Klumme i Fagbladet 3F 28.4.2020
Af Lars Olsen
Mette Frederiksen genåbner Danmark gradvist – ligesom konservative regeringschefer i Norge og Tyskland. Men de presses af en liberalistisk genåbningsbølge, der kan få smitten til at eksplodere og koste tusindvis af liv.
I lørdags havde to aviser vidt forskellige forsider:
I Politiken var der fire grafer. I Spanien, Holland og England er der langt flere døde end normalt på grund af Corona. Grafen fra Danmark er meget bedre: Vi er sluppet nogenlunde igennem, fordi store dele af samfundet blev lukket ned tidligt i epidemien.
Jyllands-Postens budskab var et ganske andet: »Blå partier kræver klare svar om danskernes sommerferie«, dundrede forsiden. Kan vi rejse til udlandet til sommer? »Regeringen skylder både forbrugerne, rejseselskaberne og de mange sommerhusejere med tyske bookinger klarhed over, hvordan de er stillet, mener V, K og DF«.
Budskabet blev prompte tophistorie på TV2 News, der time efter time fører kampagne for maksimal genåbning. Men: Det er stemmefiskeri af værste skuffe. For ingen aner, hvordan en Corona-ramt verden ser ud til sommer.
Danmark har indtil nu holdt skindet på næsen, fordi statsminister Mette Frederiksen lukkede ned allerede 11.marts. Efter påske indledtes så en gradvis genåbning af skoler, daginstitutioner og arbejdspladser, men først om 1-2 uger ved vi, om det får antallet af smittede til at stige dramatisk. At forlange »klarhed« om situationen til sommer, er ikke andet end politisk plattenslageri.
Alligevel er budskabet interessant. De borgerlige partier er i et dilemma: Skal de følge konservative regeringsledere i Norge og Tyskland, der – ligesom Mette Frederiksen – er forsigtige af hensyn til smittefare og menneskeliv? Eller skal de lægge sig i slipstrømmen på den liberalistiske genåbningsbølge, vi ser både herhjemme og ude i verden?
I USA forlanger vrede demonstranter en hurtig genåbning i deres delstater, ivrigt støttet af højrefløjsgrupper og præsident Trump. I Brasilien siger højrefløjspræsidenten Jair Bolsonaro, at Corona blot er »en lille forkølelse«.
Herhjemme har den liberale tænketank Cepos længe agiteret for hurtig genåbning, selv om det koster i form af smitte og menneskeliv. Samme budskab kommer mere eller mindre indpakket fra borgerlige meningsdannere, anført af fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Corona’en har for alvor spaltet de borgerlige i socialkonservative og liberalister.