Klumme i Jyllands-Posten 24.12.2018
Af Lars Olsen
Et spøgelse går gennem Europa – populismens spøgelse. 2018 bragte nye milepæle: Italien fik Europas første »populistiske« regering, og Frankrig rystes af protestbevægelsen De gule Veste – det etablerede Europas kollektive sutteklud, præsident Macron, står afpillet tilbage.
Vores billede af opbruddet er blevet skarpere. I flere år lød det unisont fra borgerlige og kulturradikale: Det er et højrepopulistisk oprør med flygtninge og indvandrere som drivkraft. Nu må selv verdensfjerne meningsdannere se virkeligheden i øjnene: Det er et bredere fænomen, en revolte fra arbejderklassen og den lavere middelklasse med sociale og geografiske brudflader som omdrejningspunkt.
Tag Italien: Mens Lega passer i det etablerede billede af flygtningekritiske højrepopulister, er det andet regeringsparti, Femstjernerne, venstrepopulistisk med rødder i arbejderklassen og Syditalien. De to partier er ved at gennemføre en form for kontanthjælp til arbejdsløse unge og differentieret pensionsalder, hvor folk efter mange år på arbejdsmarkedet kan gå tidligere. Klassisk socialdemokratisk politik.
Lige nu er vi midt i en afgørende europæisk styrkeprøve: »Nej, ikke Brexit sæbeoperaen i Westminster, men EU-krisen som alle ser ud til at have glemt – konfrontationen mellem Bruxelles og Rom om det italienske statsbudget,« skriver kommentatoren Kenan Malik i The Guardian.
EU-kommissionen har hidtil uset forkastet den italienske finanslov, der opererede med et underskud på 2,4 pct. Nu har regeringen barberet underskuddet ned til 2 pct. Samtidig får Macrons indrømmelser til Gule Veste det franske underskud langt over EU-grænsen på 3 pct. Det store spørgsmål er, om Bruxelles tør fortsætte den hårde linje overfor den populære italienske regering, mens eliternes dengse, Macron, får lov til at bryde alle regler?
Også Gule Veste bryder med forestillingen om flygtningekritisk højrepopulisme. Bevægelsen handler om social omfordeling: stop for benzinafgifter, højere mindsteløn og formueskat. Min tidligere klumme om Gule Veste skabte debat på Facebook. Én havde i Sydfrankrig oplevet noget helt andet end volden i Paris, som medierne svælger i:
»Motorvejen var spærret. Glade feststemte mennesker med hele familier, børn, hunde osv. Man smilede og dansede: ”Vi har revolution”. De havde lagt barrikader, men ved forespørgsler fortalte de, at de ville være med på den stigende velfærd – og vi kunne få lov til at køre videre med et dyt i bilhornet (…) Det er jo altid stærkt, når en almindelig husmor i gul vest henvender sig, endda på engelsk, for at retfærdiggøre de gener, vi fik påført«, beretter Vita Rosendal.
Nogle hæfter sig ved, at mange af de protesterende stemmer på Marine Le Pen. Det er nu ikke så sært. Ved præsidentvalget sidste år stemte 37 pct. af de franske arbejdere på Le Pen, mens yderligere 24 pct. satte kryds ved venstresocialisten Mélenchon og 4 pct. ved det yderste venstre. Det er denne folkelige utilfredshed, som nu manifesterer sig. Med til billedet hører, at Marine Le Pens fordelingspolitik er langt til venstre for præsident Macron.
Debatten om Gule Veste afdækker endnu en kløft: For en del velbjærgede er det nærmest blevet en ideologi at forsvare »den liberale verdensorden« imod folket, andre mangler bare kendskab til den del af samfundet der revolterer. Forstå det nu: Arbejderklassen og den lavere middelklasse revolterer imod utryghed og skæv politik med de muligheder, de har til rådighed. Og desværre: De gør det med god grund.
