Manuskript til analyse i Politiken 7.5.2016
Af Lars Olsen
Reformer af efterløn og pensionsalder får drastiske følger for faglærte og ufaglærte. Nye tal viser, at flere seniorer er sygemeldte og arbejdsløse.
Arbejdsliv og seniorår står over for mere dramatiske ændringer, end vi gør os klart. Tidligere forlod mange arbejdsmarkedet som 60- eller 62-årige. Langt de fleste af dem, der i dag er omkring 50, må hænge på frem til en pensionsalder på 68.
Det er samspillet mellem to reformer, der vender op og ned på seniorårene: Siden 2014 er efterlønsalderen steget år for år, og på sigt er ordningen reelt under afvikling. Samtidig hæves pensionsalderen i 2030 til 68 – og siden endnu mere.
Analyser fra de økonomiske ministerier fremstiller reformerne som en succes: Flere af de 60-61-årige er i beskæftigelse. Mange af nutidens seniorer er da også sundere og bedre uddannede end deres jævnaldrende var tidligere.
Ministerierne tegner imidlertid langt fra det reelle billede. Ved nærmere eftersyn har medaljen en tvivlsom bagside: Der er nemlig også flere 60-61-årige på sygedagpenge eller dagpenge. Det dokumenterer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som med data fra DREAM og Danmarks Statistik fulgte de første årgange, der ikke kunne gå på efterløn som 60-årige.
Tallene viser, at der frem til efterlønsreformen var et bemærkelsesværdigt mønster. Andelen på sygedagpenge var markant lavere blandt 60-årige end blandt 59-årige, det samme var arbejdsløsheden. Forklaringen er enkel: Nedslidte og arbejdsløse brugte efterlønnen som nødudgang fra arbejdsmarkedet og fik dermed et værdigt otium. Mønsteret skifter imidlertid fra 2014, hvor sygefravær og arbejdsløshed stiger markant blandt de 60-årige.
Tendensen er tydelig på arbejdsmarkedet som helhed, men særlig dramatisk i to store fagforbund med fysisk krævende arbejde – 3F og FOA. Ansatte i byggeri, transport, ældrepleje m.v. brugte i stort tal efterlønnen som nødudgang.
Frem til 2014 kunne man gå på efterløn som 60-årig, men fik en højere sats ved at vente til 62. Det gjorde de fleste. Indenfor 3F og FOA var det dog over 40 procent, der handlede imod deres økonomiske interesser og gik allerede som 60-årige. Mange kunne slet og ret ikke mere.
I grafikken ses andelen i FOA på sygedagpenge. I 2013, det sidste år inden indfasningen af efterlønsreformen, skete et markant fald fra 59- til 60-årige – fra 4,9 til 3,0 procent. Som det ses, skiftede billedet i 2014: Sygefraværet steg for de 60-årige og var i 2015 højere end for de 59-årige.
Arbejdsløsheden viser samme mønster. Den er især et problem i 3F, som repræsenterer faglærte og ufaglærte inden for byggeri, industri og transport – områder der er afhængige af konjunkturerne. I 2013 var ledigheden 14,5 procent blandt de 59-årige, men kun 4,5 procent for de 60-årige – mange langtidsledige brugte efterlønnen som nødudgang.
I dag går økonomien lidt bedre. Arbejdsløsheden for de 59-årige er således faldet til 7,3 procent, men for de 60-årige er den steget til 7,6 procent. Trods bedre konjunkturer er der flere arbejdsløse seniorer.
Alt tyder på, at problemet vokser i takt med afviklingen af efterlønnen og forhøjelsen af pensionsalderen. Vi risikerer et nyt seniorproletariat: Nedslidte, der ryger på sygedagpenge og siden må friste en kummerlig tilværelse på kontanthjælp. Ledige, som fravælges af arbejdsgiverne og først må leve af dagpenge og siden af kontanthjælp. I begge tilfælde er det mennesker, der gennem et langt liv har passet deres arbejde og betalt deres skat, men fremover må hutle sig igennem indtil folkepensionen.
Reformerne sker på en reel baggrund. Danmark har en demografisk udfordring, når der bliver flere ældre. Samtidig er nutidens seniorer sundere, og flere kan arbejde længere. Det giver derfor god mening, at vi samlet set tager et par ekstra år på arbejdsmarkedet.
Problemet er den sociale skævhed. Reformerne rammer hårdt i forbund som 3F og FOA, hvor mange kommer tidligt på arbejdsmarkedet og har nedslidende job. Derimod slipper de højtuddannede langt billigere. De starter senere på arbejdsmarkedet og fortsætter i forvejen til langt op i 60’erne. Hver tredje akademiker arbejder allerede i dag til 68, så de berøres slet ikke af reformerne.
I det politiske spil betragtes tilbagetrækningsreformer nærmest som en pengemaskine. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) foreslog for nylig, at pensionsalderen forhøjes yderligere, så folk i 40’erne skal arbejde til 72. Forslaget overvejes i arbejdet med den 2025-plan, som regeringen fremlægger til august.
På papiret indbringer det da også store summer, når seniorerne arbejder og betaler skat i stedet for at modtage efterløn/pension. Men det er kun på papiret. For eksempel antager DA, at 89.000 68-72-årige kommer i arbejde ved yderligere forhøjelse af pensionsalderen. Det sker næppe. De nye tal viser, at mange i stedet ender som sygemeldte eller arbejdsløse.
I excel-ark på Christiansborg er der altid job til dem, der »øger arbejdsudbuddet« ved at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Sådan er det bare ikke i virkeligheden. Nogle seniorer er slidte og nedslidte. Andre fravælges af arbejdsgiverne, der stadig praktiserer udbredt aldersdiskrimination.
Det er på tide, at politikere og økonomer får et mere realistisk forhold til tilbagetrækningsreformerne. Med den førte politik har vi kurs mod et seniorproletariat.
Lars Olsen er cand.phil., foredragsholder og forfatter – senest Kampen om Seniorårene (2015) og Klassekamp fra Oven (2014).
