Klumme i Altinget, ultimo juli 2023
Af Lars Olsen
Danskerne skal fremover spare op til deres egen ældrepleje, siger stemmer i regeringen. Siden 2006 er pensionsalderen ellers hævet netop for at finansiere flere ældre, men politikerne har – i strid med løfterne – brugt pengene på alt muligt andet
Et gammelt ordsprog siger, at »den offentlige hukommelse er kort«. Sjældent har det været så rigtigt som i debatten om sommerens ultimative politiske prøveballon: at danskerne fremover skal spare op til deres egen ældrepleje.
Debatten tog for alvor fart, da Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, foreslog en ny obligatorisk opsparing til ældrepleje – noget som også Lars Løkke Rasmussen har talt for. Det er tydeligvis noget, som regeringstoppen arbejder med.
I en kronik i Jyllands-Posten pegede Rabjerg Madsen på, at vi i de kommende tiår står med et stigende antal ældre, at private forsikringer og velfærdstilbud breder sig, og at det er »usikkert, om skiftende regeringer vil kunne tilføre ældreområdet tilstrækkeligt mange midler til at følge med danskernes forventninger«.
Der er allerede sagt meget for og imod ideen, men de fleste overser en elementær kendsgerning: at vi siden velfærdsforliget i 2006 har forhøjet efterløns- og pensionsalderen, netop for at finansiere velfærden i årtier med flere udgiftskrævende ældre.
»Styrkelsen af de offentlige finanser, som på lang sigt optræder i kraft af det nye tilbagetrækningssystem, reserveres til at sikre finansiering af velfærdssamfundet i fremtiden. Midlerne skal bruges til at finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre, og til en styrket indsats imod nedslidning på arbejdsmarkedet«, hedder det i velfærdsforliget mellem de borgerlige partier, Radikale og Socialdemokratiet.
Almindelige danskere har da også overopfyldt deres del af samfundskontrakten bag aftalen: ifølge Forsikring & Pension trækker vi os i dag fra arbejdsmarkedet fire år senere end sidst i 00’erne. Problemet er, at skiftende regeringer ikke har overholdt deres del.
Fra 2010 til 2022 blev der 22 procent flere borgere over 80 år, men antallet af hjemmehjælpstimer er faldende, den enkelte modtager mindre hjælp end før, og plejehjemmene beretter om mere pressede arbejdsforhold. Ifølge Ældresagen »manglede« der i 2021 næsten 9 mia. kroner, hvis udgifterne til ældreområdet siden 2010 havde fulgt den demografiske udvikling. Politikerne har simpelthen, i strid med løfterne, brugt pengene på alt muligt andet end velfærd.
Et par kælderkolde kendsgerninger: Fra 1970 til 2010 fulgtes det offentlige og private forbrug nogenlunde ad – når danskerne fik råd til bedre boliger og samtalekøkkener, var der også råd til flere og bedre tilbud i det offentlige. Fra 2010 til i dag opstår imidlertid en stigende diskrepans – privat bliver folk stadig rigere, men det offentlige forbrug følger ikke med.
»Forskellen bliver større og større. Når vi kan gøre så mange ting derhjemme, skaber det et forventningspres, som kommuner og regioner møder hver dag. (…) Konsekvensen bliver megasure og utilfredse borgere,« forklarede formanden for Reformkommissionen, Nina Smith, tidligere på året i Mandag Morgen.
Ifølge Finansministeriet drejer det sig om op mod 50 mia. kroner om året – halvtreds milliarder! Gennem Folketingets Finansudvalg bad Pelle Dragsted (Enhl.) ministeriet om at beregne det offentlige forbrug år for år, hvis det ikke kun skulle vokse med det såkaldt demografiske træk (flere ældre, børn etc.), men også stige med den almindelige velstand i samfundet.
Hvis det havde været tilfældet i 2010-23, skulle det offentlige forbrug i år være 50 mia. større, end det faktisk er – nok til at finansiere omkring 100.000 sosu’er eller sygeplejersker!
Politikerne har således ikke »reserveret« de stigende indtægter til velfærdssamfundet, sådan som de skulle ifølge velfærdsforliget. I stedet har de brugt den solide danske økonomi på noget andet:
Langt det vigtigste er de betydelige skattelettelser, der blev gennemført under både Anders Fogh Rasmussen (V), Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Lettelser, der gav mest til de mere velaflagte danskere og over årene svækkede finansieringen af velfærden.
I 2019 fik Danmark et nyt rød-grønt flertal, der især i starten søgte at vende udviklingen: Arne-pension, minimumsnormeringer, velfærdsudgifterne skulle som minimum følge demografien… Velfærden fik dog hurtigt konkurrence fra en ambitiøs klimapolitik, som krævede store offentlige investeringer. Alene skatterabat til el-biler kostede sidste år statskassen 10 mia.
I 2022 satte krigen i Ukraine så en ny dagsorden. Et bredt flertal blev med det nationale kompromis enige et historisk løft af dansk forsvar, Danmark er også helt i front med milliarder i våbenhjælp til Ukraine. I årene fremover kommer krudt og kugler slet og ret til at koste kassen.
Under forhandlingerne om det nationale kompromis foreslog SF en ekstraordinær »krigsskat«; med krig i Europa havde der formentlig også været folkelig forståelse for dette, men Socialdemokratiet gik ikke i brechen for det og de borgerlige kunne lurepasse.
Alt i alt kan det således ikke undre, at der mangler finansiering til ældrepleje og velfærd. SVM-regeringen lægger ligefrem op til yderligere skattelettelser.
Analysen bag de nye overvejelser i S-toppen er korrekt – de ældre spaltes i et A- og B-hold. Her og nu kæmper ældreplejen med en rekrutteringskrise, men vi står også overfor en farlig strukturel skævhed: stadig flere tegner private forsikringer, og pensions- og forsikringsselskaber ser et lukrativt marked blandt velstående seniorer, der har råd til at betale for egen tryghed.
Noget af denne udvikling skyldes stigende økonomisk ulighed, men meget mere pauvre offentlige tilbud – at skiftende regeringer ikke har overholdt deres del af 2006-forliget. Der er sket et løftebrud af historiske dimensioner.
Vi er vidner til en politisk ryggesløshed. Lars Løkke Rasmussen var top-minister i 2006, da det blev besluttet at forhøje pensionsalderen – med henvisning til flere ældre. Han var statsminister i 2011, da efterlønnen blev rundbarberet – med henvisning til flere ældre. Nu er han udenrigsminister og foreslår opsparing til egen ældrepleje – med henvisning til flere ældre. »Flere ældre« er tilsyneladende et uudtømmeligt reservoir til at legitimere sociale forringelser.
Men det handler om mere: et politisk system der agerer på den korte bane uden hensyn til tidligere løfter. Selvfølgelig kræver klimakrise og krig politisk handling, men så havde det være ærligere med en særskat end endnu et dræn på statskassen. Måske er den sørgelige sandhed, at nutidens politiske system ikke er i stand til at håndtere den slags langsigtede aftaler med befolkningen.
Uanset hvad står ét klart: hvis danskerne skal til at spare op til egen ældrepleje, sådan som de gør med arbejdsmarkedspensionen, så er velfærdsforliget afgået ved døden. Pensionsalderen kan ikke forhøjes igen med henvisning til »flere ældre«. Lønmodtagerne skal vel ikke betale for det samme to gange?
