Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 8.4.2013
Af Lars Olsen
Lærerkonflikten sætter dagsordenen, og alskens skolehistorier hvirvles op i mediestrømmen. Lad os tage én af dem, der afdækker mere generelle brudflader i uddannelsesdebatten. Sidste søndag (31/3) var TV Avisens tophistorie, at undervisningsminister Christine Antorini manipulerer med tallene og gør folkeskolen dårligere, end den er, for at få sin folkeskolereform igennem.
Anklagen kom fra to forskere og ligger i forlængelse af lignende beskyldninger imod Bertel Haarder og andre undervisningsministre. Anledningen var en ny analyse fra Undervisningsministeriet, der viser at 18 procent af eleverne forlader folkeskolen uden at have bestået nøglefag som dansk eller matematik. De har fået under 2 i dansk/matematik – eller er slet ikke gået op til afgangsprøven efter 9.klasse.
Tallene er »manipulation«, sagde Peter Allerup. Han er professor på Aarhus Universitet, der i dag viderefører Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). For åben skærm foretog han et banalt regnestykke, hvor de 7 procent af en årgang, der ikke går op til prøven, blev trukket ud af tallene. »Det er en blanding af elever, der er syge, bortrejst eller ikke kan deltage af andre grunde,« forklarede Allerup,
Han blev bakket op af en professor fra Københavns Universitet: »Man får et forvrænget billede af, at præstationsniveauet er dårligere end det faktisk er,« fastslog Anders Holm.
Christine Antorini afviste kritikken. Hun pegede på, at de elever, som ikke går op til prøven, klarer sig lige så dårligt efterfølgende som dem, der får bundkarakterer. Og dét er ikke så mærkeligt. Som analytiker på Ugebrevet A4 var jeg i 2006 med til at tilrettelægge en analyse af unge uden 9.klassesprøven. Det er i høj grad unge fra underprivilegerede samfundslag. Blandt danske unge uden sociale problemer var det kun 6 procent, men blandt indvandrerunge 16 procent – og blandt danske unge fra socialt svage familier hele 19 procent.
I den følgende tid gravede jeg videre i emnet. Uddannelsesvejledere fortalte om elever fra belastede familier, som dropper ud af skolen allerede i 7.klasse. Socialarbejdere i ghettoområder berettede om mange »skoleløse unge«. Altså en helt anden historie end professorsnakken om syge og bortrejste.
Udtalelserne fra de to professorer er desværre mere typiske end som så. Det pædagogiske parnas har konsekvent lukket øjnene for problemerne i bunden af skolesystemet. Da PISA-undersøgelserne viste, at 16-18 procent forlader skolen uden tilstrækkelige læsefærdigheder, stillede DPU-miljøet (med enkelte undtagelser) hellere spørgsmål ved tallene end bidrog til en løsning. Måske bliver PISA i enkelte tilfælde brugt til mere, end der er dækning for, men grundlæggende dokumenterer undersøgelserne det samme som et hav af andre tal: At knap en femtedel af en årgang falder gennem i uddannelsessystemet.
Opgøret mellem forskere og politikere er intet tilfælde. Den pædagogiske elite vil værne reformpædagogiske landvindinger imod politiske anslag. Mange forskere og konsulenter er stadig rodfæstet i det tankesæt, der dominerede uddannelsessystemet indtil midten af 00erne – »ansvar for egen læring« i folkeskolen, gymnasiereform, Reform2000 på erhvervsuddannelserne m.v. Et tankesæt, der bunder i forestillinger om individets selvrealisering i det postmoderne samfund, men fører til uddannelser indrettet efter den højere middelklasse.
Tankesættet står også stærkt i embedsapparatet, men er på retur blandt politikerne, og det vækker modstand. At de underprivilegeredes børn ryger på bagdelen – det er jo bare tal.
