Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.11.2018
Af Lars Olsen
Krisen mellem Italien og EU er rykket endnu et gear op. EU-kommissionen indledte onsdag den procedure, der kan idømme Italien økonomiske sanktioner. Den italienske finanslov indebærer, at »landet søvngængeragtigt bevæger sig ud i ustabilitet,« advarede EU-kommissær Valdis Dombrovkis.
Italienerne opfatter med rette den slags som ulidelig arrogant. Uanset hvad man mener om italiensk politik, har landet ikke bevæget sig søvngængeragtigt. Opgøret med EU’s økonomiske politik var hovedtemaet ved forårets valg, hvor italienerne med åbne øjne stemte på de to nuværende regeringspartier: de venstrepopulistiske Femstjerner og den højrepopulistiske Lega.
Valgresultatet kom efter ti års krise, hvor skiftende regeringer efter krav fra Bruxelles har gennemført et hav af spareplaner og »reformer.« Italien er blevet låst fast i lav vækst og høj arbejdsløshed, især blandt de unge. En lavvækst, der gør det sværere at tilbagebetale landets store statsgæld.
I Nordeuropa buldrer økonomien afsted. Den hårde linje overfor Italien og Sydeuropa er initieret af Tyskland, men bakkes op af politikere og meningsdannere – også i Danmark der økonomisk er en del af euro-zonen. Vi er løjerligt blinde overfor den voksende kløft mellem Nord og Syd, som kan ødelægge hele EU.
Det påpeger en ny bog, Fundamentet under EU vakler af tidligere overvismand Christen Sørensen og fhv. departementschef Jørgen Rosted. Især Jørgen Rosted er værd at hæfte sig ved. Som ledende embedsmand repræsenterede han Danmark i flere af de arbejdsgrupper, der i 1990’erne forberedte valutaunionen og euroen.
Bogen trækker linjen tilbage til dengang. Mange økonomer kritiserede, at EU ville skabe en valutaunion uden politisk overbygning med fælles finanspolitik og stort føderalt budget. Landene ville imidlertid ikke afgive suveræniteten over de offentlige budgetter, så i stedet blev der aftalt nogle fælles spilleregler.
De indebar ikke kun, at landene ikke måtte have for stor statsgæld; EU-kommissionen lagde også op til, at lande med en »for stram« økonomisk politik skulle koordinere med de øvrige, så alle fik nogenlunde balance. Antagelsen var, at markedsmekanismen dermed ville skabe en tilnærmelse mellem økonomierne i euro-zonen. Sådan er det bare ikke gået. Sørensen & Rosted påviser, at der er en stadig større kløft mellem Nord og Syd, ikke mindst mellem Tyskland og både Italien og Frankrig. Nordeuropa tog ikke hensyn til det svagere Sydeuropa.
Til den aktuelle krise hører også, at det italienske underskud på 2,4 pct. er indenfor EU’s 3-pct-grænse. Kritikerne henviser så til, at Italien i forvejen har en stor statsgæld, men lidt basal historie er på sin plads: Størstedelen af Italiens gæld går tilbage til den kolde krig, hvor centrum-højre-regeringer brugte løs med stiltiende accept fra USA og Nordeuropa. Det korrupte centrum-højre blev betragtet som sikkerhedspolitisk bolværk imod Italiens store kommunistparti. Da euroen blev skabt, kom det forgældede Italien alligevel med – igen af politiske grunde.
Drop nu den moraliserende pegefinger: Lande som Tyskland og Danmark har tjent godt på den skæve konkurrence i euro-området. Og tag så lige realpolitikken: Lega’en er i målingerne stormet frem til 35 pct., mens Femstjernerne står til 29 pct. – tilsammen næsten to tredjedele. Italien har noget så sjældent som en populær regering.
Femstjernernes leder, Luigi De Maio, forudser, at valget til EU-parlamentet bliver »en stor rystelse« af EU. Var Brexit ikke nok? Bruxelles beder om endnu en folkelig begmand.
