Kommentar i Altinget, august 2024:
Af Lars Olsen
På søndag går millioner af østtyskere til valg, og det højrenationale AfD står til storsejr. Valgets overraskelse kan dog blive et nyt venstrepopulistisk parti, der bør vække eftertanke hos centrum-venstre i hele Europa
Tysk politik står foran et jordskælv. Søndag er der valg i de to østtyske delstater Thüringen og Sachsen, og senere i september følger Brandenburg.
Alle tre steder står det højrenationale AfD til at blive delstatens største parti, i Sachsen dog side om side med det konservative CDU.
AfD står i forvejen stærkt i det østlige Tyskland, så nok så bemærkelsesværdig er det få måneder gamle venstrepopulistiske Bündnis Sahra Wagenknecht. BSW er stiftet af Sahra Wagenknecht, en tidligere toppolitiker i Linke – Tysklands svar på Enhedslisten, som er skrumpet til få procent.
Ikke desto mindre står BSW til 19 procent i Thüringen, 13 procent i Sachsen og 17 procent i Brandenburg, i Sachsen og Thüringen er det større end det socialdemokratiske SPD.
Hvis målingerne bliver virkelighed, vil 40-50 procent stemme på to nye partier, der opleves som talerør for de underprivilegerede ossies. 35 år efter Berlin-Murens fald er Tyskland langt fra genforenet, op mod halvdelen af østtyskerne vender ryggen til de gamle vesttyske partier.
Sahra Wagenknecht er født og opvokset i DDR, hvor Linke i mange år stod stærkt, men har mistet store vælgergrupper til AfD. Med sig har hun en pæn del af Linkes forbundsdagsgruppe og andre erfarne politikere, BSWs kandidat som ministerpræsident i Thüringen er Katja Wolf, der ligeledes er vokset op i DDR og overborgmester i Eisenach.
Nok så bemærkelsesværdig er den politiske formel bag BSW. Partiet beskrives som venstre-konservativt: »Socialt og politisk er vi til venstre, men på socio-kulturelle områder vil vi møde mennesker, hvor de er«, fastslår Sahra Wagenkencht.
En af mærkesagerne er »flygtningepolitik efter dansk forbillede«.
https://www.facebook.com/sahra.wagenknecht (opslag 14/8)
Wagenknecht er inspireret af den formel, der i 2017-21 bragte Mette Frederiksens socialdemokrati tættere på arbejderklassen og provinsen: Stram indvandrings- og værdipolitik, rød velfærds- og fordelingspolitik.
Strategien bag det nye parti blev foldet ud i et stort interview i det anerkendte britiske venstrefløjsmagasin New Left Review.
https://newleftreview.org/issues/ii146/articles/sahra-wagenknecht-condition-of-germany
En bærende søjle er »økonomisk sund fornuft«:
Sahra Wagenknecht vil forsvare Tysklands mange små og mellemstore industrivirksomheder, der er forankret i lokalsamfund landet over. Virksomheder, der er presset af svimlende energipriser som følge af konflikten med Rusland og klimapolitik initieret af De Grønne.
»Der er en reel fare for at produktionsjob vil blive ødelagt i stor skala. Og når industrien forsvinder, så forsvinder det hele – ordentligt betalte job, købekraft, sammenhængskraft i lokalsamfundene. Se bare på Nordengland eller afindustrialiseringen af de østtyske delstater. Det forhold, at vi har en solid industriel base, betyder, at vi stadig har relativ mange velbetalte job«, påpeger Wagenknecht.
I de senere år er der opstået millioner af working-poor – folk der har job, men dårligt kan forsørge familien. De »arbejdende fattige« er typisk ansat i usikre job i servicesektoren, der ofte træder i stedet for produktionsjob.
Vi kender også skellet herhjemme, heldigvis knap så dramatisk. Det viste en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd foretog til vores bog Rige børn leger bedst:
Gode job til faglærte og ufaglærte er ofte i den offentlige sektor eller i industrien, hvor der er stærke fagforeninger og ordnede forhold. Også hos os er servicejob tit præget af svage fagforeninger og prekære ansættelser.
