Klumme i Jyllands-Posten 3.7.2023
Af Lars Olsen
Det tog sin tid, men supertankeren vender. »Med aftalen om en ny kandidatreform vil der samlet set blive frigjort 1,7 mia. kr. i 2030 stigende til 2,1 mia. kr. i 2034«. Sådan starter et ministerielt fakta-ark om uddannelsesreformen, som et bredt flertal på Christiansborg præsenterede i tirsdags. Reformen foretager en milliardstor omprioritering, men er frem for alt et skifte i 30 års uddannelsespolitik.
Der skal optages otte procent færre på universiteterne, og knap en tredjedel af kandidatuddannelserne bliver forkortet eller ændret. Det sparer penge til undervisning og SU og øger ”arbejdsudbuddet”. Noget geninvesteres i universiteterne, men en milliard om året skal frem mod 2030 flyttes til erhvervs- og velfærdsuddannelser.
Vi vil i den næste tid høre meget råberi fra universiteterne, undervurdér aldrig akademikere og studerendes evne til at bringe sig i fokus! Det interessante er et andet sted: Aftalen er kun første skridt i et større reformarbejde, der i de kommende måneder skal løfte erhvervs- og velfærdsuddannelser og skabe en mere praktisk folkeskole. Et kursskifte i uddannelsessystemet, der er hjerteblod for mange af de yngre socialdemokrater, som tog over med Mette Frederiksen.
Omsider gør Danmark op med 30 års fejlslagent fokus i uddannelsesverdenen. Overfladiske forestillinger om et »videnssamfund«, stort set uden produktion og praktiske funktioner, førte til akademisering af mange uddannelser. Penge og status strømmede mod universiteterne, de unge gjorde det samme.
Reformaftalen er en god start, men heller ikke mere. Aftalen afsætter eksempelvis 3-400 millioner om året til erhvervsskolerne, og ifølge undervisningsminister Mattias Tesfaye skal det sikre moderne udstyr og bedre efteruddannelse til lærerne. Danske Erhvervsskoler og Gymnasier har imidlertid tidligere opgjort, at det vil koste 1,7 mia. at genoprette kvaliteten.
At politikerne i sidste uge afsatte 143 mia. kroner – 143.000.000.000 – til forsvaret, siger lidt om proportionerne. Oprydningen efter 30 års skæv uddannelsespolitik kræver simpelthen noget mere.
Reformaftalen bød i øvrigt på et tankevækkende intermezzo. Det er velkendt, at De Radikale er klogere end alle os andre; det er også velkendt, at de tænker meget langt. Det var også tilfældet hér. I mandags forlod de forhandlingerne med henvisning til et notat, der viser et årligt velstandstab på 12 milliarder kr. som følge af, at der uddannes færre akademikere.
Det er også rigtigt – i 2075! Ifølge Finansministeriets »regneprincipper for ændringer i uddannelsesniveauer« vil det på meget lang sigt være en dårlig forretning, fordi en akademiker traditionelt får højere løn end en murer eller sygeplejerske, og dermed bliver der på papiret et lavere nationalprodukt.
Problemet er bare, at vi mangler faglærte og velfærdsuddannede. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) pegede da også på, at regnemodellerne mangler hold i virkeligheden:
»Følger man den logik, så skulle man bygge et samfund alene af højtuddannede (…) Og så var der ikke nogen sygeplejersker, ikke nogen faglærte. Man kan ikke bygge et hus kun med arkitekter, uden en murer,« forklarede hun til Altinget.
Bravo, Egelund! Måske er det på tide, at regeringen får gjort op med regnedrengene. Vi skal genskabe respekten for praktisk arbejde og uddannelse, også bag murene i Finansministeriets røde bygning.
