Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 29.8.2014
Af Lars Olsen
Da dagpengereformen blev vedtaget i 2010, skønnede embedsapparatet, at 2-4.000 om året ville miste dagpengene. I virkeligheden blev det op mod ti gange så mange. Hvordan kan nogle af landets klogeste hoveder regne så galt?
Dagpengene er – igen, igen – blevet det store stridspunkt. SF og Enhedslisten forlanger forbedringer for de arbejdsløse i den kommende finanslov. Regeringstoppen – især De Radikale – siger nej.
Bag spillet på Christiansborg er en social tragedie. 34.000 mistede dagpengene sidste år, og A-kasserne vurderer, at det fremover bliver omkring 14.000 årligt.
Tallene står i skærende kontrast til dengang, da Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale vedtog dagpengereformen. I 2010 skønnede embedsapparatet, at 2-4.000 ville miste dagpengene, og at reformen var en stor fordel for samfundsøkonomien.
Fadæsen er ikke bare en regnefejl. Den bunder i et skifte i de regneregler, der bruges af Finansministeriet og toneangivende økonomer. Et skifte, der også får dramatiske konsekvenser på andre områder.
Indtil for få år siden gik økonomerne ud fra dét, vi andre også ved: At arbejdsløshed ofte handler om for lidt efterspørgsel efter arbejdskraft. Når der er nedgang og krise, bliver folk fyret, og der er færre nye job. Når økonomien så går op igen, bliver der mere efterspørgsel efter arbejdskraft, og arbejdsløsheden falder. Enkelt – og til at forstå.
I de senere år er en ny tankegang slået igennem hos toneangivende økonomer. Nu antages det, at når flere udbyder deres arbejdskraft – for eksempel fordi de er ved at miste dagpengene – så fører det automatisk til flere job og mere beskæftigelse. Og fordelene ved øget arbejdsudbud kommer hurtigt – »typisk i løbet af 4-5 år«, påpeger Regeringens Finansredegørelse. Derfor kappes politikerne om at »øge arbejdsudbuddet«.
Forklaringen bag siges ikke så højt. Økonomerne antager nemlig, at når flere bliver desperate og kappes om jobbene, så presses lønnen nedad, arbejdsgiverne får større overskud – og opretter nye job. Den radikale arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, kom for nogle år siden til at sige det ærligt: »Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen«. Han blev hurtigt kaldt til orden. Den ubekvemme sandhed skal ikke frem.
Fra i år indfases også reformen af efterlønnen. Den bygger på samme tankegang. Når de ældre tvinges til at blive på arbejdsmarkedet, så stiger udbuddet af arbejdskraft. Og vupti – vi får vækst og beskæftigelse. At Danmark på 6.år kæmper med betydelig arbejdsløshed forstyrrer ikke regnedrengene.
Dagpengekommissionen skal i 2015 komme med udspil til et nyt dagpengesystem. Det hedder direkte i kommissoriet, at den skal arbejde »på baggrund af Finansministeriets regneprincipper«. Ifølge disse vil forbedringer for de ledige altid koste kassen, mens forringelser er en fordel for samfundsøkonomien.
Der er brug for et opgør med de perverse regneregler.
