Finansministeriet og dets arbejdsudbudslogik, for eksempel ved kontanthjælpsreformen i 2013:
»Ministeriet holdt fast i, at det var bedre for økonomien, hvis de unge på kontanthjælp kom i job som ufaglærte, for dermed ville de udvide arbejdsudbuddet, og det gav mening i deres regnemodeller. Jeg mente, at det var vigtigt, at de unge blev uddannet og fik bedre kvalifikationer,« sagde den kommende statsminister i Thomas Larsens Mette Frederiksen og fortsatte:
»Som socialdemokrat kommer jeg aldrig til at advokere for, at unge skal ud som ufaglærte på et arbejdsmarked, der ikke efterspørger dem. Jeg vil give dem et fundament at stå på (…) Det kunne regnemaskinen i Finansministeriet ikke tage højde for, og det dur ikke (…) Der vil være et stærkt Finansministerium i fremtiden, men hvis jeg bliver statsminister, er det mit ansvar at drive den politik, min regering skal kendes på.«
Efter den rød-grønne valgsejr i 2019 blev Statsministeriet udbygget, stabschef Martin Rossen fik plads i regeringens koordinationsudvalg, og ministrene blev indkaldt til regelmæssige MUS-samtaler. Statsministeriet fortrængte ”finansen” i rollen som linjevogter.
Siden fulgte minskandalen, og vi oplevede en voldsom og personcentreret kampagne om ”magtfuldkommenhed” fra borgerlige politikere og medier. Martin Rossen forlod posten, Statsministeriet kom i defensiven, og Finansministeriet rykkede ind i magttomrummet. Statsministeriets relativ åbenlyse magt blev igen erstattet af regnedrengenes usynlige magtfuldkommenhed.
Finansministeriet er langt mere end statens kassemester. Gennem årene er det vokset til et ”overministerium” for resten af Slotsholmen.
Medarbejdere fra ”finansen” sidder med ved store og små beslutninger i de andre ministerier, og en stor del af landets departementschefer er rekrutteret fra Den røde Bygning. For nogle år siden dokumenterede to forvaltningseksperter, Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, at Finansministeriet var afgørende for de reformer, der kørte Skat i sænk og kostede statskassen gigantiske summer.
Med den stærke fokus på ”arbejdsudbud” har regeringen indskibet sig i et ufolkeligt projekt, der udfordrer brede vælgergrupper. Regnestykkerne viser sig tvivlsomme, når de udsættes for den politiske debats syrebad – sådan som vi så med Store Bededag.
Der bør stilles skarpt på Danmarks brændende platform: Rekrutteringskrisen i velfærden og mange håndværksfag. Det primære problem er ikke ”flere hænder”, men manglen på medarbejdere med de rette kvalifikationer. Elektrikere, der kan opsætte ladestandere, og pædagoger, som kan sikre vores børn en god opværkst.
Vi kan leve med, at der mangler en barista på cafeen, men det går ikke, at vores gamle mor på grund af manglen på sosu’er får forkert medicin eller lægges i seng kl.19.
Stadig mere taler for, at regeringens regnemaskine ikke regner rigtigt. Der er brug for et politisk opgør.
