Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.5.2018
Af Lars Olsen
Det gik med ghettoerne som med den berømte ketchupflaske: Da proppen ikke længere sad i vejen, væltede det ud. Regeringen fremlagde for to en halv måned siden sit omfattende udspil, der angivelig vil skabe et Danmark uden ghettoer i 2030, men uenighed om finansieringen blokerede for forhandlingerne på Christiansborg.
I sidste uge indgik regeringen så en aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Radikale. V-LA-K-regeringen ville oprindelig sende hele regningen til almene lejeres kollektive opsparing i Landsbyggefonden: Over en årrække skulle fonden betale 12 mia. kroner til renovering m.v. i udsatte boligområder og yderligere 13 mia. ved omlægning af den såkaldte ydelsesstøtte.
Den enorme regning risikerede at tømme Landsbyggefonden og reelt stoppe renoveringer udenfor de udsatte områder. Boligselskaberne i BL er »meget lettede over, at den urealistiske forestilling om et renoveringsstop i resten af den almene sektor er lagt i mølposen. Derfor er der meget stor grund til at rose partierne uden for regeringen,« kommenterede BL-direktør Bent Madsen.
Ifølge den politiske aftale skal Landsbyggefonden bidrage med 10 mia. kroner frem til 2026. Det er immervæk også en sjat. De udsatte boligområder har – som andre almene områder – ret til renovering med støtte fra Landsbyggefonden. Realiteten er imidlertid, at en uforholdsmæssig stor del af midlerne bruges på de kun 12 procent, der på Christiansborg defineres som udsatte områder. Som almen lejer spørger jeg, hvorfor min husleje skal gå til boligsociale antropologer og nye veje i ghettoerne i stedet for til vores utætte tage og vinduer?
Jeg kender godt svaret: Politik er det muliges kunst. Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti hindrede katastrofen. Resten må skrives på tabskontoen for at have en boligminister og et Finansministerium, der dybest set er imod almene boliger.
Virker det så? Har vi i 2030 et Danmark uden ghettoer og parallelsamfund? Jeg krydser fingre. Jeg er lodret uenig med dem på venstrefløjen, der bagatelliserer problemet. I 2005 beskrev jeg i »Det delte Danmark« den destruktive subkultur, vi som dansk familie oplevede på det multietniske Nørrebro. Siden har vi for alvor fået islamisk terrorisme. Udsatte boligområder betyder ikke kun utrygge beboere og negativ social arv, men kan også være arnesteder for dødsensfarlig ekstremisme.
Det bedste ved de nye ghettotiltag er, at de sætter strøm til systemerne rundt om i landet. Boligorganisationer og kommuner bliver tvunget til at gøre noget seriøst. Alligevel er jeg bekymret for det videre forløb.
Det store spørgsmål er, om Slotsholmen overhovedet har den nødvendige faglige ekspertise og politiske overblik? Boligministeriet har ikke fortidens muskler, og almene boliger har under Løkke været vandrepokal mellem adskillige ministre. Politisk er det ikke bedre. Boligminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance kom igennem med den arbitrære regel, at kun 40 procent i »hårde ghettoer« må være almene familieboliger. Firkantet administreret kan det føre til absurde konfrontationer. Høje-Taastrup kan blive tunget til at rive 20 procent af deres boliger ned: Hvor skal de mennesker bo?
Boligministeren og embedsapparatet har udnævnt sig selv til overdommere, især overfor de 30 lokalområder omkring de »hårde ghettoer«. Forhåbentlig mestrer de kunsten at fare med lempe. Vi risikerer, at det tiltrængte opgør med ghettoerne køres af sporet i et andet parallelsamfund – på Slotsholmen.
