Kommentar i Altinget, august 2024:

Af Lars Olsen

En ny generation af yngre Republikanere udvikler i USA en konservativ arbejderpolitik, der også kan få stor betydning i Europa. Venstresiden må tage repræsentationskrisen i arbejderklassen anderledes alvorligt.

Til tider kan man få det indtryk, at danskerne skal stemme ved præsidentvalget i USA. Ikke alene dækkes valget mere end noget andet, mange mediehistorier har også slet skjulte budskaber om Trump som storskrydende, småskør og populistisk.

Det er han også, men den endimensionale mediedækning overser et vigtigt skifte: en udvikling, der kan omkalfatre de politiske mønstre i USA – og Europa.

Da Trump vandt præsidentvalget i 2016, skete det med massiv støtte fra den hvide arbejderklasse, ikke mindst i de gamle industristater i USA’s »rustbælte«. Et ryk til højre blandt faglærte og ufaglærte, vi også ser i Frankrig, Tyskland, Italien – og til en vis grad herhjemme i Dansk Folkepartis storhedstid.

Siden opbruddet i den amerikanske arbejderklasse i 2016 »har der udviklet sig et helt konservativt politisk apparat, skabt for at omsætte opbruddet i regeringspolitik og i de fremtidige økonomiske doktriner i Det republikanske Parti«, skriver britiske New Statesman.

https://www.newstatesman.com/international-content/the-international-interview/2024/07/oren-cass-donald-trump-republicans

Resultatet er en konservativ arbejderisme, som bryder med den liberalistiske ortodoksi fra 1980’ernes ”Reaganomics”. Globalisering, indvandring og markedsstyring skal tøjles, der skal indføres højere mindsteløn, told og statslig industripolitik, som skaber nye velbetalte arbejderjob. Ikke just traditionelle toner fra højrefløjen.

 

Den konservative arbejderisme tog et syvmileskridt fremad, da Trump for nylig udpegede senator JD Vance som sin vicepræsidentkandidat. Medierne har siden fokuseret på hans dybt konservative kvindesyn, men Vance er også bemærkelsesværdig af andre grunde: »Vi er, mine damer og herrer, færdige med at søge at tilfredsstille Wall Street, vi vil forpligte os overfor the working man«, lød det klare budskab til Republikanernes konvent.

https://www.lemonde.fr/en/international/article/2024/07/18/we-re-done-catering-to-wall-street-trump-vp-pick-j-d-vance-pledges-new-path-at-republican-convention_6688194_4.html?fbclid=IwY2xjawEVg_lleHRuA2FlbQIxMAABHUvVI7oBCOYDqFWWE2K5pIOBx0O16d7NBmixdmcMPMejYm-9NLsXIpmMWw_aem_zjaHjrf4rtPqdywFjXWdZg

Vance tog udgangspunkt i sin egen opvækst i arbejderklassen, han blev landskendt med bestselleren Hillbilly Elegy. Bogen er siden filmatiseret i en Oscar-nomineret Netflix-film:

Hillbilly Elegy er en gribende fortælling om et miljø med misbrug, tæv og smalhals, men også stærkt familiesammenhold personificeret af den rapkæftede storrygende mormor. Det er fortællingen om Vance klasserejse fra arbejderbyen Middletown over Marinekorpset til Yale University, hvor han løber vild i årgangsvine og fine middage med et hav af knive og gafler.

Filmen er simpelthen en af de bedste skildringer af livet i nutidens amerikanske arbejderklasse, og på konventet sagde Vance:

»Til folket i Middletown, Ohio, og alle de glemte lokalsamfund i Michigan, Wisconsin, Pennsylvania og Ohio (…) jeg lover jer dette: jeg vil være en vicepræsident, der aldrig glemmer, hvor han kommer fra«.

 

Som senator har Vance talt for en mindsteløn på 20 dollars. Sammen med venstrefløjs-demokraten Elizabeth Warren har han foreslået indgreb mod finansverdenen, for eksempel de høje direktørlønninger i kriseramte banker.

Den 39-årige Vance tilhører en ny generation af Republikanske politikere og ideologer; en afgørende kuglestøber, den 41-årige økonom Oren Cass, kalder det »et seismisk demografisk skifte« – et politisk jordskælv.

https://www.cnbc.com/2024/05/22/meet-the-leaders-of-the-trump-eras-new-conservative-economic-populism.html?fbclid=IwY2xjawEVhKxleHRuA2FlbQIxMAABHeXDIQjgFJ9Oh9lOmuxyF6aFvYQmUGg6I2V0oYWwCfqYje9byiBiK2371A_aem_vcoiF1n725t9Ie-JCvg8Ww

I dag er Oren Cass direktør for tænketanken American Compass, i 2018 udsendte han The once and future Worker: Regeringen skal fremme »et arbejdsmarked, hvor arbejderne kan understøtte stærke familier og lokalsamfund som den afgørende faktor for langsigtet velstand«, social stabilitet er ifølge Cass langt vigtigere end globalisering og billige forbrugsvarer.

