Klumme i Jyllands-Posten 19.7.2021

Af Lars Olsen

 

Udsigt til et turbulent politisk efterår førte mig hen til bogreolen. Jeg fandt et par bøger om Danmark i 1930’erne. Slagordet ”Stauning eller kaos” er gået over i historien, og 1935 viste sig at være spændende læsning – ikke mindst i lyset af aktuel dansk politik.

I skolens historie-kanon lærer eleverne om Kanslergadeforliget. Mens Hitler overtog magten i Tyskland, fandt Socialdemokratiet, Radikale og Venstre sammen om årtiets store kriseforlig. I dag ses forliget i 1933 som et stærkt symbol på det samarbejdende danske folkestyre.

To år senere var dansk politik imidlertid sovset til i kævl og strid. Nye højrepartier radikaliserede debatten, Venstre kørte hård opposition, men V, K og det nye højre var langt fra enige om alternativet. Venstre søgte at mobilisere landbefolkningen imod arbejderklassen og byerne, men det ramte også Konservative, der havde basis blandt byernes erhvervsdrivende.

Den borgerlige splittelse blev effektfuldt udnyttet af Socialdemokratiet. Politikens 14-binds Danmarkshistorie beskriver det sådan:

»På plakatsøjler og plankeværker og i kæmpestørrelser på husgavle sås Staunings stærke skikkelse med det faste blik bag brillerne. ”Stauning eller kaos” stod der nedenunder. Det blev valgkampens slagord og ikke ganske uden ret, for så indbyrdes uenig som oppositionen var, kunne det være vanskeligt at forestille sig, at der kunne dannes nogen anden handlekraftig regering«.

 

Opgøret blev kaldt »Staunings valgbombe«. Statsministeren åbnede som vanligt Folketinget den første tirsdag i oktober, men sluttede sin tale med noget hidtil uset – at udskrive valg. Det kom bag på oppositionen. Den socialdemokratiske valgmaskine var imidlertid klar, og Stauning drog på turne gennem Jylland:

»Folk strømmede til Staunings møder, og turneen formede sig som et triumftog, hvor partiets tilhængere gyngede i valsetakt, mens de skrålede med på valgets store slager ”Stauning igen”, skrevet af Oskar Hansen«, beretter historikeren Henning Grelle i ”Thorvald Stauning”.

I dag er Oskar Hansen især kendt for kampsangen ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, men var meget alsidig. Melodien til ”Stauning igen” var den populære sømandsvals ”Anne Mari”, og den gik rent ind.

 

Da stemmerne var talt op, havde Socialdemokratiet opnået historiens største sejr: over 46 pct. Det sker selvfølgelig ikke igen. Mit bedste gæt er også, at Mette Frederiksen foretrækker at sidde perioden ud og gå til valg på de mange planer og aftaler, der i disse måneder kommer som en lind strøm.

Ikke desto mindre må hun have en plan B. Det politiske efterår er spækket med dramatiske forløb, og især forholdet til De Radikale er stadig mere betændt. At der udløses en krise omkring finansloven eller andet, kan bestemt ikke udelukkes.

Nutidens partier er ikke masseorganisationer, sådan som Socialdemokratiet og Venstre var dengang, valgkampe udkæmpes i tv, aviser og sociale medier. Flere af Mette Frederiksens politiske styrkepositioner er imidlertid de samme:

Også i dag er den borgerlige opposition splittet og uden et samlet alternativ. Også i dag har statsministeren i store dele af befolkningen en stærk personlig position i kraft af succesrig krisehåndtering (Corona).

Regeringen forbereder en tsunami af udspil efter sommerferien. Det skal sætte dagsordenen efter Corona og realisere socialdemokratiske mærkesager, men kan også være afsæt for plan B: Et valg om hvem der skal lede Danmark.

21