Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 24.4.2017
Af Lars Olsen
Jeg fik i sommer en uventet opringning. Det var S-folketingsmedlem Mattias Tesfaye. Vi har talt lidt sammen gennem årene, men er ikke tætte venner. Tesfaye fortalte, at han var i gang med »Velkommen Mustafa« – en bog om 50 års socialdemokratisk udlændingedebat. Han spurgte, om jeg ville være konsulent, læse med og give kritik.
Det sagde jeg ja til. Jeg har været optaget af emnet, siden jeg fra 1984 til 2007 boede på Nørrebro. Min datter gik i den lokale folkeskole, vi fik integrationsproblemerne tæt på, og jeg skrev »Det delte Danmark« (2005). I den varme sensommer pløjede jeg igennem Tesfayes digre manuskript. Den fhv. murersvend har gjort et kæmpe arbejde med tusindvis af kilder – fra Weekendavisen til Albertslund Posten. Jeg glædede mig især over ét: Respekten for dem, der mener noget andet.
Tesfaye er tilhænger af den stramme indvandringspolitik, men interviewer Ole Espersen, Birte Weiss og andre »slappere«; deres synspunkter fremgår også af utallige citater. Forfatteren understreger sin »dybe respekt« for Ole Espersen, der var barn under besættelsen og voksede op »i skyggen af holocaust«. Tesfaye har bare et andet synspunkt.
Derfor er det tankevækkende, at stærke røster i debatten stempler Tesfaye & Co. i stedet for at forholde sig til argumenterne: »Hvis den socialdemokratiske tænkning i dag kun kan læne sig op ad ekstrem højrepopulistisk tænkning, er det mere end trist. Det er farligt,« skriver erhvervskvinden Stine Bosse i Ræson.
Det hører med, at »ekstrem højepopulistisk tænkning« i dag samler det store flertal i befolkningen og Folketinget. Derfor kan det selvfølgelig godt diskuteres, men en nøjere dossering af ekstremisme-stemplet havde været klogt.
Dagbladet Politiken har direkte kørt kampagne imod Tesfaye. Tonen blev slået an i anmeldelsen, hvor historikeren Steen Andersen affærdigede bogen som »et politisk partsindlæg«. Siden fulgte en stort opsat sektionsforside af historikeren Claus Bryld: »Pio, Stauning, Krag og Anker vender sig i gravene over Socialdemokratiets grove forsøg på historieomskrivning«. Herefter var banen klar til chefredaktør Christian Jensens store stempel: Tesfaye spiller »falsk melodi« og foretager »en skamridning af historien«.
Ja, tja, bum, bum, bum … Tesfaye dokumenterer, at 1960ernes og 1970ernes arbejderbevægelse var kritisk overfor de mange gæstearbejdere; Staunings flygtningepolitik var heller ikke ligefrem liberal. Historikeren Lone Rünitz, der har speciale i 1930ernes flygtningepolitik, mener, at Claus Bryld & Co. selv omskriver historien. Staunings socialdemokrati var ikke spor flygtningevenligt, men ville især »beskytte det homogene Danmark mod udefra kommende farer,« konkluderer hun.
Hvorfor roder tænksomme mennesker som Stine Bosse og Claus Bryld sig ud i den slags? Meget bunder i forestillingen om moralsk overlegenhed. Det antages, at humanismen forsvares imod gustne politikere, der lefler for folkestemningen og Dansk Folkeparti.
For mange af os bunder den stramme indvandringspolitik imidlertid i noget andet: et smertefuldt møde med virkeligheden. Jeg skiftede selv mening i 1990erne under indtryk af integrationsproblemerne på Nørrebro. Jeg blev bevidst om, hvor svært et velfærdssamfund som vores har ved at integrere en stor etnisk underklasse fra »mindre udviklede lande«.
Tesfaye, hvis far kommer fra Etiopien, fortæller en lignende personlig udviklingshistorie. Det kan pæne mennesker i velstillede kvarterer selvfølgelig være uenige i, men drop venligst det moralske stempel!