Den arbejderistiske strømning er konservative, så det gør noget, når det gælder indvandring, familie og abort, hér er de lysår fra os danskere, men de kæmper for en anden økonomisk-social kurs end de liberalistiske Republikanere. Trump er slingrende, han foreslår en 10%-told for at beskytte amerikanske industrijob, men har også indledt et parløb med den fagforeningsfjendske oligark Elon Musk.

 

Den nye arbejder-konservatisme i USA kan forsyne højrepopulismen på vore breddegrader med en intellektuel og politisk tyngde, den hidtil har savnet. Og dens appel til en arbejderklasse i repræsentationskrise skal ikke undervurderes.

Tidligere var arbejderne i USA repræsenteret af Demokraterne, i Europa af store socialdemokratiske eller kommunistiske partier, men i dag føler mange sig politisk hjemløse. Et par tal fra valget i Frankrig den 30.juni:

46 procent af arbejderne stemte slet ikke – 57 procent af dem, der gjorde, satte kryds ved Le Pens Rassemblement National. Ifølge analyseinstituttet Ipsos stemte kun 21 procent af arbejderne på venstrefløjens nye Folkefront. Når venstrefløjen alligevel fik et godt valg, skyldes det unge og offentligt ansatte funktionærer.

https://www.ipsos.com/sites/default/files/ct/news/documents/2024-06/ipsos-talan-sociologie-electorats-legislatives-30-juin-rapport-complet.pdf

 

De nye klasseskel er også geografiske. Det er Middletown, Ohio, overfor Washington og San Francisco, i Frankrig betegner geografen Christophe Guilluy det som to planeter – Metropolia og Periferia.

Efter 1.valgrunde offentliggjorde Le Monde et Frankrigskort. I størstedelen af landet er Rassemblement National det største parti, venstrefløjens og Macrons bastioner ligger som storby-øer i et hav af mindre byer og landområder farvet af Le Pen.

https://www.lemonde.fr/en/les-decodeurs/article/2024/06/30/french-election-results-map-of-the-first-round-s-results_6676224_8.html?fbclid=IwY2xjawEV7FZleHRuA2FlbQIxMAABHbYc7gqbCPOMHjvUcx_7WLSMvM1pcjMJFPegP-ntrJ5MvJoIto2QTx33tg_aem_Uicc26R9_0V_XwwI4CWiFA

Storbyerne er blevet stadig dyrere, mange kvarterer er i dag citadeller for overklasse, højere middelklasse og studerende, mens arbejderklassen er fortrængt til mindre byer og landområder. Derude, hvor den kollektive trafik er væk, og skolen og lægeklinikken lukket.

»I dag stemmer mange på Rassemblement National, fordi folk har forstået, at næste etape af den nedgradering, de udsættes for, er velfærdsstatens sammenbrud«, siger Christophe Guilluy til Berlingske.

https://www.berlingske.dk/debatinterview/forandringen-begyndte-da-christophe-guilluy-var-barn-soendag

 

Fra Michigan til Mecklenburg appellerer højrepopulismen til dem, Vance kalder »den glemte arbejderklasse«. De bor for størstedelens vedkommende udenfor de toneangivende økonomiske og politiske centre – i periferien hvor velfungerende familier, lokalsamfund og produktionsjob er afgørende.

Samtidig har centrum-venstre-partierne skiftet karakter. Mange har i dag deres vigtigste base blandt storbyernes akademikere og universitetsstuderende og blandt offentligt ansatte. Forbindelseslinjerne til arbejderklassen og periferien bliver stadig tyndere.

I Skandinavien er det ikke gået helt galt, men også hos os ses skellet. Støjbergs Danmarksdemokrater er blevet den vrede udkants talerør, og mange almindelige lønmodtagere er med SVM-regeringen politisk hjemløse.

Pelle Dragsted rammer spot-on, når han taler for en venstrefløj »for folk som de er flest«, Enhedslisten og SF bør have anderledes fokus på »den glemte arbejderklasse«. Og frem for alt: Socialdemokratiet må finde tilbage til succesformlen fra 2017-22, med tydelig identitet som parti for arbejderklassen, provinsen og det velfærdssamfund, der holder sammen på det hele.

 

 

 

 

 

21