Kommentar i Altinget 29.12.2021
Af Lars Olsen
Blandt disse års velfærdsglade danskere kan de borgerlige ikke vinde et valg på klassiske politiske spørgsmål, men med personkampagner har de stadig en chance for at tippe flertallet, skriver kommentarskribent Lars Olsen, som derfor mener, at vi ser ind i et 2022 med polarisering og radikalisering af den politiske debat.
I starten af december glemte statsminister Mette Frederiksen at tage mundbind på, da hun shoppede i en tøjbutik. Tidligere minister Ole Birk Olesen (Liberal Alliance) skrev på Facebook:
»Hvis Danmark havde en troværdig statsminister, så kunne man (måske) tro på, at hun glemte at tage mundbind på i butikken. Men det har Danmark ikke«.
Dansk politik tog i de sidste måneder af 2021 en dramatisk drejning. En banal forglemmelse af et mundbind – noget mange har prøvet – gøres pludselig til et spørgsmål om statsministerens troværdighed. Og Ole Birk Olesen står langt fra alene:
»Det, jeg siger nu, er ret vildt: Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister«, lød det 4.november fra Jacob Ellemann-Jensen, selv en af oppositionens kandidater til posten. Udtalelsen faldt efter Mette Frederiksens pressemøde om mink og sms.
Mink- og sms-skandalen har radikaliseret og polariseret dansk politik på en måde, vi ikke har set i mange år. Alskens detaljer blæses op og bruges til at antaste Statsministeriets og Mette Frederiksens troværdighed, dansk politik har fået en grundtone af mistillid og konspirationsteori.
Kampagnen drives ikke blot frem af backbenchere, men af tunge borgerlige partiledere. Det sker i tæt parløb med toneangivende etablerede medier, mens de sociale medier præges af en stadig mere radikaliseret underskov af borgerlige meningsdannere. En uhellig alliance, der har muskler til at fastholde emnet på dagsordenen og få mistilliden til at brede sig til store dele af den politiske samtale.
Meget taler for, at vi står med en fundamental ændring, der vil vare frem til næste folketingsvalg, måske længere. Dansk politik er havnet i en destruktiv spiral, hvor politisk substans fortrænges af juristeri, polarisering og mobilisering af uforsonlige lejre.
Forklaringen er ikke kun, at Granskningskommissionens rapport bliver en af forårets store politiske begivenheder – personkampagner er også borgerlige politikere og mediers bedste chance for at tippe det politiske flertal, ja måske ligefrem den eneste.
På afgørende spørgsmål er de store borgerlige partier nemlig i strategisk defensiv; de tektoniske plader under dansk politik har siden 2015 forskudt sig til ugunst for Venstre, Konservative, Liberal Alliance m.fl.
For det første kan den borgerlige fløj ikke for alvor spille »udlændingekortet«. Det var ellers afgørende for Anders Fogh Rasmussens »blå systemskifte« i 2001, der flyttede hundredtusinder fra Socialdemokratiet/SF til Venstre/Dansk Folkeparti og etablerede mange års borgerligt hegemoni.
Med Mette Frederiksen tog en ny generation af yngre socialdemokrater over, og de ser omfattende tilstrømning af indvandrere og flygtninge i et andet perspektiv: som en potentiel trussel imod velfærdsstaten og Danmarks sammenhængskraft.
Socialdemokratiet udviklede deres egen udgave af stram indvandringspolitik. Den er i dag en afgørende skillelinje på centrum-venstre – ikke kun mellem S og støttepartierne, men ifølge Altingets og andres analyser også mellem partiernes vælgere. Flertallet af S-vælgerne støtter, ligesom de borgerlige, en stram udlændingepolitik, mens flertallet af støttepartiernes vælgere er imod – vælgerne har med Hørups ord »delt sig efter anskuelser«.
Det skaber en masse tumult i medier og politik, men slutfacit er og bliver: de borgerlige kan ikke længere trumfe dansk politik med »udlændingekortet«.
Samtidig har de tektoniske plader forskudt sig på et andet afgørende spørgsmål: velfærdspolitikken.
Finanskrisen skabte i dele af befolkningen en krisebevidsthed, der muliggjorde »reformer« og forringelser af efterløn, dagpenge og andre tryghedsordninger. Men den offentlige mening skiftede, da økonomien fra midt i 10’erne igen buldrede afsted.
Valget i 2019 var ikke kun et klimavalg, men nok så meget et velfærdsvalg. Et massivt flertal ville have bedre daginstitutioner, sygehuse og ældrepleje, med udspillet om »Arne-pensionen« blev Socialdemokratiet igen det store arbejderparti, og vi fik et »rød-grønt systemskifte«.
Når V, K, LA og Nye Borgerlige agiterer for offentlige besparelser og lavere topskat, er de ude af trit med disse års folkestemning. Op til jul scorede de konservatives Søren Pape Poulsen et gedigent selvmål, da han bebudede, at en borgerlig regering vil afskaffe »Arne-pensionen« og muligvis tillige minimumsnormeringerne i daginstitutionerne. Hermed forærede han rigtig tungt skyts til Socialdemokratiet og venstrefløjen.
I dette perspektiv er kampagnen imod Mette Frederiksen en formidabel chance. Den sætter ikke kun en anden dagsorden, men antaster også noget fundamentalt: modpartens troværdighed.
Forstå mig ret: Selvfølgelig skal medierne skrive om slagtede mink og slettede sms. Selvfølgelig skal oppositionen bore i en sag, hvor der i den grad er brug for kritiske spørgsmål til regeringen. Problemet er på tre felter: tonen, proportionerne og omkostningerne for folkestyret.
Dansk politik har også tidligere haft dramatiserede personkampagner. I 2011 måtte den konservative partileder Lene Espersen trække sig efter en massiv mediekampagne, der startede med en relativ banal aflysning af deltagelse i et internationalt møde. I 2014 oplevede vi sagen om Lars Løkke Rasmussens tøjbilag og underbukser, som ved 2015-valget medvirkede til Venstres tilbagegang og Dansk Folkepartis valgsejr.
Vi har imidlertid ikke i nyere tid set, at selve oppositionens hovedstød er en personkampagne imod statsministeren, og at store medier i den grad spiller med. Vi kender det fra lande som USA og Brasilien, men har – trods alt – været forskånet for det i Danmark.
Med den politiske taktiks kyniske briller er det imidlertid såre logisk. Slet og ret fordi det virker. For få måneder siden viste målingerne solidt »rødt« flertal, og Mette Frederiksen stod bomstærkt – i dag er dansk politik anderledes jævnbyrdig og uforudsigelig.
De borgerlige partier har en fundamental interesse i at holde mink- og sms-sagen på dagsordenen, og at mistilliden til Statsministeriet og Mette Frederiksen udvides til nye områder. Det samme har store medier som Berlingske og Ekstra Bladet, hvis chefredaktioner ikke skjuler deres animositet overfor »Slette Mette« – som hun hedder i Ekstra Bladet.
Vi ser ind i et 2022 med polarisering og radikalisering af den politiske debat. Blandt disse års velfærdsglade danskere kan de borgerlige ikke vinde et valg på klassiske politiske spørgsmål, men med personkampagner har de stadig en chance.
