Klumme i Jyllands-Posten 30.8.2021
Af Lars Olsen
Regeringen skød i tirsdags den politiske sæson i gang med intet mindre end ”Fremtidens Danmark”. Mens augustsolen bagte udenfor, tilbragte knap 500 politikere, erhvervs- og organisationsfolk dagen i Fredericias triste messecenter. Konferencen er første skridt i den ti-års-reformplan, som Mette Frederiksen annoncerede før sommerferien – en plan der skal erobre den politiske midte og give ordet »reform« ny betydning.
Gennem 10’erne fulgte både Løkke- og Thorning-regeringerne neo-liberale reformrecepter: Lavere skat i toppen, færre sociale ydelser i bunden, økonomiske incitamenter som hovedingrediens. Mette Frederiksen & Co. vil løse mange af de samme samfundsproblemer, men med et andet og bredere perspektiv.
Et eksempel er manglen på arbejdskraft; regeringen deler bekymringen hos erhvervsliv og borgerlige, men ikke nødvendigvis recepten. Mette Frederiksen fremhæver, at løsningen ikke er øget import af arbejdskraft, men at vore egne kommer i arbejde, ikke mindst de 45.000 unge der hverken har job eller uddannelse at stå op til.
Dette kan også indebære stramninger. I Fredericia pegede integrationsminister Mathias Tesfaye på et åbenlyst paradoks. Under en temadebat sad direktøren for Arriva i Midtjylland og Aarhus-rådmanden for beskæftigelse side om side. Den første mangler buschauffører, den anden har en masse arbejdsløse. Hvorfor tager de ikke jobbene, spurgte Tesfaye, måske skal rådighedsreglerne for ledige strammes op.
Hovedvejen bliver imidlertid en anden. Folkeskolen er for teoretisk, den taber for mange, påpeger Mette Frederiksen. Hvordan det konkret skal ændres, »forbeholder jeg mig ret til at tænke nærmere over«, tilføjede hun. Noget kan ske gennem lovgivning, men rigtig meget afhænger af kulturer, undervisningsformer og samspil med lokalsamfund og virksomheder.
Der vil i den kommende tid ske en styrkelse af skolens praktiske fag og praksisfaglighed, også erhvervspraktik er i spil. Det allerstørste problem er, at Danmark i 2030 vil mangle mindst 100.000 faglærte. Mette Frederiksen vil gøre op med »uddannelsessnobberiet«, hvor akademisk uddannelse betragtes som finere end de praktiske.
Hér må regeringen formentlig ty til skrappere midler: skære i optaget til universiteterne, så flere tvinges over i erhvervs- eller professionsuddannelser som lærere og pædagoger, hvor der også mangler folk. Et opgør med akademiker- og studenterlobbyen, der næppe kommer til at gå stille af.
”Fremtidens Danmark” er et klenodie i den socialdemokratiske skattekiste. Efterkrigsprogrammet, som Jens-Otto Krag forfattede i 1945, ses i dag som velfærdsstatens dåbsattest. Med ti-års-planen lægger Socialdemokratiet Thorning-Corydon-æraen bag sig og vender tilbage til ”social ingeniørkunst” – til traditionen fra Kampmann, Krag, Nyrup og Lykketoft.
Social ingeniørkunst kan udfordre velerhvervede rettigheder, men perspektivet og paletten er bredere. Noget handler om skat og sociale ydelser, men mere om regler på andre områder, kulturer og civilsamfund. Og ikke mindst hvordan det hele spiller sammen.
Opgør med uddannelsessnobberi og styrkelse af produktions-Danmark har appel langt ind i de borgerlige rækker. Og nok så vigtigt: Det er langt mere populært blandt folk flest end de neo-liberale reformrecepter. Rigtig gennemført kan den nye reformlinje trække på et reservoir af folkelig snusfornuft, der kan afgøre næste valg.
