Klumme i Jyllands-Posten 10.4.2023
Af Lars Olsen
Langsomt og bumpende, under råben og skrigen, ad snørklede stier. Det danske uddannelsessystem er midt i en svær – men nødvendig – omprioritering. Vi bruger hele 6 procent af nationalproduktet på uddannelse og SU, men mangler folk i basale funktioner som sygeplejersker, lærere, elektrikere og sosu’er. På Christiansborg erkendes det bredt, at næsten 30 procent af en ungdomsårgang på akademiske uddannelser er for meget:
»Vi må have færre på universitetet. Lad os dimensionere. Så der er flere, der kommer på de andre uddannelser, og så vi kan løfte kvaliteten på professionshøjskolerne«, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr til Altinget.
Samme analyse har meget af regeringen og flere borgerlige partier. Spørgsmålet er bare hvordan.
Lige nu er debatten kørt af sporet. Regeringen foreslår, at halvdelen af kandidatuddannelserne på universitetet forkortes fra fem til godt fire år. Det har fået universiteter og studenterorganisationer op i det røde felt.
Universiteterne oplever det med rette som et stort eksperiment, at halvdelen af uddannelserne ændres i ét hug. Meget af kritikken er dog løjerlig privilegieblind. En universitetsuddannelse skal angivelig ikke pege frem mod et specifikt job:
»Det særlige ved et universitet er netop, at vi bruger forskningens metoder til at lære unge mennesker at tænke systematisk og analytisk. Vi skal gøre dem så dygtige, at de kan gå ud og lave verden om, tænke originalt, måske omstille en virksomhed, eller skabe en virksomhed«, sagde rektor på Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen, for nylig til JP.
Jo tak, men hvor stor del af en årgang skal dét? I 1990 var det 11 procent, der tog en akademisk uddannelse, i dag nærmer tallet sig 30. Universiteterne befolkes af landets længst uddannede, men har svært ved at se ud over egen næsetip.
Regeringspartierne er imidlertid ikke enige. Uddannelsesminister Christina Egelund (M) søger at please universiteterne. Samtidig med beskæringen af kandidaten foreslår regeringen flere engelsksprogede uddannelser, og at et mindre antal universitetsuddannelser gøres længere. Moderaterne har mange langtuddannede vælgere, og noget af uddannelsespolitikken minder om De Radikale.
For Socialdemokratiet er omstillingen hjerteblod. Mange af de yngre socialdemokrater, der kom til med Mette Frederiksen, valgte at samarbejde over midten netop på grund af uddannelsespolitikken. Et opgør med akademisering af skole og uddannelse var ikke muligt med det tidligere rød-grønne-flertal, hvor De Radikale og Enhedslisten er tæt på universiteter og studenterorganisationer, lyder analysen. Hér er S og V meget tættere på hinanden.
Meget tyder da også på, at forhandlingerne på Christiansborg ender med en ny model. Hvor beskæringen omfatter færre kandidatuddannelser, men at der til gengæld dimensioneres langt kraftigere – og at der især skæres i optaget på fag med beskedne jobudsigter. Herved kan SVM-regeringen lave et bredt forlig med SF, Konservative og måske andre. Og der skaffes midler til et ordentligt løft af professions- og erhvervsuddannelser, når færre skal have meget lange uddannelser med tilhørende SU.
Det vil stadig udløse protester, råben og skrigen. Men vi får en langt mere ”ren” debat om, hvordan uddannelserne bringes i sync med behovene i samfundet og på arbejdsmarkedet. Med de kommende års små ungdomsårgange er vi pisket til skarpere prioritering.
