Klumme i Jyllands-Posten 12.11.2012
Af Lars Olsen
Den engelske politiker Benjamin Disraeli sagde, at »der findes tre former for løgn: løgn, forbandet løgn og statistik«. Det er mere aktuelt end nogensinde. Det offentlige rum er fyldt med tal, uden at vi altid er klare på metoder og definitioner.
»Universiteter skaber mønsterbrydere«, hed det for nylig på forsiden af JP. En undersøgelse fra universiteterne tyder på stor social dynamik omkring de akademiske uddannelser. Som så ofte er djævlen gemt i detaljen. Universiteterne har defineret »mønsterbrydere« som alle, der tager en højere uddannelse end deres forældre. Blandt de 50-60-årige, der typisk er forældre til nutidens studerende, er det imidlertid kun 7 pct., som har en akademisk uddannelse. Hver gang universiteterne optager en ung fra ni tiendedele af Danmark, skaber de således en mønsterbryder. En definition, der på forhånd sikrer succes.
I virkeligheden er undersøgelsen på linje med ”Det danske klassesamfund”, som jeg er medforfatter til. Vores analyser viser, at de seneste 15 års udbygning af akademiske uddannelser har løftet over- og middelklassens børn, men er gået næsten sporløst hen over arbejderklassen. Ifølge universiteterne kommer 38 procent af de studerende i dag fra familier med mellemlang videregående uddannelse – folkeskolelærere, journalister og andre, hvis børn regnes som »mønsterbrydere«. Lidt forenklet: Disse års sociale mobilitet består i, at lærerbørnene forfremmes til akademikere.
JP’s artikel viste imidlertid en spændende forskel mellem de akademiske uddannelser. Aalborg og Syddansk Universitet har en langt bredere social rekruttering end de klassiske universiteter og RUC. »Vi har bevidst forsøgt at lægge elfenbenstårnet ned ved at skabe studier, hvor de studerende fører konkrete projekter ude i virkeligheden frem for at læse om teorier,« sagde studiechef Preben Sørensen fra Aalborg.
Det bør skabe stof til eftertanke – også i gymnasieverdenen. Hermed en replik til JP’s læserskribent, Jørgen Grimstrup, der anklager mig for at forenkle. Du misforstår mig, Jørgen. Gymnasiet er selvfølgelig en boglig og studieforberedende uddannelse, men dette kan gøres på flere måder – ligesom Aalborg gør det anderledes end Københavns Universitet. Det almene gymnasium kan hente inspiration fra erhvervsgymnasierne htx og hhx, der i højere grad forbinder fagenes begreber med praktiske eksempler og konkrete projekter.
Udviklingen er paradoksal. Flere unge tager en gymnasial uddannelse, men undervisningen er mere end før præget af metodeovervejelser og »meta-teorier« uden forbindelse til virkeligheden. Jeg medvirkede for nylig i en debatartikel sammen med Jarl Damgaard, som er fhv. afdelingschef i Undervisningsministeriet og en af hovedmændene bag gymnasiereformen. Heri siger Jarl Damgaard, at den stigende sociale ulighed efter reformen er en naturlig følge af gymnasiets stadig mere forskelligartede elever.
Hvis Jarl Damgaard havde leveret dén forklaring ved eksamensbordet, var han forhåbentlig dumpet. Den stigende søgning til gymnasiet er sket støt og roligt siden 1960’erne, mens uligheden i karaktererne pludselig hoppede fra 2006 til 2009 – samtidig med gymnasiereformen. Hvad med lidt efteruddannelse i statistik?
Det er bemærkelsesværdigt, at der er så store kulturforskelle indenfor beslægtede uddannelser – mellem Aalborg og Københavns Universitet og mellem htx og det almene gymnasium. Mønsteret er entydigt: Anvendelsesorienteret undervisning skaber ikke bedre bare forbindelse mellem teori og praksis, men også social mobilitet. Hér står en afgørende kulturkamp.