Splittelsen på den tyske venstrefløj bunder i et dybere socialt og kulturelt skifte. Sahra Wagenknecht støtter sig på en analyse af franske Thomas Pikkety: at venstrepartierne i mange lande har udskiftet den gamle base i arbejderklassen med en uddannelseselite af yngre studerende og akademikere.
»En ny, universitetsuddannet, professionel klasse har ekspanderet massivt gennem de sidste tredive år (…) Den dominerer i medier, i politik og i storbyerne, hvor den offentlige mening formes. (…) De såkaldte småfolk (kleinleute), dem i landsbyer og mindre byer, mennesker uden universitetsuddannelse, har mindre og mindre reel adgang til politik«, siger Sahra Wagenknecht.
For BSW er det et strategisk mål at træde op mod denne »repræsentationskløft.« I Tyskland findes de tilsidesatte i stort tal i det tidligere DDR, hvor lønninger og formuer stadig er markant under de vesttyske.
Repræsentationskløften er der også omkring Ukraine. Tyskerne er mere delte end danskerne, halvdelen vil have mindre våbenhjælp til Ukraine og forhandlinger for at slutte krigen – og de er særlig mange i Øst. BSW vil have de østtyske delstater til at presse forbundsregeringen, det samme vil den populære konservative ministerpræsident i Sachsen, Michael Kretschmer (CDU).
https://www.zeit.de/politik/deutschland/2024-08/ukraine-krieg-michael-kretschmer-sachsen-waffenhilfe?fbclid=IwY2xjawE2YI9leHRuA2FlbQIxMAABHZYeILbPgjP5HunALrNgCnTuE3yjcZ1t20fPhoJ7JkKFIShxAVTsYxWpPQ_aem_tr5avo4Ex8CMo9Npsz5z1A
Repræsentationskløften er der på tværs af de vestlige lande. Ved valget i Frankrig blev Marine Le Pens højrenationale størst i de fleste landdistrikter og mindre byer. I Danmark oplevede vi i 2015 »det gule Danmark«, hvor Dansk Folkeparti var størst på Vest- og Sydsjælland og i hele det sydlige Jylland.
Kløften opstår ofte, når de gamle arbejder- eller landbopartier farves af storbyernes ekspanderende kultur- og uddannelseselite. »Det gule Danmark« var et oprør mod centralisering og liberal indvandringspolitik, som både Socialdemokratiet og Venstre måtte tage til sig.
I Tyskland forsøger BSW at tale for de tilsidesatte, det samme gjorde Mette Frederiksens socialdemokrati frem til 2022. Men ofte slår europæiske socialister og socialdemokrater syv kors for sig. De folkelige strømninger opfattes som »kulturkonservative« og »i strid med venstrefløjens værdier«.
Er det nu rigtigt? Et konkret historisk eksempel:
I Danmark havde vi i 30 år voldsom strid om udlændingepolitikken. Venstrefløj og radikale omfavnede den liberale indvandringspolitik, det samme gjorde mange socialdemokrater og borgerlige.
Efterhånden voksede en mere kritisk opinion. I 1990’erne båret frem af det nye Dansk Folkeparti og S-borgmestrene på Københavns Vestegn, der havde store integrationsproblemer tæt på. I 2001 vandt Venstre valget på at stramme op, og med Mette Frederiksen kom en ny generation af socialdemokrater, der så problemerne ved masseindvandring fra Mellemøsten og Afrika.
En ny konsensus har i dag slået rod hos flertallet af danskerne. Nej, bevidstheden om indvandringens skyggesider bundede ikke bare i kulturkonservatisme og racisme, men viste sig at være en sund folkelig fornemmelse for, hvad et velfærdssamfund som vores kan kapere.
Lignende erkendelser breder sig i andre lande. Svenskerne inspireres i dag af den danske bandeindsats, og »flygtningepolitik efter dansk forbillede« er blevet slogan på den tyske venstrefløj.
Forhåbentlig tør europæiske socialdemokrater og socialister træde ud af komfortzonen, skabt af velstillede akademiker- og studentermiljøer. Kun derved kan vi overvinde repræsentationskløften og give kampen mod sociale og geografiske klasseskel et folkeligt fundament.
