Kronik i Jyllands-Posten, september 2022
Af Lars Olsen
Centraliseringen rammer ikke kun i Jylland, men også på Vest- og Sydsjælland. Kan Inger Støjberg, med rødder i det jyske Venstre, appellere til de mere socialdemokratiske sjællændere.
Danmark har nye – og voksende – geografiske skel. For tredive år siden var der meget overklasse og højere middelklasse i ”whiskybæltet”, de rige områder nord for København, men ellers boede de velstillede relativ spredt rundt i landet. Siden er de øvre lag blevet større og mere koncentreret: store dele af hovedstadsområdet domineres i dag af folk med høje indkomster og/eller lange uddannelser.
Det gælder ikke kun de nordlige forstæder, men også meget af Københavns Kommune. I 1980’erne var Vesterbro et lidt forhutlet arbejderkvarter med mange billige lejligheder. I dag er boligerne moderniseret, og ifølge en opgørelse i Journalisten bor der flere mediefolk i Absalonsgade end i hele Vesthimmerland Kommune. Halvdelen af vesterbro’erne i den erhvervsaktive alder tilhører overklassen og den højere middelklasse.
En lignende forvandling er sket i andre københavnske kvarterer. Meget af den slidte arbejderby er i dag en metropol for højindkomster, akademikere og universitetsstuderende – sidstnævnte ofte i forældrekøbte lejligheder.
Bagtæppet er en cocktail af boligpolitik og erhvervsudvikling. Store dele af byen er slet og ret blevet for dyr for almindelige indtægter. Samtidig er det i hovedstaden, vi finder mange af de nye lukrative job i finans, kommunikation og konsulentvirksomhed – og så er optaget på universitetet fordoblet på femten år, også dét har trukket nye grupper til byen. En lignende udvikling er sket i dele af Aarhus, men langt fra så dramatisk.
I vores fælles bog, ”Rige børn leger bedst”, kortlægger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd det nye sociale Danmarkskort. Parallelt med gentrificeringen af de to største byer er arbejderklassen af faglærte og ufaglærte presset vestpå – både på Sjælland og i Jylland. Derud hvor boligpriserne også er for lav- og mellemindkomster. Derud hvor produktionsvirksomhederne i dag er placeret. Sociale og geografiske skel er knyttet tættere sammen end før.
Når Inger Støjberg taler om »de fine saloner i København«, har hun således en pointe. København har stadig øer af udsatte boligområder og socialt blandede kvarterer, men det store billede er værd at hæfte sig ved: den toneangivende hovedstadsopinion lever i en mere privilegeret social virkelighed end den brede arbejder- og middelklasse ude i landet. Det skaber en afstand, og i et demokrati bliver den slags nødvendigvis italesat.
De geografiske skel har da også været en stærk understrøm ved de seneste valg. I 2015 havde vi ”det gule Danmark” – Dansk Folkeparti blev størst i hele det sydlige Jylland og på Vest- og Sydsjælland, valgforskerne kaldte ligefrem deres analyse for ”Oprør fra Udkanten”.
I 2019 spillede geografiske skel ligeledes en betydelig rolle; især Socialdemokratiet mobiliserede på modvilje mod centraliseringen og flyttede afgørende vælgergrupper i provinsen fra Dansk Folkeparti og Venstre.
Med Inger Støjbergs overraskende succes i meningsmålingerne bliver center-periferi også et tema ved det forestående valg. Nogle forudser ligefrem et nyt jordskredsvalg, og der er allerede skrevet en del for og imod Inger Støjbergs ”jyderi” – derimod har de færreste øje for Vest- og Sydsjælland, som også var del af ”det gule Danmark”.
Der er da heller ikke tvivl om, at afstanden til København opleves som manifest i dele af Jylland. En del jyder har ligefrem udviklet en modidentitet, gang på gang har jeg hørt Sjælland og København tituleret som »djævleøen«. Sådan har det været i mange år, men de seneste årtiers centralisering har gjort ondt værre:
Sygehuse, uddannelser, politistationer og andet er blevet koncentreret i de større byer, og det har ramt mindre samfund både i Jylland og på Fyn og Sjælland. Centraliseringen har efterladt en folkelig modvilje imod eliten i de fine københavnske saloner, der let kan mobiliseres politisk.
