Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.5.2020

Af Lars Olsen

 

Disse linjer skrives i et lille træhus med kig til Østersøen. Vi er på Bornholm, hvor jeg arbejder på en ny bog, og Karin har en masse familie – så vi har været hér utallige gange.

Jeg elsker Bornholm i maj. Foråret kommer senere herovre, naturen står i al sin vårgrønne pragt, og der er mere roligt end i de overrendte sommermåneder. I år er hér imidlertid stille, alt for stille. Restauranterne er lukket, det samme er butikkerne med hjemmelavet is, det ellers så livlige Svaneke Torv ligger øde hen.

Bornholmerne opfører sig utrolig Corona-pænt. De holder afstand og går høfligt til side i Brugsen. Folk er mere hensynsfulde end hjemme i Humlebæk, hvor de igen er mere hensynsfulde end inde i København. Kulturforskellene er tydelige.

 

De næste uger bliver spændende. Forhåbentlig betyder genåbningen, at restauranter og flere butikker åbner og skaber byliv. Corona’en har aflyst Bornholms store begivenhed, Folkemødet, der plejer at skyde sommersæsonen i gang. Men det behøver ikke gå helt galt. Der er godt gang i sommerhusudlejningen, danskerne holder ferie herhjemme.

Grundlæggende går det også bedre. Lige før Corona bragte ”Danske Kommuner” et jubel-interview med borgmester Winnie Grosbøl: »Fra klynkevulkan til optimistisk ø.« Ups, seks dage efter lukkede statsministeren store dele af Danmark – og Bornholm.

Men: Nedgangen i folketallet er vendt, der bygges tusinde nye boliger frem til 2028, Bornholm har fundet sine styrker i turisme, helst hele året, og i det nye brand som fødevare-ø. Saltstegte sild, oste, pølser, bornholmsk sennep, sågar en Michelin-restaurant – heldigvis lykkedes det med det yderste af neglene at hindre Danish Crown i at lukke øens største arbejdsplads: slagteriet.

Nu har Bornholm også fået styr på Corona. Tidligere på ugen bekendtgjorde Bornholms Tidende, at der på en uge blev testet over tusinde uden at finde én eneste smittet. Bornholm har, fra de hvide telte i Rønne, taget førertrøjen i regeringens nye offensive teststrategi.

 

Sceneskift: Vi oplever i disse uger en dødsensfarlig stammedans fra erhvervslobbyister, politikere og medier, anført af tv2 og tv2 News: ”Genåbning nu – mere, hurtigere, vildere…”

Sundhedsstyrelsen, med rygrad som spaghetti, lader sig presse og afmonterer dét, der ifølge Statens Serum Institut er supervåbnet mod Corona: at danskerne holder afstand. Afstandskravet er nedsat fra to til én meter, og der er indført 117.undtagelser. Folk er forvirrede, virologer advarer, den folkelige mobilisering imod epidemien bliver aktivt nedbrudt.

Skift dog spor: Vi kan sagtens genåbne mere på Bornholm og i meget af Jylland, hvor der stort set ikke er nye smittetilfælde. I hovedstadsområdet er der imidlertid stadig blus på epidemien. Rapporterne fra Seruminstituttet er entydige: de nye smittetilfælde er især i hovedstaden og dens forstæder.

Noget af forklaringen er i indvandrermiljøerne på Vestegnen. Ikke-vestlige indvandrere udgør 9 pct. af befolkningen, men 18 pct. af de smittede. Men også blandt etniske danskere er smittefrekvensen langt større i hovedstaden, derimod er Region Nordjylland og Syddanmark i bund.

I virkeligheden er der en enkel vej ud af skismaet mellem genåbning og faren for øget smittefare. Lobbyisternes fancy københavnersteder må vente, men vi genåbner store dele af provinsen. Kære politikere, I taler så ofte om »Danmark i balance«, lad nu hovedstaden vise samfundssind!

21