Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 7.10.2013
Af Lars Olsen
Et spøgelse går gennem dansk politik – Blå Bjarnes spøgelse. Nogle hader Bjarne, andre elsker ham, men kun de færreste har forstået hans særegne personlighed. Blå Bjarne er en faglært arbejder, som har job i en privat virksomhed og bor i Herlev. For Christiansborgs strateger og mediefolk er den imaginære figur blevet et symbol: På de mange tusinde vælgere, der befinder sig i spændingsfeltet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti/Venstre.
Når Helle Thorning-Schmidt åbner Folketinget med at tale om erhvervsuddannelser og social dumping, så har hun blikket stift rettet imod Blå Bjarne. Det samme er tilfældet, når regeringen dropper øremærket barsel til mænd. Og dette fokus på de privatansatte arbejdere udløser intern kritik: »Jeg bliver provokeret, når det pludselig skulle være finere at stå med en murerske eller høvl i hånden frem for at være akademiker,« sagde folketingsmedlem Mette Reismann for nylig til Berlingske.
Det var den socialdemokratiske partisekretær Jens Christiansen, der i starten af 00’erne udviklede figuren Blå Bjarne. Det var efter valget i 2001, hvor hundredtusinder af klassiske socialdemokrater gik over til Venstre og Dansk Folkeparti. Bjarne var symbol på de nye svingvælgere, der har progressive holdninger til velfærd og fordeling, men efterlyser en håndfast linje omkring indvandring, kriminalitet m.v. Lige siden har figuren været kontroversiel. I den seneste måned har medierne bragt næsten hundrede historier om Blå Bjarne – det er en ombejlet herre, vi taler om.
Det er den markante fremgang til Dansk Folkeparti, som får S-toppen til at fokusere på Blå Bjarne. Noget af det virker kalkuleret og lidet overbevisende; alligevel er der en vis fornuft i øvelsen. Den velstillede middelklasses perspektiv kommer af sig selv – arbejderklassens kræver et politisk tilvalg.
Det måtte Socialdemokratiet erfare gennem dyre lærepenge. Allerede i 1980’erne advarede Vestegns-borgmestre og andre om store integrationsproblemer i de underprivilegerede bydele. S-toppen lyttede imidlertid mere til de velbjærgedes forestillinger om det multikulturelle samfund – og banede vej for Dansk Folkeparti.
Øremærket barsel til mænd er lidt af samme skuffe. En analyse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at øremærkningen passer fint til offentligt ansatte med gode barselsrettigheder i deres overenskomst. For mange familier, hvor manden arbejder i det private, vil øremærket barsel imidlertid betyde stor lønnedgang – eller kortere barselsorlov. Blå Bjarne er skeptisk, med god grund.
Problemet i S-toppens fokus er et andet sted. Blå Bjarne bruges nemlig også til at legitimere Thorning-regeringens skæve krisepolitik overfor baglandet og medierne. Og dét hænger ikke sammen – Bjarne er faktisk »rød«, når det kommer til velfærd og fordeling. Det fremgår blandt andet af valgforskernes kortlægning af holdningerne ved valget i 2011:
Det store flertal af faglærte arbejdere vil have hårdere beskatning af de høje indkomster. De foretrækker også – ligesom de ufaglærte arbejdere og de lavere funktionærer – velfærd frem for skattelettelser. De borgerlige holdninger til velfærd, ulighed og fordeling findes især blandt de selvstændige og de højere funktionærer. Hér er »en klar klasseeffekt,« konkluderer forskerne i bogen Krisevalg.
Lige præcis dette ubekvemme forhold har Thorning & Corydon tilsyneladende »glemt«. De lytter til Bjarne omkring udlændingepolitik, kriminalitet og ligestilling, men ikke omkring velfærd og fordeling. S-toppen læser Bjarne som Fanden læser Biblen.
