Klumme i Jyllands-Posten 29.8.2022
Af Lars Olsen
Arne har længe rumsteret i kulissen. Tidligere på året forudså statsministeren, at det kommende valg bliver en »folkeafstemning« om Arne-pensionen. De store borgerlige partier ville afskaffe muligheden for tidligere tilbagetrækning efter mange år på arbejdsmarkedet, og Socialdemokratiets strateger drømte om et replay af sidste valgkamp, hvor spørgsmålet flyttede mange stemmer.
Siden har Venstre og Danmarksdemokraterne klogelig fredet Arne-pensionen, men den konservative statsministerkandidat Søren Pape Poulsen vil stadig afskaffe den – og det vil Socialdemokratiet udnytte. Tidligere pension for folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet, bliver således valgtema endnu engang.
Mette Frederiksen og de øvrige partiledere skylder imidlertid nok så meget svar på et andet spørgsmål: Midt i næste valgperiode – i 2025 – skal Folketinget beslutte, om pensionsalderen skal forhøjes til 70 fra 2040. Det er et spørgsmål, der berører og bekymrer mange, ikke mindst folk med hårde og nedslidende job. Så kære Mette, Jacob og Søren, hvad gør I i 2025?
Pensionskommissionen, ledet af fhv. V-minister Jørn Neergaard Larsen, foreslog i foråret, at stigningen i den danske pensionsalder på længere sigt skal gøres knap så dramatisk – pensionsalderen skal kun forhøjes med et halvt år hvert femte år og ikke et helt år som i den hidtidige tidsplan. Ifølge kommissionen er dette muligt uden at sætte den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi over styr.
SF-formand Pia Olsen Dyhr kom for nylig med et andet forslag. Pensionsalderen kan godt forhøjes til 70 for de fleste, hvis Arne-pensionen udvides, så pensionsalderen ikke stiger for »folk, der i forvejen har leveret mange år på arbejdsmarkedet og ikke kan holde til det«, sagde SF-formanden til Børsen.
Arne-pensionen indebærer, at folk med mange år på arbejdsmarkedet kan trække sig tre år før den generelle pensionsalder. Det giver god mening i dag, hvor pensionsalderen er 67, og folk som bryggeriarbejderen Arne så kan gå som 64-årige. Ordningen batter imidlertid ikke, når den generelle pensionsalder passerer 70, og folk i hårde job skal fortsætte, indtil de er sidst i 60’erne.
Den stigende pensionsalder er med rette en kilde til folkelig utryghed ikke mindst blandt faglærte og ufaglærte. Vi risikerer, at der blandt seniorerne skabes en dobbelt ulighed:
Det er de faglærte og ufaglærte, der kommer tidligt på arbejdsmarkedet og ofte har fysisk krævende job. At fortsætte til 70 er langt sværere for sosu’en og betonarbejderen end for kontorchefen. Tallene viser da også, at arbejdergrupperne er de hyppigste brugere af Arne-pensionen.
Hertil kommer imidlertid en anden og ofte overset skævhed. Mange af de højtlønnede har mulighed for at trække sig for egne midler – de kan leve af deres formue og friværdi, uanset hvad politikerne beslutter om pensionsvilkårene. Det kan nogle faglærte og ufaglærte også, men hér er længere imellem.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har undersøgt, hvem der har formue til selv at opretholde den typiske indkomst på arbejdsmarkedet i mindst tre år. Hele 72 pct. af den højere middelklasse har denne frihed, men i arbejderklassen er det kun 39 pct.
Med andre ord: Vi risikerer et samfund, hvor ganske mange er velstående nok til selv at bestemme, hvor længe de vil fortsætte, men at det sjældent er dem, der har mest brug for det. Hér er brug for nye politiske tiltag.
