Kronik i norske Klassekampen 1.11.2023
Af Lars Olsen
For ét år siden genvalgte danskerne Socialdemokratiets Mette Frederiksen som statsminister. Forfatteren Lars Olsen gør status over SVM-regeringen med to borgerlige partier
2.november 2022, lige efter midnat: Det er en nervepirrende valgaften. De første exitpolls viser borgerligt flertal, Socialdemokratiet har fået et elendigt valg. Men som stemmerne tælles op, bliver det mere tæt. Nu står Socialdemokratiet til at gå frem, i lang tid har TV2 vist flertal til »rød blok«, mens der på Danmarks Radio stadig mangler ét mandat.
Så sker det: Rødt flertal på begge tv-kanaler! Den socialdemokratiske valgfest på Christiansborg eksploderer. Ministre falder hinanden om halsen, folk hopper, danser og synger: »Danmark har fået en socialdemokratisk regering igen«. Det er ikke mindre vildt hos Enhedslistens valgfest i Amager Bio, også hér hopper og danser de.
Flertallet er afgørende. Tidligere på aftenen har Lars Løkke Rasmussen – den tidligere Venstre-statsminister der nu leder det nye midterparti Moderaterne – åbenlyst flirtet med selv at gå efter statsministerposten. Nu er den vej blokeret, den næste statsminister hedder Mette Frederiksen, spørgsmålet er ”kun” med hvilken regering.
Valgaftenen er kulminationen på flere års politisk polarisering, hvor det borgerlige Danmark har kørt en hidtil uset personkampagne imod Mette Frederiksen. Valgresultatet viser, at folk flest ikke er med dem, Mette Frederiksen er stadig Danmarks suverænt stærkeste politiker. Men da euforien har lagt sig, står ét klart for de ledende kredse i Socialdemokratiet:
Med kun ét mandat er det røde flertal ikke operationelt. Socialdemokratiet har et fint samarbejde med SF og Enhedslisten, men forholdet til Radikale er betændt. Samtidig er de fem mandater fra det grønne Alternativet en broget flok, den yderst klimaengagerede Theresa Scavenius har da også siden forladt partiet.
Den socialdemokratiske top er enige: Mette Frederiksen må forsøge et samarbejde med et eller flere borgerlige partier. De fleste mener stadig, at hun var nødt til at gøre forsøget. Den socialdemokratiske offentlighed har imidlertid ikke taget resultatet – regeringen med Venstre og Moderaterne – til sig, mange anser prisen for at være for høj, det samme mener meget af fagbevægelsen.
I dag – et år efter valget 1.november – er det tid til at gøre status over positive og negative sider. Lad mig starte på plussiden:
Socialdemokratiets største valgløfte – højere løn til grupper af offentligt ansatte velfærdsmedarbejdere – er ved at blive virkelighed. Samtidig er uddannelsespolitikken drejet i en retning, som Mette Frederiksen med rette kalder »kerne-socialdemokratisk«:
Der investeres store summer i de faglige uddannelser, færre skal på universiteterne – flere skal blive faglærte og velfærdsmedarbejdere. Undervisningsminister Mattias Tesfaye er i gang med en fundamental ændring af folkeskolen, med en mere praktisk skole og større lokal frihed. For første gang i mange år flyttes ressourcer og status fra det akademiske lag til vanlige folks børn.
På plussiden for mange socialdemokrater er tillige klimapolitikken. Under Mette Frederiksens første regering fik Danmark et af Europas mest vidtgående klimamål: i 2030 skal udledningen af CO-2 være reduceret med 70 procent. Vi er også godt i gang, siden 2019 har erhvervslivet og civilsamfundet virkelig taget klimaomstillingen til sig.
Socialdemokratiet fik imidlertid aldrig credit for den ambitiøse klimapolitik. Frem til valget var S-regeringen under konstant bombardement fra de rød-grønne støttepartier og hovedstadsmedier, der pressede på for tiltag, som ville ramme hårdt i distrikts-Danmark. Med SVM-regeringen arbejder Danmark stadig på 70 procent reduktion, men med social og geografisk balance.