Center-periferi handler imidlertid også om klasseskel og sociale udfordringer, og hér er problemerne nok så markante på Vest- og Sydsjælland og især på Lolland-Falster. Mange unge gennemfører aldrig en uddannelse, og problemet er betydelig større end i det meste af Jylland.
Det er også i yderområder på Sjælland og Lolland-Falster, vi finder en del socialt belastede områder. Stor koncentration af grupper udenfor arbejdsmarkedet er mere sjælden i den jyske provins, hvor der er mange produktionsjob, men på Sjælland er produktions-Danmark svagere, folk må pendle langt til job – eller havne på sociale ydelser.
Politisk er landsdelene heller ikke ens. I 2019 blev Dansk Folkepartis gule farve fortrængt fra det meste af Danmarkskortet, pendulet svingede tilbage til de etablerede partier, men kuløren var forskellig: Det meste af det sydlige Jylland blev blåt, Venstre var atter størst; derimod var Sjælland udenfor hovedstaden rødt, hér var Socialdemokratiet størst.
Den fysiske afstand til København er således størst i Jylland, men den sociale er dybest på Sjælland – og den politiske kultur er ret forskellig.
En mere personlig vinkel: Efter mange år i hovedstadsområdet flyttede vi for halvandet år siden til Holbæk. Det er blot 67 km fra Rådhuspladsen, men tit er perspektivet et andet.
Selve Holbæk by er i rivende udvikling. Overalt skyder der rækkehuse og boligblokke op, tusindvis er flyttet væk fra de svimlende boligpriser tættere på København – man får simpelthen mere for pengene herude.
Holbæk har en selvforståelse som gammel seminarieby med stærkt kulturliv og civilsamfund. Det var derfor en mavepuster til hele byens identitet, da Holbæk Seminarium lukkede som følge af centraliseringen. Siden har nye politiske vinde heldigvis vendt udviklingen. For nogle år siden fik vi en sygeplejerskeuddannelse, og nu kommer også et pædagogseminarium. Holbæk er ved at blive uddannelsesby – igen.
Den geografisk store kommune har imidlertid sin egen brudflade mellem center og periferi. I 2015 lå ”det gule Danmark” blot en snes kilometer herfra, Dansk Folkeparti fik over 30 pct. i yderområder som Undløse og Mørkøv. Mønsteret gik igen, da vi stemte om at afskaffe forsvarsforbeholdet – i Mørkøv og Undløse stemte 45 pct. ”nej”. Der kan være langt til Holbæk, men er endnu længere til Bruxelles.
En del vestsjællændere oplever, at de ikke har fået samme del i samfundets fremgang som folk i de store byer. Ifølge Trygfondens analyser er Vest- og Sydsjælland den region, hvor flest tilkendegiver, at de »vil have svært ved at finde et andet job, også selv om jeg accepterer en lavere løn«.
I en kronik i JP beskrev formanden for Region Sjælland, Heino Knudsen, sammen med sin nordjyske kollega en anden geografisk skævhed – i sundhed. På flere områder er der kun halvt så mange speciallæger pr. indbygger i Region Sjælland som i Hovedstaden. Samtidig er befolkningen på Sjælland – ligesom i Nordjylland – ældre og lider af flere dårligdomme. Ikke nogen rar cocktail.
Som nytilflyttet til Holbæk er lægemanglen da også iøjnefaldende: Da vi boede i Humlebæk, fik vi tid hos lægen indenfor et par dage – i Holbæk kan man risikere at vente i ugevis, hvis det ikke er akut. Ventetiden hos speciallægerne er endnu værre, helt anderledes end i Nordsjælland hvor mange af lægerne selv bor. Uligheden i sundhed er tydelig i hverdagen.
Det er tiltrængt, at Danmarks nye geografiske skel kommer på dagsordenen, men lad os diskutere de reelle problemer – det handler primært om skævhed i magt og muligheder. Spændingen mellem en del jyder og København er lige som gammel som Metusalem, for os på Vestsjælland handler det mere om ulige levevilkår – om uddannelsespladser, lægedækning og arbejdspladser. Og hvad vil du gøre ved det, Inger?
