Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 15.5.2017
Af Lars Olsen
Dansk uddannelsespolitik står foran et vigtigt sporskifte. Siden 1993 har skiftende regeringer slået på stortromme for uddannelse til alle. Stort set hele Folketinget er enige om, at 95 pct. skal have en ungdomsuddannelse, dvs. enten studenterhue eller svendebrev.
Uddannelsestrommerne har også givet genlyd blandt de unge. Næsten alle starter på en uddannelse efter folkeskolen, og andelen af 25-årige uden ungdomsuddannelse er faldet fra 20 pct. i 1997 til omkring 16 pct. i dag. Nok så bekymrende er imidlertid et andet tal: Op mod 50.000 unge har hverken uddannelse eller job. Det har vist sig uendelig svært at få de sidste med.
Baggrunden for 95%-målet er reel. Prognoserne viser, at der bliver færre ufaglærte job; samtidig presses det ufaglærte arbejdsmarked af flygtninge, østeuropæere og andre, så den sikreste vej til et godt arbejdsliv er en faglig eller boglig uddannelse.
Alligevel er der fornuft i den ændring af 95%-målsætningen, som regeringen lægger op til: at 90 pct. skal have en ungdomsuddannelse, inden de fylder 25, og at andelen uden hverken job eller uddannelse skal halveres frem mod 2030. For en del unge bliver vejen frem således først et job – og siden en uddannelse. Ændringen blev da også positivt modtaget af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Det er på høje tid, at politikerne erkender betydningen af arbejdsliv og praktisk erfaring. Jeg har selv – i al beskedenhed – plæderet for dét i årevis. Mange unge er dødtrætte af skole, bøger og omklamrende pædagoger. De har brug for at modnes, lære at stå op om morgenen og løse konkrete opgaver med kollegerne på en arbejdsplads – så kommer modet på uddannelse også.
Tusindvis af udsatte unge er havnet i et hamsterhjul af endeløse uddannelsestilbud; mange vil lære mere gennem »livets skole« end ved endnu en runde med bøger og begreber.
Det er derfor velkomment, at arbejdspladser og praktisk læring spiller en vigtig rolle i den Forberedende Grunduddannelse, som regeringen fremlagde i onsdags. Mindre klogt er det, at regeringen overlader den nye uddannelse til kommunerne og deres svingende budgetter – det må løses i de kommende politiske forhandlinger.
Desværre stopper det politiske opgør med uddannelsessnobberiet på halvvejen. Med målet om 95 eller 90 pct. i ungdomsuddannelse sidestilles erhvervsuddannelser med gymnasiet og hf. Sådan er virkeligheden imidlertid ikke. En erhvervsuddannelse som tømrer eller frisør giver kvalifikationer til et konkret job, det gør en studentereksamen ikke – gymnasiet er trædesten til videre uddannelse på universiteter, seminarier el. lign. Studenterhuen giver studiekompetence, men ikke erhvervskompetence.
Tallene viser da også, at de faglærte klarer sig markant bedre end de »ufaglærte studenter«, der kun har gymnasiet: »Svendebrevet er stærkere end studenterhuen alene,« konkluderer en kortlægning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Langt flere erhvervsuddannede er stabilt i job, og langt færre befinder sig i udkanten af arbejdsmarkedet. Et presset ufaglært arbejdsmarkedet medfører, at ufaglærte studenter har det sværere end før – akkurat som ufaglærte fra folkeskolen.
Så kære politikere: Før opgøret igennem og lav om på selve målsætningen. Uddannelsessystemet bør vurderes på, hvor mange der får en uddannelse med erhvervskompetence – dvs. en faglig eller videregående uddannelse. De unge strømmer mod gymnasiet, men for mange er det en blindgyde – og det politiske mål om »ungdomsuddannelse« bærer ved til gymnasiesnobberiet.
