Fagbladet Boligen juli/august 2006
Af Lars Olsen
Rockwool Fonden offentliggjorde for nylig en undersøgelse, der angiveligt viser at vi ikke bor mere socialt opsplittet end før. Budskabet stemmer imidlertid ikke overens med de faktiske tal i undersøgelsen. De viser en markant social polarisering i de fire store byer
»Det kan vi sikkert få meget ud af rent politisk«. Sådan lød den ærlige og kontante melding fra integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), da Rockwool Fonden for nylig offentliggjorde en undersøgelse af de sociale og etniske bosætningsmønstre.
Venstre-ministeren glædede sig over det, der angiveligt var undersøgelsens hovedkonklusion: At danskerne bor næsten lige så socialt blandede som for tyve år siden. Den sociale polarisering på boligområdet er »en myte«, lød budskabet fra Rockwool Fonden.
Forskerne har delt hele landet op i små boligområder med nogle få hundrede husstande og tegner et detaljeret Danmarkskort over, hvem der bor i nærheden af hvem. Og i den offentlige præsentation valgte Rockwool Fonden især at fremhæve ét tal: At vi kun bor en anelse mere opdelt socialt og indkomstmæssigt, når man fokuserer på det generelle gennemsnit på landsplan.
Mennesker bor imidlertid ikke på landsplan, og gennemsnitstallet er udtryk for mange og delvist modstridende tendenser. Der træder da også et helt andet billede frem, når Rockwool Fondens nye bog »En befolkning deler sig op?« sætter fokus på to mere konkrete områder: 1) De fire storbyer, 2) folk på overførselsindkomst i de mellemstore provinsbyer.
Polarisering i storbyerne
I de fire storbyer tegner den nye undersøgelse således det samme billede som tidligere analyser: At højindkomsterne koncentreres i nogle kvarterer, mens lavindkomsterne klumpes sammen i andre.
Undersøgelsen er bygget op om et såkaldt D-indeks – et mål for, hvor mange fra en given indkomstgruppe, som skulle flytte for at alle var jævnt fordelt. Et lavt indeks betyder en jævn fordeling, mens stigning er tegn på øget social adskillelse. Og her er Rockwool Fondens tal helt entydige:
I Københavnsområdet var D-indekset for bruttoindkomster 23,4 i 1985, men steg i 2003 til 26,2. I Odense var udviklingen endnu mere markant – fra 18,6 til 25,7. Mens D-indekset på landsplan kun øgedes et enkelt procentpoint, var stigningerne i de fire storbyer på 3-7 procentpoint – altså en kraftig polarisering. Og årsagerne er ganske velbelyst:
På den ene side betyder husprisernes himmelflugt, at folk med mellemindtægter – lærere, sygeplejesker, politibetjente m.v. – ikke længere har råd til at købe hus i Storkøbenhavn eller Århus. Og det ændrer mange kvarterer. Parcelhusområder for den brede middelklasse bliver gradvist til velhaverenklaver, hvor kun akademikerpar med to gode indtægter har råd til at skrive under på slutsedlen.
På den anden side er mange almene boligområder inde i en negativ spiral. Familier med fast arbejde søger væk, de danske sociale klienter bor der stadig – og indvandrerne rykker ind. Storbyerne har i de seneste årtier oplevet en massiv indvandring, og indvandrerne et stort set flyttet ind i den almene sektor.
Sociale reservater i provinsen
I de mellemstore provinsbyer er billedet et andet. Her er husene ikke så dyre og det meste af byen stadig socialt blandet – måske ligefrem mere blandet end før. Mange steder er der imidlertid et eller to almene boligområder, der er ved at udvikle sig til »sociale reservater«. Det er hér, vi finder mange af byens indvandrere, langtidsledige og sociale klienter. »Ghettoer« er ikke kun et storbyfænomen; det kan de også tale med om i Svendborg, Haderslev, Vejle og Slagelse.
Også dét fremgår af Rockwool Fondens undersøgelse. Et D-indeks viser, hvor isoleret mennesker på overførselsindkomst bor i forhold til resten af befolkningen. Igen et entydigt billede: Rapporten bringer tallene for 34 kommuner udenfor de fire storbyer. I 32 bor folk på overførselsindkomst mere koncentreret end i 1985, kun i to kommuner er det gået den modsatte vej!
Resultatet af den sociale polarisering er desværre velkendt:
Vi har fået boligområder med al for meget utryghed, hærværk og ballade.
Vi har fået skoler med massiv koncentration af indvandrerunge og danske børn fra socialt svage familier. Skoler, hvor det faglige niveau tit er katastrofalt lavt.
Og værst af alt: I storbyerne er der ved at opstå en opsplitning, hvor vi ikke møder mennesker fra andre sociale miljøer. Hvor akademikere og højindkomster lever i deres enklaver, mens indvandrere og socialt svage danskere bor og går i skole andre steder. Et mønster, der bryder med velfærdssamfundets tradition for social blanding og stærk fællesskabsfølelse.
Heldigvis er det endnu ikke gået helt galt. Der er stadig mange socialt blandede boligområder og skoler. Velfærdssamfundets kvaliteter er intakte, men udviklingen går den forkerte vej. Vi tager grueligt fejl, hvis vi bare læner os tilbage og ser bort fra de blinkende advarselslamper. Når uligheden og opsplitningen kommer op på »amerikansk« niveau, får selv den sidste forsker øje på det – men så kan det meget vel være for sent.
