Klumme i Jyllands-Posten 19.10.2020
Af Lars Olsen
»Er Mette Frederiksen da blevet helt borgerlig?« Sådan spurgte JP’s lederskribenter efter åbningen af Folketinget og svarede selv nej. I Berlingske glædede debatredaktør Pierre Collignon sig over Mette Frederiksens »borgerlige menneskesyn«, når hun gør op med kriminalitet i indvandrermiljøer, styrker politiet og sætter forsøgskommuner fri.
I Politiken var glæden mere behersket. Mette Frederiksens kerneprojekt er »et postliberalt socialdemokrati«: »I denne postliberale retorik vejer trygheden for et kollektivt ”vi” af ”danskerne” næsten altid tungere end risikoen for at krænke individuelle rettigheder«, sukkede Kristian Madsen.
Fugl eller fisk? Kommentariatet har svært ved at få hold på det nye socialdemokrati. For os, der kender centrum-venstre, er det et gammelt skel. »Der har altid på dansk politiks venstreside eksisteret to strømninger«, konstaterer boligminister Kaare Dybvad i ”De lærdes Tyranni”.
Han trækker linjen tilbage til sidst i 1800-tallet. Det moderne gennembrud startede med Georg Brandes, der med sine forelæsninger skabte debat om kønsroller, kirkens magt og andre kontroversielle spørgsmål.
»Mens Brandes’ moderne gennembrud mest betragter almindelige mennesker udefra og ikke kender samfundets brede lag, rejser der sig en ny bevægelse i dets kølvand. Det folkelige gennembrud repræsenteres af forfattere som Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø og tager udgangspunkt i henholdsvis tyende, husmænd og arbejderklassen«, påpeger Kaare Dybvad. Den folkelig/sociale strømning vokser sig stærk med arbejderbevægelsen.
De to strømninger kæmpede sammen for demokrati og sociale reformer, men spændingen var latent. Mellemkrigstidens dagsordensættende kulturradikale miljø, anført af samfundsrevseneren PH, svang krabasken over Socialdemokratiets »femørespolitik« – den forbedrede arbejderklassens levevilkår, men højnede ikke dens kulturelle udvikling.
De fik svar på tiltale af Socialdemokratiets store intellektuelle: »Jeg kunne egentlig ønske, at også Poul Henningsen havde vælgere og ikke blot læsere, abonnenter, annoncører og kunder«, skrev Hartvig Frisch. Vælgerne ville nemlig tvinge PH i berøring med »masserne, den store befolkning, som er den drivende kraft i alt socialt fremskridt«.
De to strømninger – det sociale/folkelige og det liberale/moderne – har i over hundrede år kæmpet om, hvem der definerer centrum-venstre. Indvandringsdebatten, der i årtier splittede Socialdemokratiet, var ét langt favntag mellem de to. Internationalisme og humanisme stod overfor konkrete integrationsproblemer og social sammenhængskraft.
Så nej, Mette Frederiksen er ikke borgerlig. Hun repræsenterer en strømning på venstresiden, der rækker langt tilbage – fra 1990’ernes Vestegns-borgmestre til »pligt og ret« på de gamle faner. Og statsministerens vælgersucces viser, at store samfundsgrupper bakker op om det folkelige og snusfornuftige socialdemokrati, der af kommentatorerne afskrives som umoderne og »retro«.
Det nye er noget andet: Masseuniversiteter og medier har gjort den moderne/liberale strømning så dominerende, så den regnes for eneste mulige progressive synspunkt. For det akademiske venstre er statsministerens opsang til kriminelle indvandrere postliberal. Ordentlig opførsel er noget, vi forlanger af hvide gramsende mænd, ikke af sorthårede bøller – en fremmed er som bekendt en ven, du ikke har mødt.