Mette Frederiksens største folkelige problem er velfærdskrisen. Der skæres i Danmark voldsomt i ældrepleje og skoler, også sygehusene er under hårdt pres. Meningsmålinger viser, at de fleste oplever en ringere velfærd end før, og at 42 procent er bekymrede for, om velfærdsstaten overhovedet er der for dem, hvis de får brug for det.
Velfærden blev underfinansieret under 10’ernes Thorning- og Løkke-regeringer, Mette Frederiksens regeringer har bevilget mere til velfærden, men ikke nok til at rette op på et helt årtis underfinansiering. Problemet er blevet akut nu, hvor der er inflation og stigende kommunale udgifter på socialområdet.
Halvdelen af de danske borgmestre er socialdemokrater, og de er blevet vigtige kritikere af regeringens økonomiske politik. Især protesterer borgmestrene over, at SVM-regeringen vil give skattelettelser, mens velfærden er presset.
Skattelettelserne er primært et krav fra Venstre, men også symbol på et bredere problem: med SVM-regeringen har Mette Frederiksen afskrevet en social omfordeling, hvor de velstillede betaler for bedre skoler, sygehuse og ældrepleje, samtidig bevilges store milliardbeløb til forsvaret og Ukraine.
Socialdemokratiets andet store problem er manglen på »fortælling«. Frem til 2021-22 havde Mette Frederiksens socialdemokrati en bomstærk profil – det var igen et parti for vanlige lønmodtagere og det distrikt-Danmark, hvor de fleste i arbejderklassen og den lavere middelklasse bor i dag. Den danske formel gav genlyd i hele Europa: stram udlændingepolitik for at værne velfærdsstaten imod masseindvandring, kombineret med »rød« velfærds- og fordelingspolitik.
Med det nye rød-grønne flertal i 2019 blev der indført en ret til tidlig pension (»nu er det Arnes tur«), standarden blev forbedret i børnehaverne, og regeringen begyndte at gøre op med mange års underfinansiering af velfærden. Mange af os så det som starten på en lang social reformperiode – det er som »at leve i år 2 af det nye socialdemokratiske tusindårsrige,« skrev Weekendavisen.
Med SVM-regeringen er profilen mere uklar, velfærdskrisen spidser til under en S-ledet regering, Socialdemokratiet er blevet et traditionelt styrings- og magtparti – og for hvem står ikke så klart længere.
SVM-regeringen er ikke populær blandt danskerne. Venstre er ved at skifte formand presset af dårlige meningsmålinger, også Socialdemokratiet har mistet store vælgergrupper – især i arbejderklassen. I nogle målinger er SF og Enhedslisten tilsammen større end Socialdemokratiet.
Kredsen omkring Mette Frederiksen sværger stadig til SVM, nogle er ligefrem begejstrede for samarbejdet. Det store spørgsmål er: hvad sker der om et par år frem mod næste valg?
Regeringen har bebudet en række »reformer«, men kun i uddannelsespolitikken er de gennemført, resten forberedes stadig i udvalg og kommissioner. Kun tiden kan vise, om den ideologisk uenige SVM-konstruktion kan blive enige om store reformer, for eksempel af den offentlige sektor. Det er således ikke sikkert, at SVM-samarbejdet er lige så tillokkende om to år, som det var efter den voldsomme polarisering af Danmark i 2019-22.
Samtidig er den socialdemokratiske top under pres fra debatten om »velfærd eller skattelettelser?« Venstrefløjen, de socialdemokratiske borgmestre og fagbevægelsen trækker nu på samme hammel.
Resultatet kan blive, at Mette Frederiksen & Co. op til næste valg vender tilbage til en mere klassisk velfærds- og fordelingspolitik, der kan samle Socialdemokratiet. Det håber jeg – men det kræver fagligt og politisk pres.
