Klumme i Altinget, september 2022

Af Lars Olsen

 

Regeringen og Venstre vil med hver sin plan flytte ressourcer fra universiteter til erhvervs- og professionsuddannelser. Det er på høje tid, men hvorfor dog gå over åen efter vand?

 

»Uddannelsessnobberi«.

I de seneste måneder har unge håndværkere og lærlinge, samlet i »lærlingeoprøret«, gået til kamp mod uddannelsessnobberiet. De protesterer imod, at erhvervsuddannelserne betragtes som andenrangs. De træder op mod et samfundssyn, hvor uddannelsers prestige måles i antal år med teoretisk undervisning – jo længere, desto højere prestige.

Disse dages debat skærer problemet ud i pap. Regeringen og Venstre har i to lidt forskellige planer skitseret, hvordan der kan flyttes ressourcer fra universiteterne til erhvervs- og professionsuddannelser. Og det udløser en nærmest rituel kritik:

»Danmark dummere«, hedder en leder i Politiken. »Viden avler vækst, som avler mere viden. En magisk spiral, som har bragt os vidt og været til enorm gavn for et lille land som Danmark (…) Jo mere uddannelse, jo bedre (…) det er absurd at arbejde for, at flere danskere bliver dårligere uddannet«.

Formanden for universiteternes rektorkollegium kalder det for »en absurd måde at føre uddannelsespolitik på (…) Det er ikke mindre, men mere viden, vi har brug for,« siger Brian Bech Nielsen.

 

Den abstrakte bekendelse til »mere uddannelse« ser slet og ret bort fra virkelighedens behov. Vi er på vej mod desperat mangel på erhvervs- og professionsuddannede. Allerede i dag ser vi hospitaler lukke afdelinger i perioder, fordi der er for få sygeplejersker. Ældresagen advarer imod, at manglen på sosu’er kan udløse en »humanitær krise« i ældreplejen. Læg dertil manglen på faglærte som elektrikere og tømrere, der skal realisere den grønne omstilling.

Samtidig viser prognoserne, at der indenfor en del akademiske fag uddannes for mange. Læg dertil en ny undersøgelse, hvor over halvdelen af de nyuddannede indenfor humaniora finder, at overgangen til arbejdsmarkedet er svær, og mange svarer, at de ikke »bruger meget af det, de lærte på uddannelsen«.

Danmark har i de seneste årtier været igennem en mere dramatisk ændring af samfundet og uddannelserne, end mange gør sig klart – og dén er nu stødt på sine grænser. I 1990 var det 11 procent af en årgang, der tog en lang videregående uddannelse, i dag er det 27 procent, og tallet ventes at stige yderligere.

Skreddet tog for alvor fart med 00’ernes dominerende forestilling: at Danmark skulle være et »videnssamfund«, med forskning og lange uddannelser som drivkraft i fremtidens vækst.

Forestillingerne udløste en hel stribe reformer af uddannelsessystemet. Forskere som amerikanske Richard Florida drog i triumf gennem landet med budskabet om »den kreative klasse.« Skiftende regeringer fastslog, at 25 procent af de unge skulle være akademikere – og for én gangs skyld blev et politisk mål overopfyldt, de unge strømmede imod gymnasier og universiteter.

Siden er det bredt erkendt, at Danmark er både videns- og produktionssamfund, og at al for få unge vælger erhvervs- og velfærdsuddannelser. Sommeren viste endnu et bekymrende fald i søgningen til pædagog, sygeplejerske og lærer. Det har imidlertid vist sig pokkers svært at få den akademiske ånd tilbage i flasken.

Det er dét, de store partier nu prøver på. Regeringen vil korte halvdelen af universiteternes kandidatuddannelser ned til fire år, det skal skaffe midler til mere undervisning og til investeringer i erhvervs- og professionsuddannelser. Venstre vil noget af det samme, dog med færre beskæringer på universiteterne, til gengæld afskaffes det ekstra SU-år, så der kun er SU på den normerede studietid.

Forslagene er inspireret af Reformkommissionen, ledet af Nina Smith, der i foråret skitserede en stribe ændringer i uddannelsessystemet. Al uddannelse skal ikke koncentreres i de unge år, men i højere grad tages som efteruddannelse livet igennem i vekslen med praksis, påpegede Reformkommissionen. Et synspunkt, som regeringen med rette har taget til sig.

 

Den konkrete kritik af de politiske udspil går ikke mindst på forslaget om kortere kandidatuddannelser. Er der overhovedet brug for den slags kandidater, spørges der. Debatten handler – igen, igen – om universiteter og den højere middelklasses børn, ikke om de bredere samfundsudfordringer.

Måske har regeringen og Venstre scoret et selvmål. I virkeligheden kunne omprioriteringen af uddannelsessystemet ske langt mere enkelt: En kraftig beskæring af pladserne på de universitetsuddannelser, der ikke er stærkt behov for, og en tilsvarende udbygning af pladserne på de erhvervs- og professionsuddannelser, hvor vi er på vej mod desperat mangel.

Noget må simpelthen gøres. Vi risikerer, at det kommende årtis små årgange på arbejdsmarkedet skaber kriser i vigtige samfundsfunktioner som ældrepleje og børnepasning – søgemønstrene i uddannelsessystemet må ændres, så de kommer bedre i sync med samfundets behov. Et mere direkte udspil om dette ville også være sundt for den offentlige debat – det ville skabe en mere »ren« diskussion om de dilemmaer, vi står i som samfund.

Men hvorom alting er: Med de nye udspil fra Socialdemokratiet og Venstre er prioriteringen i uddannelsessystemet på dagsordenen, uanset hvem der vinder valget. Og det er på høje tid.

21