Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.2.2019
Af Lars Olsen
Jeg oplever det gang på gang rundt i landet. Forældrene er bekymrede, og især mødrene sætter ord på. I Esbjerg var det en tillidskvinde. Hun henviste til unge håndværkeres pensionsalder på 75: »Jeg har en søn på 10. Hvordan skal jeg med god samvittighed råde ham til at tage en erhvervsuddannelse,« spurgte hun.
I Vejle var det én 3F’er i 40’erne. Hun har tre børn: De to læser videre, men den tredje er faglært. Hvorfor har han ikke kun udsigt til et barskere arbejdsliv, men også til en helt urealistisk pensionsalder, spurgte hun.
De er langt fra alene. 73 pct. af bagerne og slagteriarbejderne, der er i fagforbundet NNF, vil ikke råde deres børn til at vælge samme job som dem.
Når der diskuteres uddannelsesvalg hjemme ved køkkenbordet, er mange forældre blevet bekymrede – de kan ikke se deres børn arbejde som murere eller bagere til de er 75. For nogle unge er pensionsalderen langt væk, men efter de seneste ugers debat har mange selv tjekket deres pensionsalder. Det var ikke rart.
Sceneskift: Lad os spole filmen et årti tilbage. Ifølge politikere og medier er Danmark et »videnssamfund«. Det store hit er amerikanske Richard Floridas bog ”Den kreative Klasse”. Aalborg Portland hører ikke til fremtidens danske arbejdsmarked, siger en radikal politiker. 25 pct. af en årgang skal være akademikere, fastslår en konservativ minister.
Siden er der kommet nye boller på suppen. Danmark er både videns- og produktionssamfund, lyder den nye retorik. Politikerne prøver desperat at få de unge over i erhvervsuddannelserne, men paradoksalt nok: Samtidig skaber de et barskere arbejdsliv for faglærte. Arbejdstilsynet barberes, efterlønnen afvikles, pensionsalderen stiger…
De unge og deres forældre handler derefter. Alle flygter om bag skrivebordene. Gymnasier og universitet er hot, erhvervsuddannelse er not. Det har flere årsager, men især forældrene skeler til en surrealistisk pensionsalder.
Omsider har vi fået debat om spørgsmålet. Den blev for alvor udløst af Socialdemokratiets forslag om en differentieret pensionsalder: At folk efter 41-42 år på arbejdsmarkedet kan gå tre år tidligere.
Det vil være et stort fremskridt, så længe pensionsalderen er 66 eller 68, og faglærte/ufaglærte kan gå som 63- eller 65-årige. Det hjælper bare som en skrædder et vist sted, hvis pensionsalderen stiger til 75.
På Slotsholmen er dén debat no-go – men hvorfor? Det er fornuftigt, at politikerne fastlægger pensionsalderen femten år frem, så folk i 50’erne kender deres fremtid. Dagens unge håndværkere går imidlertid først på pension i 2060 eller 2070. Hvordan er samfundet til den tid? Vi aner det ikke!
Finansministeriets langsigtede fremskrivninger er ren science-fiction. Digitalisering og robotter ændrer arbejdsmarkedet radikalt længe inden, det samme gør øgede krav til klima og miljø.
En pensionsalder på over 70 bygger på, at vi ikke bare bliver ældre, men også får såkaldt »sund aldring« med flere gode leveår. Gør vi det? Sundhedsstyrelsen udsendte for nylig en rapport om ældres helbred: Middellevetiden er godt nok steget, men ældres funktionsniveau og fysiske/mentale helbred er ikke forbedret i de seneste ti år. »Opgør med myten om sund aldring,« lød overskriften i JP.
Hvornår mon Slotsholmen ankommer til virkeligheden? Erhvervslivet mangler industriteknikere, kokke og andre faglærte. Danmark har mere brug for erhvervsuddannede i dag end for surrealistiske regnestykker om strukturel balance i 2070. Lyt dog til Storm P.: Det er svært at spå – især om fremtiden.
