Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 6.6.2016
Af Lars Olsen
Frankrig er ikke kun vært for EM i fodbold – i disse uger hjemsøges landet også af omfattende strejker og uro. Tog og metro er strejkeramt, og de ansatte på atomkraftværkerne truer med at skrue ned for strømmen. Unge tilslutter sig fagbevægelsens protester, og der er voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi.
Skiftende regeringer har søgt at reformere det todelte franske arbejdsmarked. Lønmodtagere med fast ansættelse nyder en høj grad af beskyttelse, mens unge og løst ansatte oplever stor utryghed. Nu tørner den socialdemokratiske regering frontalt sammen med de folkelige protester. Regeringen mener, at reformerne vil bryde op i det rigide arbejdsmarked og skabe mere bevægelse i jobbene, men befolkningen tror ikke på politikerne.
Frankrig er langt fra det eneste sydeuropæiske land, der oplever social og politisk krise. Grækenland vakler fra den ene generalstrejke til den næste, mens politikerne kæmper for at indfri kreditorernes krav om reformer og nedskæringer. Spanien er på sjette måned uden regering og skal senere på måneden til valg endnu engang.
For os danskere er det langt væk – eller er det? Tidligere overvismand Torben M. Andersen advarede for nylig imod konsekvenserne af voksende ulighed, også i Danmark:
»Stigende ulighed påvirker den sociale sammenhængskraft. Danmark har kunnet gennemføre ret omfattende reformer uden de store protester, mens den samme type reformer har udløst generalstrejke eller store demonstrationer i de sydeuropæiske lande,« sagde Torben M. Andersen til Mandag Morgen.
Udtalelserne fra den tidligere overvismand er bemærkelsesværdige. Toneangivende danske økonomer har hidtil bagatelliseret den stigende ulighed. Torben M. Andersen påpeger imidlertid, at uligheden er steget gennem mange år og på sigt kan skabe et andet samfund: »Presset på lighed og velstand bliver ved, så langt vi kan se ud i fremtiden«.
Skreddet er allerede i fuld gang. Det er ikke kun de økonomiske skel, der vokser – det er også de geografiske og mentale. Trygheden for folk nederst i hierarkiet er dramatisk faldende. Især de kortuddannede oplever, at andre kører samfundet henover hovedet på dem. Mistilliden til politikerne er monumental.
De etablerede politikere mærkede konsekvensen ved EU-afstemningen den 3.december. Nej-flertallet bundede i høj grad i mistillid til de danske politikere. Det påviser professor Jørgen Goul Andersen i bogen »Vælgere på Vandring«, der udkommer senere på måneden.
Der har i årtier været en gruppe vælgere, som var skeptiske overfor EU og derfor nærede mistillid til de danske politikere. Men undersøgelser viser, at dét denne gang gik den modsatte vej: Manglende tiltro til vores egne politikere fik mange til at stemme nej.
Jørgen Goul Andersen betegner det således som »tvivlsomt«, om nej-flertallet primært kan forklares som resultat af danskernes EU-skepsis, sådan som ved tidligere folkeafstemninger. Det skal »i mindst lige så høj grad ses i lyset af det opbrud, der i disse år er blandt danske vælgere, hvis loyalitet mod partierne er meget begrænset og hvis respekt for de politiske ledere sjældent har været mindre,« konkluderer Jørgen Goul Andersen.
Dét er værd at erindre, når den økonomiske og politiske elite jamrer sig over Danmarks position på sidelinjen af EU. Eliten ligger som den har redt. Voksende skel og øget utryghed er et resultat af politiske beslutninger eller mangel på samme. Når almindelige mennesker og deres hverdag ikke tages alvorligt, så sætter de sig på bagdelen ved første givne lejlighed – hvad ellers?
